Snak

http://litteraturnu.dk/langsom-laesning-robert-musil-manden-uden-egenskaber/

Her et andet indslag, som også berører poetikken.

Hold kæft en dårlig scoring. Total taber indsats

Apropos poesisme. Hvordan lader dette sig gøre?

https://imgur.com/a/xVlki

Godt spørgsmål. Ser ud til vores ven skrev en kommentar i den rigtige tråd, i den forkerte tråd.

– De stræbte begge efter ikke at blive forlegne. Et øjeblik kunne ingen af dem aflægge den naturlige inkonsekvens, der ved havet næsten tillader nøgenhed men i værelset gør sømkanten på undertrøje eller trusser til romantikkens smuglersti.

Hvor skidegodt rytmisk afrundet er sådan et afsnit ikke lige?! Der ligger så fint et naturligt åndedræt i udtrykket ’romantikkens smuglersti’, og det er så stilistisk elegant legende at veksle mellem hav og værelse på vejen langs en kvindetrusses sømkant, der for altid i mit hoved vil bugte sig som en sti mellem korsikanske klipper. Det er fremragende billedskabelse og en direkte poetisk påvirkning på tværs af et århundrede.

Ha ha, temmelig godt. Men så skulle du lige selv forsøge dig bagefter, ad sprogets trussesti?!

mercenary,

tak for link - også selv om pibe forsøger at desaveure den gode intention.

det er efterhånden mange år siden jeg læste broch´s "søvngængerne", som også til tider kan være et langstrakt og tungt filosofisk værk, men hvor man her og der bæres igennem af fantastiske sætningskonstruktioner med stor poetisk vidde og tyngde, som om broch med vilje forsøger at opveje den noget tunge form (måske hjulpet yderligere godt på vej af digteren villy sørensens meget sprogbevidste oversættelse?). i netop den kontekst bliver "manden uden egenskaber" for mig stadig en halvtør tour de force i et velformet kancelli-sprog, hvor der ikke er meget tekst som appellerer til sansen for sproget, men hvor det meste tekst appellerer til rationalitet og historisk udsyn for den tid. på det sæt vil hermann broch (frem for musil) altid være en større sproglig fornøjelse at læse.

men kongen over den alle er - stadig - i mine øjne (trommehvirvel:) ernst jünger - den første og eneste tysker som kunne skrive længere modernistiske værker med så stor poetisk præcision og integritet, at man næsten ikke kan rumme det.

Det var skam ikke det, Merc, fin nok gennemgang ellers, og den bekræfter mig i, at jeg nok aldrig kommer igennem den.

Det lykkedes med Joseph Roths Radetzky March, som jo mere sådan ligepå handler om Dobbeltmonarkiets storhed og fald. Det er i sagens natur en undergangsroman, men ikke så dødstung som fx Buddenbrooks. Men, nok i modsætning til Musil, mærker man en vis nostalgi efter dette multi-kulti-rige.

De to er de officiele (c) romaner, hvilket er lidt snyd for Budapest jo. Der findes imidlertid også Miklos Banffys trilogi, som er lige så lang som Manden Uden Egenskaber, men vist nok lige så "let tilgængelig" som Radetzky March (eller lettere). Alt, hvad jeg læser om den, får mig til at ønske HBO eller Netflix kastede sig over den i stedet for det der sci-fi og fantasybavl.

http://www.chicagoreader.com/Bleader/archives/2013/06/28/in-praise-of-fat-books-the-transylvanian-trilogy

Ungarerne begræder stadig tabet af Transylvanien ved Trianontraktanen, deres Versaille, men mon ikke det havde krævet alt for meget pigtråd nu her senere alligevel, nå..

Måske EU-Kommissionen ville skyde penge i en Bornedal-version.

Egentlig også mere troværdigt, Banffy var selv nobility og højt på strå. Ikke borgerlig jødisk outsider som Musil og Roth, men insider ligesom Mann og Leoparden/Lampedusa.

Hehe, Pibe.

Sammenligningen med Søvngængerne ligger nok mere lige til i forhold til periode, nationalitet og emne, men jeg har desværre ikke fået dem læst endnu. Det ser jeg frem til.

Den her var ret god, synes jeg, Thomas Thurahs anmeldelse af Vergils Død.

https://www.information.dk/2007/07/gamle-forbi