At mene at vi, måske, kunne komme i mål ved mindre, plejer ikke normalt at være en illegitim påstand. Men aktuelt er det desværre blevet forbudt at anfægte om vi har råd til det tunge jernbaneskyts til at skyde gråspurve med.
Det er jo ikke tvivlen, der er problemet. Den tror jeg da, de fleste har.
For mig at se er der tre problemer:
1) Skråsikkerheden. Hverken du, Steve eller Bobby aner, hvilken vej der vil være den dyreste. Alligevel kan I ikke vente med at være helt sikre.
2) Kynismen. Selv konfronteret med myndighedernes fremskrivninger af, hvad der vil ske, hvis man ikke handler og indfører de restriktioner, som man gør (minus grænselukningerne, menalser: Hvor er det, folk gerne ville rejse hen, hvis de kunne?), altså at mange, mange mennesker vil dø
som en følge heraf, er I klar til at tage chancen. Øjensynlig er I det, fordi I har gennemskuet, at samfundet på den måde vil slippe billigere i det store billede. Den påstand har I ikke kvalificeret, og det har jo sin naturlige årsag deri, at det ikke kan lade sig gøre.
3) Selvbilledet. I føler jer hævet over fællesskabet på et tidspunkt, hvor netop det for mange nok er det mest malplacerede, man overhovedet kan gøre. Der er i princippet ikke noget i vejen med at være en klogeåge, selvom det generelt er lidt irriterende, men der er en tid til den slags, og så er der en tid til at, ja, jeg gentager mig selv, holde sin kæft og gøre, som der bliver sagt.
IEB´s lægmandsregning er jeg forresten heller ikke fan af.