Snak

Er der ingen gode grunde til ikke at gøre det obligatorisk at bære maske, så snart man går uden for en dør?

Alright...

EU har jo fejlet fuldstændigt i hele det her forløb, og at Danmark sender 10 respiratorer til Italien og 10 til Spanien ændrer nul og niks på at tilliden til EU i Sydeuropa er helt i bund, og det bliver kun meget, meget værre når vi engang når den anden side af epidemien og vi skal til at have økonomien boostet op igen.

Vis mig et strålende eksempel på et land (ud over Kina) der har formået at åbne op igen uden at se et mærkbart tilbagefald.

Hvis vores strategi virker, rammer vi toppen sent. Juli/august. Det er hele ideen med at flade kurven ud. Hvis det går som det skal, bliver toppen så ikke særlig høj, men nu vi går i gang med at åbne op så længe før toppen, så er usikkerheden stor.

Hvis vi skal hjælpe nogen lige nu, skal det være i en stor, koordineret indsats på globalt plan. At vi skulle gå enegang for at få Sydeuropa til at stole mere på EU er altså ikke en gangbar løsning.

At vi alle skal bære masker/mundbind/tørklæde i offentligheden er, tror jeg, noget vi ligeså godt kan vænne os til før eller siden. Det burde allerede være obligatorisk, og forhåbentligt bliver det en del af den nye hverdag. Der er ingen gode argumenter (på nær måske et sted i Mars Attacks(?)) for ikke at bære maske.

Der er så lige den svaghed i tanken, at dels er den gavnlige effekt til at overse og dels betyder det et større forbrug af masker, så dem som faktisk har brug for dem, har sværere ved at få adgang.

Så nej, maske/mundbind for alle i offentligheden giver umiddelbart ikke ret meget mening, medmindre jeg overser noget?

Derudover, tørklæder? What the fuck? Gulerødder er sunde, og Trump er da bestemt Kong Gulerod, men at forsøge at dække til med et tørklæde er altså langt ude. Virus-partikler er små RNA-stumper, der ikke engang er en-cellede organismer. Det bliver ikke filtreret af almindeligt stof. Til gengæld kan et tørklæde holde på fugt omkring dit ansigt, så et virus-partikel har noget at svømme rundt i.

PS
Hvor længe tror du, du kan bruge den samme maske? Det er fint nok, hvis du er forkølet og gerne vil være sikker på, at du ikke snotter ud over alle mulige ting, men hvis masken ikke sidder helt stramt, så er det tæt på at være spild af tid. Hvis du af nogen årsager flytter på masken, evt. for at hoste eller nyse eller pudse næse eller klø dig, så er det spild af tid. Og hvis du har skæg som forhindrer fuldstændig forsegling, så er det spild af tid.

Og husk nu også lige sikkerhedsbriller, hvis du gør det for selvbeskyttelse. Dine øjne er også slimhinder og de er ikke usårlige over for at blive pillet i eller over for diverse dråber, der hænger i luften.

@ Jens

EU har fejlet. Men det bliver jo kun værre og værre, hvis de individuelle lande fortsætter med ikke at tænke lidt bredere end blot på egen røv.

Vi har alligevel formentlig flere respiratorer end vi har mandskab til at betjene, og vi vil næppe komme op og have brug for hele lageret i løbet af den næste måned eller halvanden. Med andre ord, i de næste 4-6 uger, så kan de respiratorer redde teoretiske liv på et lager i DK eller de kan redde faktiske spaniere og italienere.

Og jeg må nok indrømme, at selv om man kan sige mange sjove ting om de sydlige typer, så er faktiske liv mere værd end teoretiske. Hvor mange italienere og spaniere er du villig til at se på dø, alt imens udstyret samler støv heroppe?

Prøv at få jeres kærester til at påpege hver gang I ubevidst rører jeres ansigt - der går ikke lang tid, før I stopper den "leg" i ren irritation.

"Der er så lige den svaghed i tanken, at dels er den gavnlige effekt til at overse og dels betyder det et større forbrug af masker, så dem som faktisk har brug for dem, har sværere ved at få adgang"

- For det første; hvis nogen (faktisk) har brug for dem, er det svært samtidig at argumentere for, at effekten er til at overse. For det andet; udbud og efterspørgsel. Jeg er helt på linje med dig (hvis eller det er det, du siger) ift., at de lige nu bør være forbeholdt dem, der har brug for det i deres arbejde, men jeg mener ikke, at det bør være en nævneværdig problemstilling i fremtiden. Produktionen af værn a la masker, mundbind osv., bliver selvfølgelig bare øget. Og hvis ikke den gør det, har jeg da et business proposal til alle herinde på bold.dk, som har lyst til at kaste sig ud i et investeringseventyr.

