Nordmænd og tyskere har kimet udlejningsbureauerne ned, siden regeringens melding kom forleden. Campingvogne og autocampere sælger i rekordstort antal lige pt. Det var meldingen i går, så der bliver måske ret godt fyldt op ude på campingpladserne, i feriehytterne og i sommerhusene alligevel.
Grænsen til Sverige bør ikke genåbnes, førend de begynder aktivt at tage ansvar for at hindre smittens spredning yderligere. Deres strategi går udelukkende på, at sygehusene skal kunne følge med. Så længe de ikke er overbelastet, så er det en succes (og de er ret højt belastet nu). De vil ikke teste mere og de vil ikke lukke mere ned. Det er en tabers strategi.
Det er decideret uvederhæftigt, når visse danske politikere har snakket om at åbne grænsen for svenskere, når man ganske let kan konstatere, at smitten er meget mere udbredt i Sverige, herunder også i Skåne. Jeg forstår ikke selv logikken. Af alle lande vil man åbne til det land, som nægter at forsøge at inddæmme virus?
Hvis de borgerlige vil tilbage i kampen, så er der andre sager at køre på med, end den forbaskede beslutningsproces. Regeringen smadrede Sundhedsstyrelsen og SSI eftertykkeligt på plads, da ingen af de to ville anbefale en nedlukning, da regeringen så det som den bedste løsning. Det står krystalklart, ligesom det også gør, at det får man ikke nogen fra regeringen til at sige højt. Endnu. Af en eller anden grund. Sikkert noget med, at man ikke smider sine embedsmænd under bussen midt under en pandemi, hvor de til trods for en fodslæbende start er kommet efter det.
Claus nævner, at ens DNA registreres i, ja, uanset hvor, så er det ikke i orden. Det er ikke blevet nævnt med ét ord på noget tidspunkt i forbindelse med at vi er blevet opfordret til at blive testet. Skandale er muligvis for stort et ord, men et eller andet må der være at gribe fat i her for nogle borgerlige ordførere.
Og hvad sker der med den testopsporing? Der er så få positive om dagen nu, at det burde være absolut muligt at opspore alle disse menneskers kæder. Her ville jeg som borgerlig slå på tromme for, at vi hurtigst muligt får stablet et professionelt smitteopsporingsberedskab på benene, og samtidigt kritisere regeringen for at det ikke allerede er sket. Måske er det i støbeskeen, men indtil videre virker det til, at testopsporing er noget, man selv skal stå for. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt.