Snak

Fuldstændig uenig med dig, qanatoli.

De fleste, der ikke kan lide Da Vinci Mysteriet, læser ikke krimier til dagligdag. Disse mennesker ville heller ikke kunne se noget godt i Sherlock Holmes eller Robert Ludlum i en totalt undervurderet genre. Som krimi er den et mesterværk. Strukturen er simpelthen milimeterpræcis, hvilket er et must for en spændende krimi.

At den så får flere millioner mennesker verden over til at interessere sig for religion og historie er kun et stort plus. Så kan bogens påstulater være rigtige eller forkerte. Men det må man heldigvis godt i fiktion.

Det eneste jeg kan være enig i, er at det er en page turner. Og at bruge det begreb negativt minder mig mest af alt om noget man kunne høre fra en 19årig litteraturstuderende på første semester fra KUA.

qanatoli

"Der er INTET blot svagt relateret til faglitteratur over den, det er en trivial-krimi der låner sig til lidt lødighed ved at tage udspring i et finkulturelt miljø (Louvre). "

Dette er en direkte kvalmende arrogant udtalelse.

Du søger velsagtens et anmelderjob på Information, kan jeg tænke mig?

Nu har jeg ikke fulgt det tæt, men som jeg kan forstå det, så er Da Vinci Mysteriet solgt som spændingsroman, hvorfor en historiefaglig kritik er meningsløs.

Balbo, jeg har eddermanme læst mange krimier, og jeg gør det med stor fornøjelse. Ludlum, Doyle, Christie, jeg har læst og nydt det. Jeg har også nydt pseudohistoriske krimier som dem af Candace Robb og Lindsay Davies, eller de Danske om Byfogeden fra Assens.

Det er på den baggrund at jeg synes Da Vinci er en dårlig krimi - jeg synes plottet er frygteligt simpelt og "gåderne" på grænsen til det latterlige. Jeg kommer gerne med eksempler, men de har i høj grad karakter af at være spoilers, så med mindre jeg bliver bedt om det gør jeg det ikke.

Jeg tror faktisk, at du har ret i, at mange der læser Da Vinci ikke læser krimier til hverdag - men i modsætning til dig tror jeg at en del af forklaringen på bogens succes er, at disse mennesker ikke ved hvor ringe den er, som krimi.

Referencerne til det religiøse og kulturelle har givet bogen en snob-status der får folk som aldrig ville værdige Ludlum eller Clancy et blik til at læse den. Og så bliver de grebet, og forført, af mysteriestemningen. Desværre ville de kunne opleve det langet bedre hvis de ellers fik øjnene op for nogle af de fremragende, mindre prætentiøæse, krimier på markedet.

Endelig så mente jeg det faktisk som noget posituivt da jeg skrev, at bogen er en page-turner. Jeg gør mig ingen illusioner om at jeg har en finkulturel smag når det kommer til bøger - jeg er stor fan af triviallitteratur, og har læst bunker af det, og gør det stadig. Men jeg er fuldstændigt uenig i, at Da Vinci er præcis. Jeg synes den er lettere fjollet, og plottet er tyndere end et par syv år gamle sokker...

qanatoli

Jeg læser ikke vanvittig mange krimier længere, men James Pattersons "Womens murder club" serie er jeg nu faldet for og 13. feb udkommer "5th horseman"

"Der er INTET blot svagt relateret til faglitteratur over den, det er en trivial-krimi der låner sig til lidt lødighed ved at tage udspring i et finkulturelt miljø (Louvre). "

Dette er en direkte kvalmende arrogant udtalelse.


Hvorfor er det i øvrigt "kvalmende arrogant"? Det foregående indlæg nævnte, at der "vist var tale om en kombination af skøn-og faglitteratur", og det ønskede jeg at slå fast var forkert.

Jeg er helt enig i, at man gerne må lyve i fiktion - men jeg synes det er uheldigt, hvis en god røverhistorie pludselig bliver udlagt som en historisk fremstilling.

Det kan godt ske at du, Balbo, finder ordet triviallitteratur nedsættende, men det gør jeg ikke. For mig er der tale om et neutralt ord, og jeg har ingen problemer med at sige, at 90% af hvad jeg læser er triviallitteratur. Det der irriterer mig, er at markedsføringen af Browns bog forsøger at gøre den til noget andet.