Obligatorisk maske skulle være på tale i Tyskland. Det håber jeg ikke. Så skal jeg i hvert gå på kompromis med mit skæg, da sådan en maske er ganske forfærdelig at have på, hvis man har skæg. Jeg kunne max holde en maske på i 5 min, da jeg var i Japan.

Jeg kan også forstå, at man også bærer maske i Japan, fordi det bliver anset som anstændig ikke at sidde og nyse i hænderne eller på sin arm. Jeg tænker, at det ikke gør mig så meget her i Europa.

For mig giver masken kun mening, hvis du er i tæt kontakt med en, som du ved som er syg. Jeg kan også se, at det er det, som WHO anbefaler. Hvis man alligevel går rundt i byen, så giver det ikke meget mening at have den på.

Endvidere er der også risikoen for, at folk ikke gør masken rent.

"... hvis du er i tæt kontakt med en, som du ved som er syg. Jeg kan også se, at det er det, som WHO anbefaler"

- Men er sagen ikke netop, at det ikke er en viden, man kan regne med at have? At WHO anbefaler dette, tror jeg også handler om den akutte mangel på masker og mundbind til sundhedspersonale.

Jo, det kan man vide, hvis personen siger, at han har corona. Så ja, personale og familie som hjælper en syg person bør have adgang til masken. Omvendt hvis du er syg, så giver masken også fin mening. Så har du viden omkring sygdommen, så giver masken mening.

Ellers bør social distancering være nok og er mere simpelt frem for at skulle forsyne sig selv med masker og huske at gøre dem rent.

Den 27. marts 2020 publicerede Le Mondes teorireporter og –anmelder Nicolas Truong følgende [Le Monde’s titel] udveksling med Giorgio Agamben over en hel side i Le Monde dateret den 28. marts (side 22). Samtalen indledes af en kort præsentation af nogle højdepunkter i forfatterens Homo sacer-arbejde. Jeg har indsat de firkantede parenteser.

Første spørgsmål lød:
I en tekst offentliggjort af [dagbladet] Il Manifesto [den 26. februar 2020] har De skrevet, at den verdensomspændende pandemi Covid-19 udgjorde en “formodet epidemi”, altså ikke noget andet end “en slags influenza”. Når man nu tager i betragtning de mange ofre og virusspredningens hastighed, ikke mindst i Italien, angrer De så, hvad de skrev.

Svar: Jeg er hverken virusforsker eller læge, og i den artikel, der er en måned gammel, gjorde jeg ikke andet end ordret at citere, hvad der da var det Italienske Forskningsråds standpunkt [https://www.cnr.it]. Så jeg vil ikke gå ind på den diskussion, der foregår mellem videnskabs folk om epidemien; hvad der interesserer mig, er de yderst alvorlige etiske og politiske følger, som skyldes epidemien.

De skriver: “Det kunne synes som om, at eftersom terrorismen er blevet tømt for årsager til indførelse af nødrestforholdsregler, så vil opfindelsen af en epidemi kunne tilbyde det ideelle påskud til at udvide sådanne forholdsregler hinsides enhver grænse”. Hvordan vil De forsvare, at det skulle dreje sig om en “opfindelse”? Selvom de begge er virkelige, kan terrorismen ligesom en epidemi ikke begge føre til en sikkerhedspolitik, der må anses for at være uacceptabel?

Svar: Når man taler om en opfindelse på det politiske område, så må man ikke glemme, at en sådan ikke alene skal opfattes i en subjektiv forstand. Historikerne ved, at der gives konspirationer, der er så at sige objektive, at de forekommer at virke som sådan, selvom de ikke bliver styret af et identificerbart subjekt. Som Michel Foucault fik påvist før mig, så virker sikkerhedsregeringer ikke nødvendigvis ved at frembringe en undtagelsessituation, men ved at udnytte den og styre den, når den opstår. Jeg er givetvis ikke den eneste, der har tænkt, at for en totalitær regering som Kinas har epidemien været det ideelle middel til at afprøve muligheden for at isolere og kontrollere en hel region. Og at man i Europa kan henvise til Kina som en model til efterfølgelse, viser den grad af politisk ansvarsforflygtigelse, som angsten har kastet os ud i. Man bør stille sig spørgende over for det mildest talt mærkelige faktum, at den kinesiske regering med ét kan erklære, at epidemien er afsluttet, når det passer den.

Hvorfor er undtagelsestilstanden uberettiget, når nu en isolering forekommer mange videnskabsfolk at være et af de vigtigste midler til at hæmme virussens spredning?

