Snak

ak ja, der begynder at komme mange interessante ting for dagen - som fx i england:

Af Julia Hartley-Brewer [uddrag]:

"The Lockdown-files er den nye store afsløring af interne dokumenter fra den mørke Corona tid. Disse dokumenter stammer fra den britiske regerings indercirkel mens Corona-perioden var på sit højeste. Det handler om i alt ca. 150.000 tekstbeskeder om alt, hvad der foregik på højeste regeringsniveau, og om hvor lidt alle de frihedsberøvende covid-19 beslutninger havde med data, empiri og videnskab at gøre.

Filerne viser blandt andet, hvordan man i regeringstoppen bevidst og eksplicit gennemførte skræmmekampagner for at tvinge befolkningen til blind accept af regeringens mange autoritære corona-tiltag, såsom lockdowns, skolelukninger, vaccinering af børn, maskepåbud og andre bizarre politiske tiltag.

En beslutningsproces, som siden har vist sig at være uden hold i nogen form for solid, videnskabelig evidens, sådan som det ellers blev hævdet over for befolkningen, og kolporteret fuldkommen ukritisk af mainstream medierne.

De britiske journalister vil ikke overraskende imidlertid nu hellere skælde ud på Isabel Oakeshott for at have afsløret indholdet af daværende Sundhedsminister Matt Hancocks mange afslørende WhatsApp-beskeder, som hun havde modtaget i forbindelse med et fælles bogprojekt, end journalisterne ønsker at beskæftige sig med indholdet af disse beskeder.

Disse tilsammen 150.000 beskeder dokumenterer nemlig, at den britiske regerings corona-politik havde så godt som intet havde med "videnskaben" men til gengæld alt med det politiske spil at gøre. Og denne afsløring udstiller samtidig journalisternes manglende vilje og evne til at forholde sig sagligt, professionelt og kritisk til regeringens helt overdrevne lockdown politik, imens beslutningerne stod på.

Hvis journalisterne havde gjort deres hjemmearbejde og stillet de relevante kritiske spørgsmål mens tid var, så ville Isabel Oakeshott naturligvis ikke have set sig nødsaget til at skulle gøre al dette grave-arbejde for dem nu.

"The Lockdown Files" har været fulde af ekstraordinære afsløringer, men den mest ekstraordinære af dem alle har måske været nyheden om, at nogle journalister mener, at offentligheden aldrig bør få lov til at kende den virkelige sandhed om, hvordan lockdowns, masketvang og vaccinepas blev påtvunget hele England.

Siden The Telegraph bragte de første historier fra Matt Hancocks WhatsApp-beskeder, har mange journalister, både på tryk og i radioen, fokuseret på, ikke selve historiens essens, men forventeligt på dens formidler.

Mange journalister har stillet sig i kø for at knuge deres slidte bedekrans og samstemmigt erklære deres foragt for Isabel Oakeshotts beslutning om at afsløre den tidligere sundhedsministers covid-19 beskeder i strid med en hemmeligholdelsesaftale, der blev underskrevet, da hun var medforfatter til sundhedsministerens "erindringsbog" om hele covid-19 pandemien.

De sætter spørgsmålstegn ved Oakeshotts professionelle integritet, hendes troværdighed og endda (bizart nok) hendes løn. Men hvorfor er disse mange journalister så opsatte på at slå budbringeren ihjel i stedet for at fokusere på indholdet af budskabet?

Er det faglig misundelse over en konkurrents interessante opdagelse eller er det en oprigtig forargelse over, at hun nu har brudt en tidligere ministers tillid til hende? Eller kunne det i virkeligheden skyldes, at afsløringerne i "The Lockdown Files" ikke blot er skadelige for de politikere, der iværksatte Covid-politikken i to lange år; de er også yderst ubehagelig læsning for de journalister, der konsekvent undlod at udfordre og undersøge Covid-politikken i løbet af al den tid.

Det, som disse WhatsApp-beskeder afslører, er, at da regeringen indførte lockdowns, skolelukninger, maskepåbud og andre yderliggående politiske tiltag, som inhumant adskilte familier og venner, da fulgte den ikke - som så mange af disse journalister ellers har insisteret på - videnskaben. Hvad beskederne også afslører er, at topministrene og deres rådgivere udarbejdede lemfældig politik, med større interesse for dens politiske hensigtsmæssighed, deres egne karrierer og avisernes overskrifter end reelle overvejelser angående de faktiske videnskabelige beviser.

Ingen journalist med respekt for sig selv, kan sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af Isabel Oakeshotts forsvar, som henviser til offentlighedens interesse for at få afsløret sandheden bag den mest ekstraordinære, skadelige og kostbare regeringspolitik i mands minde.

