Tråden her kører en del i ring og det er gang på gang de samme ting der tages op og diskuteres.
Jyllands Posten har i dag i en artikel forsøgt at besvare de 10 hyppigst forekommende påstande i debatten
1
Vaccinerne mod covid-19 er kun betinget godkendt, og ingen kender langtidseffekterne
Normalt kan det tage op til 10 år at udvikle en vaccine. Covid-vaccinerne har fået en betinget godkendelse, så de kunne komme hurtigere ud i samfundet. Det betyder, at data for langtidsvirkning og bivirkninger fortsat skal rapporteres ind, efter at vaccinen er frigivet.
Den betingede godkendelse gives for et år ad gangen, og producenterne skal løbende sende data til EMA, Det Europæiske Lægemiddelagentur.
2
Den immunitet, man får efter at være blevet smittet med covid-19, beskytter længere end vaccinens immunitet
Over hele verden foretages der undersøgelser af immunitet mod covid-19 – og foreløbig er billedet mudret, da der er forskellige konklusioner på, hvor længe hhv. sygdom og vaccine beskytter mod smitte. Et nyligt, stort israelsk studie tyder på, at immuniteten er stærkere efter coronasmitte, men studiet er endnu ikke peer reviewed, dvs. gransket af uafhængige forskere. Andre studier, bl.a. fra Storbritannien, peger i den modsatte retning. Fordelen ved naturlig smitte er, at man får en bredere immunrespons end ved en vaccine. Men immuniteten efter naturlig smitte kan variere, bl.a. efter hvor syg man er blevet. Ved vaccine får alle cirka den samme immunitet, udtaler professor Søren Riis Paludan. I Danmark har myndighederne valgt, at coronapasset gælder i 12 måneder fra det første vaccinestik, mens det gælder seks måneder efter coronasmitte.
3
Sygdomsfremkaldt immunitet er sundere for almindeligt raske voksne end at få en vaccine
Flere studier, herunder et stort, israelsk studie, konkluderer, at coronasmitte er farligere end bivirkningerne ved coronavaccinen. I en artikel fra Videnskab.dk udtaler professor i virologi Allan Randrup Thomsen, at der også for unge og raske mennesker er en risiko for at blive alvorligt syg af coronavirus, som er større end risikoen for bivirkninger ved vaccinerne.
4
Covid-19 har en lav dødelighed sammenlignet med andre vira
Ifølge Statens Serum Institut (SSI) er dødeligheden blandt bekræftede covid-19-tilfælde ca. 1 pct. Dødeligheden er ifølge SSI formentlig lavere, da det ikke er alle smittede personer, der opdages. Under Sars-epidemien i Asien i 2002/2003 var dødeligheden ca. 10 pct.
5
Covid-19 er en sygdom, som næsten kun er farlig for ældre og syge
Ifølge SSI er 87 pct. af alle dødsfald med covid-19 blandt personer over 70 år. Heraf har fire af fem haft en underliggende kronisk sygdom. Desuden har personer med bl.a. overvægt, hjertesygdomme, lungesygdomme eller kræft øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.
6
Der dør 1.500 af almindelig influenza hver vinter – i alt 2.700 er døde med covid-19
Antallet af døde med influenza varierer fra år til år. I vinteren 2018/2019 var der 309 dødsfald relateret til influenza – i 2017/2018 var der 1.608. Til sammenligning er 2.700 døde med covid-19 i Danmark de seneste knap to år.
7
Der dør til sammenligning 3.500 danskere af infektioner efter operationer hvert år
SSI anslår, at ca. 60.000 indlagte patienter får en hospitalsinfektion hvert år, viser en rapport fra 2017. Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift vurderer professor Hans Jørn Kolmos i en ny bog, at mindst 3.000 danskere årligt dør af hospitalsinfektioner.
8
De, der er vaccineret, bliver alligevel syge – og smitter andre
Det anslås, at en uvaccineret gennemsnitligt smitter et sted mellem seks og ni gange så meget som en vaccineret, har lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen udtalt til Jyllands-Posten. Læs mere i artiklen her. Det vurderes også, at vaccinerne beskytter bedre mod alvorlig sygdom end ingen vaccine. Men vaccinerne beskytter ikke 100 pct. De seneste syv døgn er 270 personer blevet indlagt med covid-19, selv om de er vaccineret. 147 indlagte er ikke vaccineret. Det skal ses i lyset af, at der er langt flere danskere, der er vaccineret, end danskere, der ikke er vaccineret. 17,7 af 100.000 ikke-vaccinerede danskere er indlagt med covid-19 – det såkaldte incidenstal. For de færdigvaccinerede er incidenstallet 5,3 og 6,6 for dem, der har fået første stik. Samtidig skal det nævnes, at mindst 13,9 pct. af indlagte patienter med positiv covid-19-test har været indlagt af andre årsager end corona, har SSI oplyst efter en artikel fra Politiken.
9
Eksperter, der har et andet billede af situationens alvor, bliver censureret
Nogle sociale medier er gået aktivt ind i kampen for at modvirke spredning af misinformation eller konspirationer. Det har betydet, at nogle har oplevet f.eks. at få slettet indhold eller blive blokeret. Ifølge mediet Version2 har Facebook fjernet 18 mio. opslag om covid-19, der ifølge det sociale medie var misinformation. Udviklingen har fået nogle eksperter til at advare mod risiko for at begrænse ytringsfriheden og skabe mere splittelse.
10
Sundhedsmyndighederne har økonomiske bånd til medicinalindustrien
Der er visse regler mod økonomisk tilknytning. En læge må f.eks. ikke eje aktier for over 200.000 kr. i en medicinalvirksomhed, og hvis man som sundhedsperson modtager økonomisk støtte fra en virksomhed, skal det anmeldes til Lægemiddelstyrelsen. Debatten om sundhedspersoners tilknytning til industrien dukker jævnligt op. I 2014 mødte det f.eks. kritik, at over halvdelen af Sundhedsstyrelsens indtægter kom fra gebyrer, som medicinalselskaberne blev pålagt.