Snak

Bizart nok så var besættelsen restriktioner vel ikke i nærheden af de restriktioner, som vi ser i dag. Jo, der var rationeringer og mørklægning, men decideret social distancering så man ikke under 2.verdenskrig. Jeg har allerede forklaret, at mennesket er et socialt væsen, og der er folk , som ikke finder tilfredsstillelse ved at sidde og spille Counter Strike eller WOW med andre over en virtuel platform. Min Playstation har været lige så lidt brugt som før Corona. 3-4 timer max og for hele året indtil videre så er det vel en 10-20 timer max.

Du kan til enhver tid tage elektricitet, fjernsyn, mobil, slik og hindbærsnitter fra mig. Men hvis jeg kan beholde socialt samvær, så er det et trade off, jeg vil vælge alle gange. Og Corona-pandemien har gjort dette klokkeklart for mig.

Mennesker døde og byer blev bombet under 2.verdenskrig, men så er vi vel netop ude i pærer og bananer. Er det også fremtidens psykologhjælp, at man skal hive 2.verdenskrig kortet om for at få hjælpe unge mennesker, som sidder fast i glamour og instagram-livet? Næppe.

Naturligvis når man tager et så vigtigt aspekt væk som det at have socialt samvær væk med andre, så kommer man da til at miste livskvalitet. Det er da for mig så indlysende. Om det så er Corona eller 2.verdenskrig. Hvorfor er det et forkert synspunkt?

"Hvis man skal tale om manglende livskvalitet så er det vidst godt kun de færreste idag oplevede krigen og hvad besættelsen medførte af restriktioner"

- Jamen lad os da ophøje logikken til gældende regel for forummet. Hvis nogen, på noget tidspunkt og uanset område, har beklagelser over samfundet eller nogle valg, truffet af samme, og som i sidste ende kan opleves som et skud mod livskvalitet, så må det med det samme skydes ned med reglen om, at man lever i et priviligeret samfund, og man er forkælet og historieløs, fordi man ikke har været krigsfange i 40´erne.

- Enig. Jeg synes heller ikke det er noget, der tærer på mig, men for min søns bedsteforældre, især min mor, som ikke har andre børnebørn end ham, og som i øvrigt er alene, er det hårdt. Der hvor jeg mener der er tale om et potentielt tab af livskvalitet, er ved udsigterne til, hvornår der kan vendes tilbage og i hvilket omfang, det bliver.

Jeg kan godt lide at se min forretning udvikle sig, jeg får enormt meget glæde og energi af det, og det kan jeg ikke pt. Det er ikke noget, jeg ikke kan klare i et godt stykke tid, men på længere sigt ville jeg være ærgerlig over at miste det. Jeg er klar over, at folk som ikke har den værdi, har svært ved at sætte sig ind i det, og at et argument let bliver "så find på noget andet", og det er selvfølgelig den eneste løsning, men det betyder jo ikke, at jeg vil opleve det jeg så ville kaste mig over, som ligeså givende.

Jeg er slet ikke uenig med dig. I de eksempler, du fremhæver kan vi tale om tab af (livs)kvalitet.

Begge mine forældre er i risikogruppen (med svær sygedom) - og kan hverken se børn eller børnebørn. Og det kan jeg fuldt ud relatere til. Ligeledes kender jeg flere selvstændige der må se deres livværker eller drømme stå på standby. Det er en enormt svær og fruserendte situation. Det kan jeg fuldt ud forholde mig til.

Der er dog forskel i, at man ikke kan besøge noma eller holde en studenterfest - og de eksempler, du fremhæver. Hausser kom på lidt af et sidespor.

Jeg er ikke ude i et forsvar for Haussers oplevelse af, hvad livskvalitet er, det må han selv ligge og rode med. Men jeg forsvarer hans argument gående på, at situationen kan opleves som værende forringende for livskvaliteten - hvad end den så defineres som. Jeg skrev i går til Bosse, at der er et rimelighedsprincip for alt, og jeg er helt med på at udfordre Haussers eksempler, men når det er sagt, er det edderman´me svært at gøre sig til dommer over andres fornemmelse for, hvad der giver deres liv værdi.

Matias

Men jeg forsvarer hans argument gående på, at situationen kan opleves som værende forringende for livskvaliteten - hvad end den så defineres som.

