Snak

Tak igen Qana for gode anbefalinger.

Jeg har siden sidst anskaffet mig et par af de bøger der har været nævnt her i tråden om bjergbestigning.

Jeg er halvvejs færdig med Heinrich Harrers White Spider. Bogen er udgivet i 50´erne, og har et lidt langsommere tempo end nyere bøger, men er ikke desto mindre værd at læse. Jeg synes den er glimrende, men er alligevel stoppet halvvejs igennem, da den her skifter fokus fra Eiger før og under Harrers bestigning, til hvad der er sket på bjerget siden da. Det er givetvis spændende læsning, men jeg har bare endnu mere spændende læsning liggende i andre bøger om samme emne, så jeg udsætter anden halvdel til senere. Hvad Harrer måtte mangle i fortælletempo vejer han op for i litterære evner og ydmyghed. Samtidig fortæller han om en tid før ilt, syntetisk tøj og andre teknologiske landvindinger. Jeg kan helt klart anbefale bogen. Hans fortællestil er eminent, og den ydmyghed hvormed han roser medklatrere og de uheldige sjæle der forsøgte bjerget før hans bestigning er fantastisk. Helt klart en bog der er værd at give sig i kast med hvis man ligesom mig interesserer sig for emnet.

Over de sidste 3 dage har jeg læst Krakauers Into Thin Air, det er en fuldstændig eminent bog, hvis man læser et par bøger eller mere om året er det utvivlsomt en bog man skal læse før man dør. Krakauer er ligesom Harrer ydmyg, og især hans kærlighed til sherpaerne og indignation over den lemfældighed hvormed deres liv behandles er rørende. Kapitlet om Rob Halls nedstigning er umuligt ikke at blive berørt af. Into Thin Air er en af de bedste læseoplevelser jeg har haft i de senere år, og hvadend man som jeg er glad for at læse om bjergbestigning eller ej, er det en bog man skal læse i løbet af sit liv. Så god er den. Uagtet hvor god Into The Wild måtte være, har jeg svært ved at forestille mig at den skulle overgå Into Thin Air.

Mit næste bjergbestignignsprojekt er Buried In The Sky, som jeg også forventer mig meget af, men oven på Krakauers fortælling, har jeg nok behov for en pause før jeg giver mig i kast med det emne igen.

*edit*
Har forresten også set Touching The Void, en fuldstændig vanvittig dokumentar. Havde det været fiktion, havde jeg sagt at den var alt for langt ude. Ligeledes en film man ikke bør snyde sig selv for.

Jeg har fået bladret mig igennem samtlige Lars Kepler bøger omhandlende Jonna Linna.

Kan I anbefale noget lign. i samme kategori?

Jeg har kigget lidt på Karin Slaughter / Jo Nesbø - men kan ikke helt beslutte hvad jeg skal give mig til at læse.

@Røll

Jeg har læst Nesbøs Harry Hole-serie. Den har været vendt nogle gange herinde. Dem der normalt læser "tung" litteratur synes generelt at det er lort, mens dem som søger noget letfordøjelig underholdning er ret begejstrede. Der lader til at være flest af sidstnævnte.

Specielt de første bøger er ikke noget at råbe hurra for, men serien bliver bedre undervejs. Jeg var fint underholdt. Jeg hørte dem som lydbøger, hvor tempoet i historien er lidt afgørende for om det hele bliver søvndyssende, og der har Nesbøs bøger været noget af det bedre i det format.

@ Røll

Som Jonze er inde på er de første 2-3 Nesbø-bøger lidt lala, men så tager serien om Harry Hole fart, og er rigtig god læsning.

Karin Slaughter skriver på en lidt anderledes måde, og handlingen foregår naturligvis i USA, hvor hun i første omgang kører to serier med hver sin hovedperson, der så i de senere bøger krydser hinanden. Jeg har brugt en del sommerferier med læsning af netop Slaughters bøger, og de kan varmt anbefales.

Jonze / D.B.R.


Tak for kommentarene.

Læsningen skal udelukkende bruges som afslapning før sengetid, eller læsning under ferie.

Lars Kepler bøgerne synes jeg passede rigtig fint til det, og det vil være noget i den retning jeg søger igen.
Umiddelbart lyder Nesbø bøgerne som et godt bud.

Fuck Nesbø! Hans bøger giver læseren cancer.

Fuck Nesbø! Hans bøger giver læseren cancer.

Ja, hov. Det glemte jeg lige at få nævnt i farten.

Men altså, hvis man alligevel har passeret de 30, så har man jo det ene ben i graven. Og kunne man lige skrabe et par sygedage til sig, så er det jo heller ikke skidt. Mere tid til at læse (og få mere cancer).

Griner man stadig eksalteret over hovedpersonens navn, Harry Hole, efter de første par stykker?

Spørgsmålet er hvad Røll har gjort dig, Jonze, siden du hader ham så intenst. Det eneste jeg kan forestille mig der er værre end at læse Nesbø, er at få det læst højt for mig. De har gjort det ulovlig på Guantanamo Bay, da det medfører radikalisering, og cancer selvfølgelig. True Story.

Læs Bergen-trilogien af Gunnar Staalesen eller Öland-krimierne af Johan Theorin, og lev lidt længere.

Hold venligst tråden fri for jeres syge parafilier. Dem kan I flytte ud i internettets mørkeste hjørner sammen med alpaka-blowjobs og andet, hvor de hører til.

@Bosse
Jeg hader pr. automatik de fleste mennesker. Så det har ikke noget med Røll at gøre.

Jeg har også være igennem Bergen-trilogien. Også som lydbog. Den var laaaang.

Jeg skal ikke kunne afvise, at oplæseren spiller en ret stor rolle. I Bergen-trilogien var det først et skabagtigt kvindfolk, som var lige ved at få mig til at køre i grøften. Senere blev hun udskiftet med en herre, der må have været tæt på 100. En dyb brummende stemme, hvor man hele tiden sad og ønskede at han snart ville rømme sig. Når det var kvinde-replikker, gik han op i en eller anden form for bizar falset. Det var meget forstyrrende.

Omvendt med Hole-bøgerne var oplæseren god. Han bragte en eller anden coolness over historien (som måske ikke er tilstede på samme måde, når man læser selv).