Jeg læser for at blive underholdt, ikke for at kunne strø smarte titler omkring mig for at få status som intellektuel (den status søger jeg på andre måder:-)). Men Da Vinci Mysteriet irriterer mig, fordi den ikke underholdt mig, men frustrede mig. Jeg syntes den startede spændende, men efterhånden som jeg læste den følte jeg mig mere og mere snydt - det er svært at sætte i billeder, men sammenlign det med at få serveret en fantastisk forret, efterfulgt af en middelmådig hovedret og en elendig dessert. Sådan var min oplevelse af at læse bogen.

qanatoli

*Glory*, såfremt der er tale om et biografisk værk af Auster, er der flere muligheder: "Opfindelsen af Ensomhed" handler om Austers forhold til sin far og sit forhold til selv at være blevet far. I "Den røde notesbog", hvori "Fra hånden i munden" kan findes, giver han bl.a. en beskrivelse af, hvordan han som ung og fattig forfatter formåede at komme igennem tilværelsen. Endelig kan der være tale om "The Art of Hunger", som vist ikke er udgivet på dansk, og som jeg ikke selv har læst.

Ellers foretrækker jeg personligt hans fiktive værker, hvor især "Tilfældets Musik", "Leviathan" og "By af glas" (en af tre bøger udgivet under den samlede titel "New York trilogien") kan anbefales.

hmmmmmm.......

Jeg kan altså kun være dybt uenig. Jeg synes, det er for nemt at skyde den ned.

Strukturen og bogens tempo er vi så enige om holder. Dens brug af cliff hangers og korte kapitler gør den netop til en page turner af høj klasse. Den fastholder dig som læser, og de fleste der har læst den, fortæller at de læste den meget hurtigt. Det er rent fortællemæssigt en lille genistreg, som han bruger i sine bøger. Det samme som Hergé er berømt for i TinTin (altså cliff hangers).

Vi er uenige i plottet og handlingen. Jeg mener det holder og fastholder. Interessant vinkel og religion/hykleri er jo altid et interessant emne. Desuden er hans beskrivelser af Paris jo også noget, folk relaterer til.

Jeg har også selv læst Angels and Demons, og som bosiddende i Rom var det en fornøjelse at læse beskrivelserne af byen, selvom alle jo ved, at du slet ikke kan komme de steder hen på 5 minutter i Rom, da trafikken jo er al for tæt. Men sådan er det jo med fiktion, og det ødelagde ikke mit helhedsindtryk. Selve A&D er jo en endnu større rutschebanetur end Da Vinci og slutter helt utroligt - ja, nærmest usansynligt. Men på den anden side så er de fleste bøger jo usandsynlige - det er jo derfor vi læser dem. For at komme væk fra dagligdagen.

Jeg vil gerne undskylde mine egne provokationer før, da du har været gavmild med at forklare dine synspunkter, men det der fik mig pisset lidt af, var at du skyder den pseudointellektuelle- og faktuelle bagtanker i skoene.

For det er jo noget som bogen eller forfatteren ikke bryster sig med, men som andre har pålagt bogen. Bogen er en krimi, og da det er skønlitteratur, må den digte lige så meget som den vil. Så det argument holder altså ikke.

Min pointe er, at der er blevet lagt alt for mange bagtanker i bogen, som for min del er en fremragende krimi.

Jeg skal så også sige, at jeg lige netop ikke er til bøger med kapitler på 80 sider, lange snørklede sætninger og folk, der har ondt af sig selv. Ligesom jeg er til krimier og komedier, når det kommer til film.

Jeg mener ikke, man kan bruge betegnelsen trivial-krimi om en bog, der tager så anderledes enmer op. Det sprogbrug fik mig til at springe op af stolen. Sorry.

Jeg har det sådan, at lige så snart en bog bliver allemandseje, så er der altid nogen, der skal skyde den ned. Tænk hvis man kunne lide det samme som masserne?

Men jeg kan godt forstå, at du har en anden opfattelse af bogens plot, og det godtager jeg.

@Balbo

Hvorfor er det lige, man er arrogant og kvalmende, hvis man kritiserer en bog som LDV, mens det er helt ok at kritisere Kafka o.l.? (endda med tudefjæs-argumentet, hvis brug åbenbart ikke har nogle grænser). Jeg synes, det lader til, det efterhånden er ok at skyde alt ned, der bliver betragtet som finkulturelt/intellektuelt, men hvis man kritisiserer populær-kultur, er man arrogant og elitær.

Det er en anti-intellektuel/elitær stemning, der bliver mere og mere fremherskende, som jeg synes er lidt trættende.