Det er også en ret vag og uskyldig påstand, som dog ret beset ikke er specielt væsentlig i den store policydiskussion hvor Hausser oprindeligt bragte hans påstand.

når det er sagt, er det edderman´me svært at gøre sig til dommer over andres fornemmelse for, hvad der giver deres liv værdi.

Alligevel kommer man ikke udenom at man gør det når man kommer med påstande om livskvalitet, hvad enten påstanden er at den er forbedret, forringet, eller uforandret.

Når man laver sådanne undersøgelser, tager man så overhovedet ikke stilling til i hvilket omfang de ekstra sårbare grupper passer på sig selv i forhold til den generelle befolkning?

https://www.bt.dk/samfund/forskere-overraskede-rygere-bedst-rustet-mod-corona

Herhjemme tænker jeg også der er LANGT flere almindelige med almindeligt immunforsvar smittet, end der er af ældre og svage, syge, rygere og what not. Det er bare ikke nødvendigvis særlig repræsentativt, da det også er den befolkningsgruppe der har LANGT den største berøringsflade i denne periode.

"Alligevel kommer man ikke udenom at man gør det når man kommer med påstande om livskvalitet, hvad enten påstanden er at den er forbedret, forringet, eller uforandret"

- Der er forskel på, om man på den ene side argumenterer for status (om den er ændret eller ej), og på den anden side argumenterer for, at man nærmest ikke kan bringe det ind i snakken, og i øvrigt bruger sin subjektive holdning til, hvad livskvalitet er, til at slå nogen i hovedet for at få dem til at holde inde med det.

@Matias

- Der er forskel på, om man på den ene side argumenterer for status (om den er ændret eller ej), og på den anden side argumenterer for, at man nærmest ikke kan bringe det ind i snakken, og i øvrigt bruger sin subjektive holdning til, hvad livskvalitet er, til at slå nogen i hovedet for at få dem til at holde inde med det.

Det ville være utroligt flinkt af dig, hvis du hævede relevansen, og kom ned fra metaniveauet igen. Diskussion om diskussion er fint, men den nok lidt for nem, og egentlig ikke specielt frugtbar, hvis man ikke er i stand til at hægte den op på noget specifikt.

Jeg ved vitterligt ikke hvad du konkret henviser til i ovennævnte karekteristik, så det er ikke noget specielt godt udgangspunkt for en samtale med mig.

@jensmoch: Og her er endnu en forsker som lyder temmelig sikker på at man opnår immunitet i op til 5 år efter smitte:

https://video.ku.dk/er-din-krop-immun-efter-smitte-med

Bizart nok så var besættelsen restriktioner vel ikke i nærheden af de restriktioner, som vi ser i dag. Jo, der var rationeringer og mørklægning, men decideret social distancering så man ikke under 2.verdenskrig. Jeg har allerede forklaret, at mennesket er et socialt væsen, og der er folk , som ikke finder tilfredsstillelse ved at sidde og spille Counter Strike eller WOW med andre over en virtuel platform. Min Playstation har været lige så lidt brugt som før Corona. 3-4 timer max og for hele året indtil videre så er det vel en 10-20 timer max.

Social distancering har du måske en pointe i der ikke var i samme omfang under besættelsen hvor familier var tvunget til at være sammen grundet udgangsforbud på visse tidspunkter af døgnet. Men dermed sagt mener jeg stadig livskvaliteten var klart ringere under 40´erne end den er lige nu hvis man ser på det større billede - især fordi det varede 5 år, det tvivler jeg trods alt den nuværende situation under coronaen kommer til. Indtil videre har den i Danmark og Europa varet lige knapt 2 måneder. Under coronaen har der heller ikke været udgangsforbud i Danmark, du har kunnet gå en tur på hvilket som helst tidspunkt af døgnet og ikke været indespæret i dit eget hjem som andre lande har oplevet det

For mig personligt har det hårdeste egentligt ikke været at gå glip af diverse tilbud, det er jeg sgu ret ligeglad med, de kommer alligevel igen. Det hårdeste har klart været jeg endnu ikke har kunnet besøge min far der blev opereret af kræft tilbage i Marts, da han var indlagt på sygehuset var det heller ikke muligt.

Så det er ikke skrevet som at jeg ikke forstår der er nogen der måske føler deres livskvalitet er blevet forringet, men hvis det drejer sig om de ikke kan undvære fodbold, koncerter eller at gå i byen 3-4 måneder så står jeg af.

De selvstændige forretningsdrivende kan jeg sagtens føle med.