Snak

Jeg har da adskillige gange ladet følelserne løbe af med mig herinde. Kønt har det dog aldrig været. Der ville jeg gerne være mere som dig, Marc.

Ad hominem hedder det.
Måske er jeg ikke vildt uenig med dig, gorilla. Hvis jeg var, ville jeg vel gå efter dine holdninger fremfor dit toneleje.

Har du virkelig? Jeg har nu altid været jaloux på dit ironiske panser, selvom det, sammen med dit utrolige intellekt, kan virke utroligt skræmmende. For realz.

Gorilla,

Jeg ved ikke hvordan du læste mit indlæg, men at tale om at jeg stigmatiserer fedme er måske lige i overkanten, eftersom at jeg netop anerkendte at vi er udsat for et massivt kommercielt pres fra flere sider, når vi vælger vores indkøb. Og at det qua dette pres kan være særdeles svært at vælge god føde.

Det er fint, at han har gennemgået ´snart sagt alt´ litteratur på området. Det tvivler jeg dog på er tilfældet. Jeg mindes heller ikke at have skrevet, at der ikke er hold i hans pointe. Tværtimod, faktisk, da jeg, igen, anerkendte at der spilles på hele orglet når det handler om at få os til at købe junk.

Accepterer man blindt præmissen i det blogindlæg, nemlig at vores madvalg ikke bunder i et frit valg vi selv foretager, så burde vi alle være tykke.

Det er bare ikke tilfældet.

Ergo må der også være andre ting der spiller ind. Men det er da interessant, såfremt det KUN er tykke mennesker der reagerer på de stimuli som industrien bag skaber; tilbudsretorik, vanedannende ingredienser, pangfarver, butiksplaceringer, psykologien bag prissætning, tilgængeligheden etc. Tror du virkelig at det kun er fede folk der reagerer på den slags? Så skal du skrive nye lærebøger i marketing. Alle mennesker reagerer på de tricks der tages i brug, men ikke alle agerer på dem.

Personligt må jeg selv fortælle min hjerne, at nej, det er ikke i dag du skal drikke bajere, æde pizza og skyde tyskere online sammen med gutterne selvom knolden hellere vil det, end at spise kål og gå en tur. Jeg tror på, at vi som mennesker kan styre vores egen vilje. Hvis du ikke tror på det, eller kan det, så vil jeg foreslå dig at fordybe dig i meditation og øvelser med ekstrem behovsudsættelse. Der kan man lære, ikke at lade sig friste af kortsigtede impulser.

Det er svært, og kræver kontakt med sit sind og den dybeste del af primathjernen, men det kan godt lade sig gøre. Folk der har været dybt afhængige af heroin og crack, som er to af de mest vanedannende stoffer, er også lykkedes med at blive clean. Folk der er afhængige af junkfood med overvægt af fedt og sukker, som i den grad også kan være vanedannende, kan også lykkedes med at sige nej til sig selv. Jeg synes ærlig talt det er latterliggøre den menneskelige vilje og intelligens, når du mener at man ikke er herre over sine egne handlinger, men at marketingtricks konsekvent vinder over hjernen.

Du virker noget harm. Måske det ikke er vejen frem hvis du ønsker forståelse for problemstillingen? Jeg deltog netop i debatten for at forstå din præmis for at fedme skal klassificeres som en sygdom, ikke for at genere dig, eller at blive påduttet at jeg stigmatiserer folk fordi jeg ikke er enig i et blogindlæg.

Har du virkelig? Jeg har nu altid været jaloux på dit ironiske panser, selvom det, sammen med dit utrolige intellekt, kan virke utroligt skræmmende. For realz.

https://www.bold.dk/snak/index.php?action=thread&id=683699&start=0&vis=0

Til tjeneste.

Haha. Du er en so.

Wow! Er det vores Kaffe?

Jeg er også harm. Det provokerer mig grænseløst, når man har hovedet så langt oppe i røven på sig selv at man insisterer på at fortsætte et enormt skadeligt stigma af en gruppe, der i forvejen har rigeligt med udfordringer.
Det er stigmatiserende at påstå at overvægtige aktivt vælger at være overvægtige. Også selvom du mener at have opnået en eller anden spændende indsigt i din egen psyke med et mindfulness kursus på YouTube.

Bosse og pukle det handler i øvrigt heller ikke om afhængighed. Men det er meget sigende for den opfattelse af fedme. Når ikke alle kan forklares med manglende rygrad må vi tilskrive nogen til en afhængighed (så det alligevel lidt er deres manglende rygrad).

Hos en del handler det vel om afhængighed?

Kalorierig mad udløser dopamin, der er den neurotransmitter, som driver afhængighed. Der kan så være bagvedliggende grunde til, at nogle falder i, mens andre ikke gør.

Det er jo også naturligt, at vi fra naturens side reagerer positivt på føde, der indeholder meget næring, evolutionen er bare blevet overhalet af vores evne til pludselig at masseproducere kalorierig mad.

Jeg kunne forestille mig, at folk, der f.eks. bliver ludomaner, også kunne være faldet i tønden med BigMacs, hvis de ikke havde fået udløst afhængigheden af hasardspil først. Nogle har en tendens til flere afhængigheder på samme tid. Hvem er ikke stødt vaneoddseren, der også har et alkoholproblem, kører junkfood ned, og ryger som en skorsten? Der skal jo noget til, så dopaminen kan blive udløst.

Andre er på røven grundet stofskifteproblemer, medicin og lignende. Der er det sgu synd, for det er ikke selvvalgt, og det kan være svært at gøre noget ved.

Nogle bliver så ramt af en perfect storm, hvor stofskifte og tendens til afhængighed går op i en højere enhed.

Afhængigheden kan dog holdes i skak med... blandt andet rygrad.... men også med støtte til at komme ud af den og tiltag, der skal hindre, at afhængigheden opstår eller bliver næret af markedsføring og lignende.

Der er jo en grund til, at reklamer for alkohol, tobak og hasardspil er blevet reguleret.

På sigt kunne man godt forestille dig, at noget lignende kunne ske med ikke-essentielle fødevarer, hvis man går linen ud og forsøger at modificere adfærden ad den vej. Der er jo allerede indført diverse afgifter, der ud fra en pigouviansk tankegang sigter mod at ændre omkostningsfuld adfærd.

Kampen mod fedme er en kamp mod vores programmering, og alle er ikke kodet ens, og koden forbliver ikke altid den samme.