Medmindre denne nye sandhed naturligvis kolliderede direkte med deres egen dybfølte overbevisning om: At lockdowns, skolelukninger, maskepåbud og vaccinepas var lutter sunde politiske tiltag baseret på uomtvistelige videnskabelige fakta - samt helt afgørende for at redde hundredtusindvis af liv under en dødelig pandemi. Hvordan skulle de - sandhedens vogtere - nogensinde kunne få sig selv til at indrømme, at de tog fejl, når det gjaldt nedlukningerne?

Hvordan skulle de - disse stolte maskebærere, der tålmodigt stod i kø med to meters mellemrum (uden for Waitrose), som solidarisk arbejdede hjemmefra, disse "pæne" mennesker - i modsætning til de Covid-fornægtende antivaxere og "bedsteforældre-mordere", som de fejlagtigt og fuldkommen respektløst stadig stemplede folk som Oakeshott for at være - nogensinde kunne affinde sig med at have befundet sig på den såkaldt forkerte side af historien?

Husk på, at det er de selvsamme journalister, der dag efter dag på Covid-pressemøderne i Downing Street Nr. 10 sloges om at være de første til at kræve flere og strengere nedlukningsforanstaltninger fra fx Boris Johnson, Matt Hancock og andre topministre.

Det er de selvsamme journalister, der ikke én eneste gang spurgte, hvad der egentlig var af faktuelle beviser for indførelsen af de inhumane foranstaltninger, som professor Sir Chris Whitty og Sir Patrick Vallance pressede på for at få igennem, mens de samtidigt gladelig bagvaskede de virus-eksperter, videnskabsfolk og læger, der vovede at påpege, at der var en grund til, at der eksisterede offentlige planer for pandemihåndtering forud for pandemien, og at det måske var dem, vi skulle følge i stedet for at kopiere den vanvittige totalitære praksis, som vi så i Kina."

https://www.telegraph.co.uk/news/2023/03/04/journalists-condemning-isabel-oakeshott-job-didnt-do-properly/

Her er i øvrigt forklaringen på overdødeligheden hos +85 år

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-03-01-fejl-i-opgorelse-giver-forkert-billede-af-dodelighed-blandt-aeldre

@UB, alle har jo vidst at det sejlede i England hele tiden - de startede med at prøve at få flokimmunitet istedet for at lukke ned og måtte så kæmpe med de issues det afstedkom resten af tiden - England er jo et skønt eksempel på hvorfor den danske fremgangsmåde har været god

biomand, jeg ved ikke hvor covid-19 indsatsen sejlede mest, men det vil sandsynligvis komme frem lidt efter lidt.

Kan du ikke komme med en vurdering? Det er vigtigt at få dækket.
Du plejer jo at være godt inde i covid.

aka101, jeg kender desværre ikke til forholdene i england i detaljer, så jeg har umiddelbart ikke nogen her-og-nu objektiv/subjektiv vurdering af, hvordan den britiske covid-19 håndtering adskilte sig fx fra den danske - eller fra lande i øvrigt med en sammenlignelig befolkningsstørrelse og samme fremgangsmåde.

Et måske kvalificeret bud på er at Danmark havde løst de store problemer med at få personale til ældreplejen, havde vi nu haft samme indgangsvinkel til Corona som man så i England, USA, Brasilien og sikkert andre lande, og det havde været en form for respirator bingo for ældre på hospitalet

Det ultimative bevis på at hårde lockdowns næppe er vejen ved Covid 2.0 skal findes i overdødelighedsdata fra Corona start til og med 2022.

Her ligger Sverige såmænd bedst (lavest) i Europa.

Sveneskerne havde måske nok travlt med at dø lidt hurtigere i starten, men til gengæld er vi andre kommet efter det og lagt os i overhalingsbanen i forhold til overdødelighed, måske pga. negative effekter på helbredet af lockdowns.

Tror det var Anders Tegnell der sagde at det her skulle måles på den lange bane. Det fik han ret i.

https://twitter.com/MarkChangizi/status/1632363525405392896

Det er satme også nogle små marginaler man måler på. Sverige, Norge og Danmark ligger altså indenfor 1 procentpoints difference på noget så diffust som overdødelighed, der også er forbundet med en stor usikkerhed, tilfældigheder mv. - Og i øvrigt (heldigvis) er nogle meget små tal.

Det kan meget vel være at Sveriges strategi var DEN rigtige. Det kan også være at det var den rigtige for Sverige, men ikke nødvendigvis havde været det i Danmark hvor befolkningstætheden er væsentligt anderledes.

Hvad man kan konkludere er dog at både Danmark, Norge og Sverige ligger i top 4 over de lande med lavest overdødelighed fra Coronaens indtog og til nu. Så måske ingen har gjort det forkert, men i virkeligheden ret godt?