Både ham og Christian Wejse siger jo sådan set bare at de anbefaler at fastholde nogle restriktioner, da de forventer en smittestigning til efteråret, og helst ser at den ikke kommer tidligere, fordi der bliver lukket helt op. Jeg har ikke set nogen af dem snakke om en fuldt vaccineret befolkning i den henseende, men jeg kan måske have misset et interview et sted?
Der er flere ting at tage hensyn til i forbindelse med restriktionernes fastholdelse. F.eks. at vaccinerne trods alt er et stykke fra at være 100% effektive, og at effektiviteten hos særligt udsatte, er noget lavere end hos medianbefolkningen. Der er også varianterne at tage hensyn til, og en af mere trælse nye opdagelser, altså at varianterne fortsat bliver både mere smitsomme, giver mere alvorlige sygdomsforløb, rammer bredere grupper hårdt, og altså nu også begynder at vise en ret skræmmende vaccineundvigelse.
Andre vira plejer at arbejde sig hen imod at blive mere smitsomme og mindre farlige, men indtil nu ser Covid-19 desværre ud til at buldre videre i mere og mere alvorlige mutationer.
Som jeg flere gange har skrevet om, er det et imponerende virus, og måden det muterer på er ganske fascinerende. Nu skal man f.eks. finde ud af om grunden til det er blevet så effektivt til at undvige første dose AZ, er fordi det var den vaccinemodstand virus mødte i Indien. I så fald vil et større udbrud i en befolkning hvor langt de fleste er vaccineret med Pfizer, kunne risikere at skabe vaccineundvigelse mod den.
Helt generelt er det vigtigt at blive ved med at understrege at det stadigvæk, selvom der er gået halvandet år, er en helt ny sygdom vi lærer mere om hver eneste dag.
Man er f.eks. først lige nået frem til konklusionen at SARS-CoV-2 har celle-til-celle-spredning, der betyder at hvis først nogle af de rigtige (eller for os forkerte) celler bliver inficeret, kan infektionen ikke behandles med antistoffer. Man kender stadigvæk ikke T-cellernes endelige rolle endnu, og hvorvidt et effektivt T-celle-respons vil være nok til at stoppe celle-til-celle-spredning.
Med al sandsynlighed, er den vaccine vi får nu, i bund og grund en hurtig, midlertidig løsning der betyder at folk ikke bliver så syge hvis de bliver smittet, imens der arbejdes på højtryk med vacciner der bedre skal kunne stoppe infektionen før den sker, og på effektive behandlinger der kan sættes ind så snart virus rammer lungerne.