Snak

Fuck økonomi og dødsfald. Den største advarselslampe af dem alle ved det her, er at Piers Morgan pludselig bliver brugt som fornuftens stemme.

Tag dig lige sammen og link fra din Commodore 64, O-man.

Man var ikke forberedt på det her. Man har ikke set en sådan epidemi i ca 100 år. Selvfølgelig blev og bliver der begået fejl. Det må man lære af, til hvis der kommer noget lignende.
Og så kan man ikke have det hele på formel, herunder vide præcis hvornår, at man er klar til at åbne. Andet end at det er når man er sikker på, eller i hvert fald forholdsvis sikker på, at sundhedsvæsenet kan absorbere de syge, der vil være tilbage.

Og selvfølgelig kommer det til at koste penge i samfundet, når man lukker en masse ned. Det tror jeg egentlig heller ikke, at jeg har set et eneste indlæg i den her tråd, der benægter.

Min gameboy (tak Jussi) kan desværre ikke linke, så du må selvfølgelig bare tro på, at alt jeg skriver er den pure sandhed, Kim. Eller Google det selv.
Uanset hvad er alt jeg siger om det den pure sandhed. Bare få blodtrykket ned, det er sundere for dig.

Tenver, et gæt kunne være at alle nationale eksperter har kigget på erfaringerne fra SARS, hvor det lykkedes de fleste asiatiske lande at lukke ned for spredningen. Det var så ikke tilfældet denne gang, og Kina har da også beviseligt begrænset nyhedsstrømmen, da omfanget gik op for dem.

Men som sagt - hvis vi kigger på tallene i Italien d. 27. februar og en uge før, så kunne man godt have forudsagt udviklingen.

I bagklogskabens udlideligt klare lys, kunne man måske nok have gættet det, Claus.
Omvendt er alle enige om, at de foranstaltninger man har sat i gang, er ganske indgribende. Så det er nok ikke så mærkeligt, at man ikke var helt på stikkerne, og skyndte sig at sætte det i gang, før man for alvor fandt ud af, hvor alvorligt det er andre steder. Taget i betragtning med bl.a. SARS, som en anden bruger henviser til.
Det skal man så også lære af. Uden at vi skal ende med, at vi lukker ned for det mindste. Det bliver nok, uanset hvor glad ingeniøren ville være for det, aldrig muligt at sætte sådan noget her helt på formel.

Vedrørende moderne børneopdragelse: Jeg polemiserer naturligvis.

At der har fundet en udvikling sted siden i hvert fald 50´erne i retning af en højere grad af individualisering generelt, og at denne også har bidraget til at forandre måden, man opdrager sine børn på, betragter jeg dog som selvindlysende.
Jeg ligger ikke inde med håndfaste beviser på dette, selvom jeg er ret sikker på, at der foreligger megen forskning på området. Jeg har dog tilbragt en hel del år med at arbejde i daginstitutioner og har via erfaringer overleveret af ældre pædagoger, der har oplevet årtiers udvikling, fået det entydige indtryk, at både forældre og børn har forandret sig temmelig markant i en mindre fællesskabsorienteret retning siden 70´erne.

At den udvikling endvidere har været og er understøttet af en måde at ordne samfundet på, altså med daginstitutioner, lange skoledage og talrige fritidstilbud, der gør forældres daglige berøringsflade med deres børn betragteligt mindre, end den var for fx 60 år siden, gør det da helt naturligt, at det er en fremmed og mere presset situation at skulle tilbringe hele dagen sammen med dem, endda helst indendøre, mens man også skal have en arbejdsdag til at hænge sammen. Derfor er det jo også lidt pikket af mig at give forældrene skylden. Man kan jo ikke ikke være et barn af sin tid.

