Man kunne godt få den idé, at det gælder for de fleste lande.
At man enten ikke har ressourcerne til at undersøge det, eller at man, som Danmark, vælger at prioritere ressourcerne på alene at bede folk om i øvrigt at isolere sig, og om kun at henvende sig, hvis det virker akut, hvorefter man tester og behandler, hvis det giver mening.
Og så er der i øvrigt nok nogle lande, hvor man uanset hvad bør være meget kritisk med at tro, hvad de melder ud i forhold til smittede og døde. Uden at behøve at sætte navn på, kan man vel kalde det gruppen af lande, hvor journalister er i ganske stor fare for at forsvinde eller blive fundet døde, hvis de interesserer sig for meget for noget, som staten ikke vil have de skriver/taler om.
Det gør så selvfølgelig, at vi får rigtig svært ved at måle den reelle dødelighed, formodentlig får vi aldrig det helt præcise tal, og at man ikke kan få reelt valide tal fra TV-lægen.
Når man ser på, hvordan det øjensynligt går i Norditalien og i Spanien, er jeg dog temmelig glad for, at vi kører inddæmningstaktikken. Det andet synes tabt på forhånd i et vestligt samfund.
Boomer by proxy.
Synes en stork er grim med langt næb.