Snak

At kalde Musil overvurderet er lidt en subjektiv vurdering, jeg ikke kan bruge til så forfærdelig meget. Om noget er han vel reelt undervurderet i forhold til så mange af hans samtidige.

Det er muligt at Manden uden egenskaber er røvkedelig, men den er jo også læsset med genialiter og abstrakte erkendelser på nærmest hver eneste side. Det svarer lidt at skulle absorbere indtrykkene fra hver enkelt udstillingsgenstand på Louvre efter et eneste besøg.

Det er muligt jeg til tider er for benovet over geniet, men så nonchalant en bedømmelse vidner om enten en overfladisk læsning af et af historiens mest komprimerede værker eller indbildsk selvovervurdering. Jeg har den ydmyge tilgang at hvis jeg ikke får hul på sådan et værk, så kan det være mit eget intellekt det halter med (ikke altid usandsynligt), men jeg gad da godt have selvbilledet til at verfe den af på Musils bekostning.

Som Fribytter pointerer er der tale om østrigske forfattere. Det kan virke pedantisk, men i Manden uden egenskaber er det jo netop med udgangspunkt i det Østrig-Ungarske riges krise og forholdet til Tyskland og derfor ikke uvæsentligt.

@Merc

Det var det samme som skete med mig første gang. Jeg nyder egentlig kompleksiteten, men samlede den op på anbefaling, hvor timingen ikke var der og jeg vel egentlig ønskede "let læsning". Så bliver det knokkelarbejde med et kendte dilemma, hvor man enten skal ligge den fra sig eller mose på. Jeg var dum nok til det sidste. Jeg har overvejet at starte med INHERENT VICE, for ligesom at mande mig op inden. Uanset bliver Pynchon nok et juleprojekt, hvor jeg ikke har så meget andet hængende over hovedet.

Jeg kan ikke love noget, Merc. Med bogudgivelsen har Hans givet slip på de litterære krykker. Han bliver svær at omfavne nu, tror jeg.

Det er så smukt ovenover.
Når man sådan hæver sig op, for en stund svæver over det hele og glemmer dårlige nyhedsstrømme og almen brok.

Når man sådan falder i staver og glemmer tiden - ja sågar sig selv.
Kigger ned på smukke landskaber, legesyge skyformationer og oaser af fredfyldte pletter på et landkort, hvor man sidder uden Google og tænker "hvad er det dog for en ø".

Så er det smukt.
Bare at sidde og smile.
En smule.
Bare over at være.

Hans pik i dit fjæs.

merc,

jeg synes netop at folk ofte falder i svime over geniet/oraklet musil, og når man så selv læser ham, så keder man sig gevaldigt undervejs, trods de mange guldkorn her og der. "manden uden egenskaber" er et hovedværk helt enig, men jeg synes at tiden har været ret så hård mod det - værket mangler en modernitet i både sprog, handling og tanke (som ikke en gang karsten sand iversen kunne løfte nævneværdigt ift mogens boisen). når jeg til sammenligning læser ældre værker af fx oscar wilde og marquis de sade, så mærker man en tidløs, sproglig virilitet, som musil langt fra besidder. nogen stor poet var han altså ikke...

thomas bernhard er naturligvis østriger - men han skriver vel stadig på tysk, men undskyld mange gang, d´herrer.

Det er jo bare, fordi de ikke forstår den pangermanske nationalismes vision, men i stedet lader sig forblænde af de smålige grænser, historien har draget igennem Europa.

Der er langt fra Justine til Manden uden egenskaber, det kan vi snildt blive enige om, men sammenligningen er heller ikke så lige til i min optik.

De tysksprogede forfattere Musil, Mann, Broch og andre vi her har været inde på vinder sjældent de æstetiske sprogpriser, men koncentrerer sig om åndstunge emner, mere end mange af deres franske kolleger (som jeg også sætter pris på).

Men derfor synes jeg stadig klart at værket har en moderne relevans.

Manden uden kvaliteter er påbegyndt i 1930... Den kan da umuligt lide af et utroligt altmodish sprog. Jeg mener i øvrigt, at Knud Rohmer har udtalt, at han ikke bryder sig om Bernhard pga. alle gentagelserne, og det er vist bare en smagsag.

Er der egentlig flere pangermanske forfattere født i mellemkrigstiden, der skriver murstensagtigt som Bernhard ud over Peter Weiss?

da jeg læste karsten sand iversens nyoversættelse af "manden uden egenskaber" havde jeg store forventninger, fordi så mange havde talt dårligt om mogens boisens version af samme. det som skuffede mig mest, var faktisk sproget, som virkede tørt og pedantisk, mens ide-verdenen stadig forblev interessant. men et så langt værk som "manden uden egenskaber" (4 bind), der er man nødt til som læser også at få noget sproglig energi og wow-effekt, ellers bliver det for meget en gold ørkenvandring.

måske manglede jeg bare min ungdommelige begejstring for alt hvad der siges at udgøre et litterært hovedværk, eller jeg er blevet mere sprog-kræsen/følsom med tiden, det er svært at sige. men jeg var skuffet, et faktum der i sig selv også skuffede mig selv.

Jeg tror bare at jeg ville vælge et helt andet værk, hvis den poetiske og æstetiske værdi betød så meget for mig - og så vende tilbage når jeg var klar. Jeg ville i hvert fald på forhånd være indstillet på at et tysksproget firebindsværk om tiden i Østrig-Ungarns sidste timer ville kunne være tung. Også sprogligt.

Jeg synes på en måde at det er en spøjs kritik, da det netop er den saglige og tørre tone, der, for mig at se, er med til at give værket sit særpræg.

https://www.theguardian.com/books/2006/jun/17/featuresreviews.guardianreview28

Et par uddrag:

The first volume of The Man without Qualities runs to 365 pages, and the dilemma of the protagonist, Ulrich, is presented only on about page 300. Nevertheless, the writing is so precise and the argument Musil makes about Ulrich and his situation so intricate that it is intellectually and aesthetically involving even before it becomes emotionally so.

It is, however, quite funny, or at least witty, as a result of Musil´s amazingly specific and complex figurative language. The reader is quite often struck by epigrams and remarks that gracefully offer images and insights which are utterly original and right.