Tak, Hausser.
Vi er så enige om spørgsmål 1.
I forhold til spørgsmål 2, så overvej lige en ovengang hvilken psykologisk forfatning det italienske samfund befinder sig i, når krisen engang er overstået. De når formentlig op i nærheden af 10.000 døde. Dertil en hulens masse flere syge. Og de har stadigvæk været udsat for en endnu mere total nedlukning end hvad vi ser her i landet. Og deres turist-sæson er stendød.
Jeg tror ikke, at en engangspakke på nogle hundrede mia tilføjet til statsgælden vil underminere den danske krone, specielt når vi tager i betragtning, at det ikke sker i isolation. Relativt de andre lande omkring os, så er det jo ikke dramatisk.
Det er et større problem, hvis erhvervslivet først lukker helt ned og alle bare melder sig arbejdsløse. Men jeg tror, at ret mange i erhvervslivet absolut ikke ønsker at lukke og foretrækker at tage chancen og holde åbent, for når vi kommer ud på den anden side, så vil dem som overlevede nok stå stærkere end før.
Der er også en udfordring i forhold til forbrug, selvfølgelig. De arbejdsløse har jo ikke voldsomt mange penge, og der vil sikkert være ret mange, som er bekymrede over hvor mange dagpengeklip, der har brændt af i løbet af krisen. Det er et helvede, når man er uden arbejde i en krisetid. Jeg dimmiterede tilbage i sommeren 2011. Det var ikke skide sjovt.
Men det er udfordringer. Her i landet er vi så heldige, at vi faktisk har råd til, at smide penge efter problemet. Jeg kan i det mindste ikke se, hvorfor det skulle være et problem? Så længe det er kortsigtede engangsudgifter, frem for tilbagevendende faste omkostninger, så kan det håndteres.
Der kommer selvfølgelig til at skulle skæres også. Jeg håber lidt, at det bliver aktiverings-cirkus, jobcenter-papirnusseri, kolde djøf-hænder, og spindoktorer, der kommer til at stå for. Og selvfølgelig det offentliges kunstbudget. Fandme til at få spat af, at der ikke er råd til behandling af folk med psykiske lidelser, men vi skal da satme have en ny monstrøs wtf-inspiration inde i en park.
I praksis bliver det nok bare endnu en omgang tæsk til niche-syge, max et bad om måneden til de gamle, og dobbelte priser over storebælt. Eventuelt 400% parkeringsskat på p-pladser, 800% registreringsafgift på biler, og dobbelt op på billet-priser i offentlig transport.
Men det må vi jo så finde ud af efterfølgende. I bund og grund er det jo den slags relativt normale trivialiteter, som vi altid kan skændes om, og selv om en del af det utvivlsomt vil ende med at være i "øv altså" kategorien, uanset hvad vi ellers har af politiske holdninger, så er det i indeværende situation faktisk et ret godt resultat, hvis vi om et år kan nøjes med at diskutere, hvilke elementer fra "øv altså" bunken, der egentlig er mindst øv.
Vi kommer jo ikke i en situation hvis du alene pga sundhedssituatioen vil se et fald på 20% i BNP.
Vi står mig bekendt ikke til et 20% fald i BNP endnu. DI rammer en nedgang på 7%, og det er måske og måske ikke retvisende. Det der ikke rigtigt tages højde for, er hvor meget, der ville være tabt alligevel.
Og i forhold til sundhedssituationen, så er USAs økonomi ved at kollapse fuldstændigt netop på grund af deres begyndende sundhedskrise, som de ikke håndterede i tide, og Italien ligner så småt et land i ruiner. Deres genopretning forestiller jeg mig bliver betydeligt sværere end vores, forudsat at vi kan holde fortet uden at smitten eksploderer.