Når jeg (lidt (fed Matias-parentes, ikke?)) i sjov ønsker mig tilbage til en mere autoritær børneopdragelse, bygger jeg det dels på min egen erfaring i daginstitutioner og dels på mine observationer over en årrække af familie og venner med børneflokke af varierende størrelse. Herfra har jeg det klare indtryk, at det, jeg kalder den demokratiske opdragelse, er den helt dominerende metode. Den indebærer - meget groft sagt - at man sætter grænser ved at forsøge at overbevise børnene om det socialt formålstjenlige i at opføre sig ordentligt, for nu at bruge et lidt firkantet udtryk, og undgår at skælde ud og være autoritær. Jeg har kortvarigt selv arbejdet i en børnehave, der hed Må-Godt-Land på Østerbro, hvor det overordnede pædagogiske princip var, at man ALDRIG sagde nej til et barn, og at der INGEN rammer var for dagen. Børnene bestemte selv alt.

Det kan der siges meget godt om. Det bedste, jeg kan sige om det, er, at der over tid lader til at komme meget, meget fine unge mennesker ud af det. Det vil sige, at når børnene rammer de ca. 12 år, har de udviklet sig til at være søde, rare, hensynsfulde, hjælpsomme, socialt opmærksomme og hensynsfulde og reflekterede.

Problemet med den tilgang, som jeg ser det, er, at børnene indtil da typisk er ret så pisseirriterende at være sammen med, fordi det tager meget lang tid at udvikle den sociale sensibilitet, der ender med at være resultatet. Således skal man tåle skrig og skrål, konstante krav om opmærksomhed og lange, lange diskussioner om det enes og det andets rimelighed, indtil den lissom er feset ind.

Selvfølgelig ønsker jeg mig ikke en tilbagevenden til kæft, trit og retning, men det ville ikke ligefrem genere mig, hvis folk fx gad at kræve af deres børn, at de stiller sig ved siden af døren, når de skal med metroen, eller lærte dem, at man holder til højre på rulletrappen - ikke som en mulighed, hvis de kan se fornuften i det, men som en norm for, hvordan man opfører sig, en regel.
Det kan, i min verden, udmærket kombineres med en indfølende og demokratisk grundindstilling til opdragelsen at insistere på, at der findes normer for god opførsel, som man pinedød skal holde sig inden for, og at pligt og disciplin i et vist mål er af det gode.

Mit hot take er naturligvis ment for sjov, men der er altså en kerne af noget alvorligt ment i det. Jeg forholder mig dog meget tvivlende til, om der kommer en bevægelse i den retning, jeg kunne ønske mig, ud af det - deraf kategoriseringen som hot take.

Nå, ja, og så har jeg faktisk på en måde selv børn, så jeg må gerne være lidt nedtur.

@kimtell:

Du behøver ikke tage ordene for pålydende.

Duly noted.

Børn??? Handlinger i alderen 15-17 år er jo strafbare.

At deres handlinger er strafbare i vores samfund ændrer ikke på at de sagtens kan kaldes børn. Nuvel, vi kan sagtens kalde dem "unge" hvis det passer dig bedre.

Det havde givet mere mening hvis én enkelt svært mentalt syg, havde optrådt i overensstemmelse med sin tilstand.

At 8-10 personer udviser den nævnte adfærd..., tja, jeg savner ord.

Jamen så får jeg lyst til at gentage min opfordring omkring bøgerne. Men måske du burde kigge lidt mere på emnet socialisering så.

Og mon ikke politiet bør komme en smule ind i kampen, og gemme rundbordspædagogikken til andre lejligheder.

Jeg synes det er dejligt at tænke på at der findes mange politimænd i Danmark som formår at implementere en langt mere social og pædagogisk tilgang til deres håndhævelse af loven end du og Søren Pape sandsynligvis ville være i stand til hvis I blev bedt om at udføre politiets arbejde på gaden.

Det er nemlig min klare overbevisning at man kommer langt længere med dén slags håndhævelse end med den du efterlyser.

Det skal man så også lære af. Uden at vi skal ende med, at vi lukker ned for det mindste. Det bliver nok, uanset hvor glad ingeniøren ville være for det, aldrig muligt at sætte sådan noget her helt på formel.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare til dette. For det er noget decideret vrøvl. Epidemiologi handler i høj grad om matematiske modeller og de har eksisteret længe. Det svære er at estimere parametrene i de pågældende modeller.

@Kaffe: Hvorfor fanden skrev du ikke bare alt det til at starte med? Så kunne vi da hurtigt sagtens blive enige!