Svar: I den situation med babylonisk forvirring i sprogbrugen, der er karakteristisk for os, søger hver kategori at følge sine særlige grunde uden at tage de andres grunde i betragtning. For virologen er virus den fjende, der skal bekæmpes; for lægen er målet helbredelse; for regeringen drejer det sig om at opretholde kontrollen, og det er meget vel muligt, at jeg gør noget af det samme, når jeg minder om, at den pris, der skal betales for dette, ikke må være for høj. I Europa har vi haft epidemier, der var langt alvorligere, men ingen har af den grund tænkt på at erklære en undtagelsestilstand som den, der i Italien og Frankrig praktisk talt forhindrer os i at leve. Tager man den kendsgerning i betragtning, at sygdommen i Italien indtil videre har ramt færre end en promille af befolkningen, så må man stille sig det spørgsmål, om hvad man ville gøre, hvis epidemien skulle gå hen og blive alvorligere. Angst er en dårlig rådgiver, og jeg tror ikke, at det at forandre landet til et forstenet land, hvor den enkelte betragter den anden som en anledning til smitte, kan være den gode løsning. Den forkerte logik er altid den samme: Ligesom man over for terrorismen hævdede, at man måtte ophæve friheden for at kunne forsvare den, på samme måde siger man nu, at man må stille livet på pause for at beskytte det.

Er vi da ikke tilskuere til oprettelsen af en permanent undtagelsestilstand?

Svar: Hvad epidemien tydeligt viser, er, at den undtagelsestilstand, som regeringerne har vænnet os til for lang tid siden, er blevet normaltilstanden. Menneskene har i den grad vænnet sig til at leve i en permanent krisetilstand, at de ikke synes at opfatte, at deres liv er blevet indskrænket til en rent biologisk tilstand og har mistet ikke bare sin politiske dimension, men også hele sin menneskelige dimension. Et samfund, der lever i en permanent nødretstilstand, kan ikke være et frit samfund. Vi lever i et samfund, der har ofret sin frihed til nogle foregivne “sikkerhedshensyn”, og dermed har dømt sig selv til uophørligt at leve i en tilstand af angst og usikkerhed. [Se her den usynlige komité, Hverken terrorisme eller terrorbekæmpelse, København: Ovo press, 2016].

Hvad betyder det, at vi lever i en “biopolitisk” krise?

Svar: Moderne politik er fra ende til anden en biopolitik, hvis endelige satsningsområde er det biologiske liv som sådan. Det nye faktum er, at helbredet er blevet til en retslig pligt, der skal overholdes for enhver pris.

Hvorfor mener De ikke, at problemet er sygdommens alvor, men det sammenbrud og den nedsmeltning af enhver etik og enhver politik, som den har frembragt?

Svar: Angst får mange ting til at komme til syne, som man lod som om, man ikke så. Den første er, at vores samfund ikke længere tror på noget andet end det nøgne liv. For mig er det tydeligt, at italienerne i den grad frygter at blive smittet, at de er parate til at ofre så at sige alt, deres normale livsbetingelser, de sociale forhold, arbejdet og endda venskaber, følelser samt de politiske og religiøse overbevisninger. Det nøgne liv er ikke noget, der kan forbinde menneskene, men snarere noget, der forblinder og adskiller dem. Som ved den pest, Alessandro Manzoni beskriver i romanen I promessi sposi [dansk oversættelse: Renzo og Lucia], så bliver de andre mennesker alene til smittebærere, der skal holdes mindst på en meters afstand og fængsles, når de nærmer sig lidt for meget. Selv de døde – og det er sandeligt barbarisk – har ikke længere ret til begravelser, og man får ikke rigtigt at vide, hvad der sker med deres lig.
Vores næste findes ikke længere, og det er forbløffende, at de to religioner, som forekom at styre Vesten, kristendommen og kapitalismen, Kristus’ religionen og pengenes religion, forholder sig tavse. Hvad vil der ske med de mellemmenneskelige forhold i et land, hvor man vænner sig til at leve under sådanne betingelser? Og hvad er det for et samfund, der ikke længere tror på andet end på overlevelse? Det er sandelig et nedslående syn at se et helt samfund, der over for en i øvrigt usikker fare med et slag likviderer alle sine etiske og politiske værdier. Når det hele vil være overstået, så ved jeg, at jeg ikke vil kunne vende tilbage til den normale tilstand.

Hvordan mener De, at verden vil se ud bag efter?

Svar: Hvad der foruroliger mig, er ikke blot nutiden, men også hvad der vil følge efter. Ligesom krigene har overladt freden en række dødbringende teknologier, så er det meget sandsynligt, at man efter afslutningen på den sundhedsmæssige nødretstilstand vil forsøge at fortsætte med de erfaringer, som regeringerne endnu ikke havde formået at få til: At man lukker for universiteterne og lader undervisningen foregå on-line, at man ophører en gang for alle med at mødes for at drøfte politiske eller kulturelle spørgsmål, og at man kun udveksler digitale beskeder, samt over alt hvor det er muligt, at maskiner erstatter enhver kontakt, enhver afsmitning, mennesker imellem.

(Dansk oversat)