Så når man kun er indespærret 1/3 af tiden, så er det altså ikke et totalitært indgreb? Hvor går den grænse? Det er måske slet ikke et frihedsindgreb overhovedet?
Du kan kalde det en begrænsning af bevægelsesfriheden, men når du kalder det totalitært, så er det jo svært ikke at tænke på faktisk totalitære stater og hvordan de behandler borgere. Tror du, hånden på hjertet, at folk i kinesiske arbejdslejre kun er spærret inde en tredjedel af tiden?
Endvidere er totalitære lande berygtede for at gøre ting arbitrært, og situationen i Sydney er netop ikke arbitrær. Der er en objektiv situation, som det er til at forholde sig til, og når situationen er overstået, så forsvinder indgrebet også.
Forestil dig det, 4-5 måneders indespærring i eget hjem, uden mulighed for at forlade det eller at se venner eller familie.
Det vil nok overraske dig, men det er faktisk ikke noget, der ville røre mig det helt store. Disciplin og alt det der. Nogle af os har det. Og selv min mor på snart 70 kan finde ud af at bruge Skype, og telefoner er også en meget gammel opfindelse. :-)
Derudover er det jo simpelthen ikke korrekt, at folk faktisk er "spærret inde".
https://www.health.nsw.gov.au/Infectious/covid-19/Pages/public-health-orders.aspx
Det er tilladt for en person fra husholdningen at gå på indkøb en gang om dagen, og der er så vidt jeg kan se ikke nogen begrænsning på motionsture, så længe man holder sig inden for 5 km at hjemmet og kun mødes med max 1 anden husholdning.
Jeg kan ikke se, at det her på nogen måde forhindrer en morgen-vandretur sammen med ven A og en eftermiddags-vandretur sammen med ven B. Og der står eksplicit i reglerne, at talgrænsen på 2 er eksklusiv folk fra samme husholdning, så jeg antager, at de respektive +1´er godt må være med, hvis ønsket.
Og her bliver det rigtigt fjollet.
Men alligevel svarer du ikke. Du tilkendegav, at de liv som bliver reddet ved at holde covid nede var af mindre betydning, for det var formentlig kun nogle måneder uanset. Med andre ord, det er ligegyldigt at redde liv, hvis det kun er gamle røvhuller, som alligevel skal dø relativt snart. Mit spørgsmål er derfor, hvornår en person er så gammel, at det er okay at ofre dem?
Med mindre udødelighed skal være målet, kan jeg dog ikke se at underdødelighed skal være et succeskriterie for noget? Og da specielt ikke hvis underdødelighed fører ufattelig mange samfundsomkostninger med sig.
Du snakkede om manglen på overdødelighed. Jeg påviser, at der er masser af overdødelighed ved Covid, specielt når det kommer ud af kontrol. Australien har haft en underdødelighed, så det ville jo være fristende at påstå, at så behøver de slet ikke bekymre sig, men den underdødelighed kommer jo antageligt af, at de har været meget aggressive med deres forholdsregler. Med andre ord, forholdsreglerne har en synlig effekt på dødelighed. Med andre ord, forholdsreglerne virker rent faktisk.
Og det vi også kan se ret utvetydigt er, at hvis man ikke tager sine forholdsregler, så ender man med en helt anden kurve, hvor en masse folk ender med at dø.
Vi er alle nødt til at erkende og acceptere at det ikke er samfundets primære opgave at holde alle i live længst muligt, simpelthen fordi vi også har et behov for at afveje hvad der er praktisk, økonomisk fornuftigt og, selvfølgelig da, folks frie valg.
Og indtil videre har du ikke ført noget argument for, at vores nedlukning har været tilstrækkeligt upraktisk til, at det ville have været bedre at lade covid komme ud af kontrol. Ditto med økonomi. Nedlukningen har kostet penge, men det er ikke åbenlyst overhovedet, at vi ville have været nævneværdigt bedre tjent med bare at lade covid løbe ud af kontrol.
Du klager så en del over begrænsningen af folks frie valg, men det begrænser vi jo ret rutinemæssigt, fordi folk typisk bruger deres frie valg til at være en katastrofe for alle andre.
Og ja, mit alternative scenarie er, at covid kommer ud af kontrol, for det er jo netop risikoen, hvis vi er mere fokuserede på, at vi skal ramme balancepunktet helt rigtigt, frem for at være fokuserede på, at vi skal holde os på den sikre side af balancepunktet.
Det er lidt som at cykle igennem en hurtig kurve på vej ned af en bakke. Hvis du tager den med max fart, så ser det skide godt ud, hvis det virker. Men hvis der er noget vand eller noget sand eller lignende, så mister du greb og ender på røven. Hvis du er lidt mere afslappet, så taber du lidt på opportunity cost, men til gengæld er det meget mindre sandsynligt, at du skraber huden af en røvballe. Men som nævnt mange, mange gange gennem de sidste 18 måneder, så halter analogien, for en cyklist kan kigge fremad. Med covid kan vi kun kigge bagud.