Snak

POlitiken bringer advarsler fra forskere mod at åbne op når 50% er vaccineret. Et par klip fra artiklen:

Cirka 1,5 millioner danskere mellem 16 og 50 år er uden beskyttelse mod en ny bølge af epidemien, hvis samfundet genåbnes, uden at de er vaccineret. Det kan få virussen til at mutere, og tusinder kan blive ramt af senfølger, advarer forskere.
...
Immunolog Mike Bogetofte Barnkob fremhæver, at de 1,5 millioner fremgår af data fra Statens Serum Institut, og at de risikerer at blive ramt af kognitive problemer, lungebesvær og andre senfølger af covid-19 selv efter 6-9 måneder.
...
På Aarhus Universitetshospital ser overlæge Lars Østergaard mange patienter under 50 år med senfølger efter covid-19. Hans bedste bud er, at de rammer 1 ud af 200 patienter. Kvinder mellem 35 og 60 år er ofte hårdest ramt
...
En situation, hvor halvdelen af befolkning er immun, og den anden halvdel har en bragende epidemi, er principielt ideel til at udvikle nye vaccineresistente varianter

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8119262/Tusinder-risikerer-senf%C3%B8lger-i-ny-b%C3%B8lge

Hotspur: "madafhængighed" bliver også behandlet i det skriv Karnage linker til og der er rigeligt af henvisninger at dykke ned i hvis du har lyst til udfordre dine synsninger.
Spoiler: rygrad er heller ikke svaret i fald at man overhovedet kan tale om madafhængighed.

Gorilla, dit tykke dyr, nu må du sgu lige klappe hesten. Hvis du ellers kan rejse dig fra sofaen.

"Et enormt skadeligt stigma". Her gik jeg og troede, at det var fedmen der var skadelig, og ikke hvad andre folk mener om dig. Her er et velment råd: Giv fuck i, hvad andre mener om dig. Det er deres problem.

Der er ikke nogen, der har skrevet at fede mennesker vælger at være fede. Men man tager et valg hver gang man spiser, såfremt man har frit valg på alle madhylderne. Det kan du ikke komme udenom, uanset hvor meget det ydre pres så har påvirket dit valg.

At du på ingen måde anerkender, at det også handler om en personlig indstilling, og personlig stillingtagen, det synes jeg er svagt, og jeg synes det er utroligt nedværdigende overfor folk der kæmper med overvægt, at reducere deres menneskelige vilje til noget som en smart marketingsstrategi fuldstændig kan dominere.

Hvordan forklarer du i øvrigt at folk lykkedes med vægttab, nu de er totalt i industriens vold? Kunne det tænkes, at vilje og psyken spiller ind her?

Og nu da du har fastslået, at det ikke handler om vilje, afhængighed, personlig indstilling, opdragelse, eller ens psyke og vaner, hvad handler det så om? Er du 100% i markedets vold her? Hvis det er tilfældet, så er det sgu en billig omgang at fraskrive sig ansvaret for hvad man æder.

Hotspur: "madafhængighed" bliver også behandlet i det skriv Karnage linker til og der er rigeligt af henvisninger at dykke ned i hvis du har lyst til udfordre dine synsninger.
Spoiler: rygrad er heller ikke svaret i fald at man overhovedet kan tale om madafhængighed.

Som med al anden afhængighed, kan rygrad sagtens være en udvej, men det er selvfølgelig ikke midlet, netop på grund af de mange (eksterne) faktorer, der stiller hindringer i vejen. Det er nok er fåtal, der bare lige kan hanke op i sig selv og ignorere fristelserne, det biologiske drive og kan navigere udenom den fødevarekultur, der er blevet opbygget.

Som jeg skrev før, dog med et addendum denne gang; evolutionen er blevet overhalet af vores evne til at masseproducere kalorierig mad, samt vores driftighed ud i at kommercialisere denne mad.

Men at biologi og fødevarekultur modarbejder en, betyder ikke, at man ikke selv har en del af ansvaret, hvis man ikke forsøger at gøre noget ved det.

Spændende twist tråden har fået.

Men ikke lige så spændende som ham her: https://www.facebook.com/graffcarsten/posts/10224811208482832

Pukle: det mener jeg pga dig. Eller i hvert fald den holdning til overvægt som du repræsenterer. Den er desværre enormt almindelig og helt ekstremt sejlivet. Mit håb er at hvis fedme bliver anerkendt som en sygdom, ville en del af de fordomme og dermed den voldsomme stigmatisering af overvægtige fordufte.

Men...når du så - selv efter at være blevet præsenteret for et enormt velunderbygget studie, der viser at dine forestillinger om årsagerne er forkerte - holder stædigt fast i din overbevisning, så begynder jeg at tvivle på at stigmatiseringen nogensinde får en ende.

Jeg vil gerne anerkende at jeg er blevet overvægtig. 105kg er for meget - og jeg har længe ligget i omegnen af 95-100kg selvom 85kg nok er noget mere ideelt for min størrelse og kropsbygning/muskelmasse.

Jeg føler mig ikke syg, hverken fysisk eller psykisk. Jeg er dog svært begejstret for sodavand, chips og kage - og tilsvarende uinteresseret i fysisk aktivitet som ikke omhandler kombination af underholdning/interesse og fysisk aktivitet. Altså fodbold, badminton, golf el. lign. - Jeg cykler af og til, men mest når det bliver en smule lysere om aftenen.

Jeg kender en del som er overvægtige i større eller mindre grad. Nogle har helt sikkert haft deres at kæmpe med. Mobning, tab og meget andet, så her kan jeg forstå at man måske kan koble deres overspisningsafhængighed sammen med nogle psykiske ting de ligger og kæmper med ved siden af. Men for langt størstedelen af de overvægtige mennesker jeg kender er lysten den store drivkraft og ikke så meget en egentlig afhængighed. Jeg kan da også godt kigge nedad mig selv og tænke at det kunne være fedt at stå trimmet, så jeg kunne føle mig bedre tilpas når jeg til sommer skal en tur på stranden. Men omvendt er det ganske enkelt ikke en prioritet i mit liv. Jeg kunne når som helst omlægge mine vaner hvis jeg vitterligt gad - og har egentlig også gjort det af flere omgange i mit liv. Men jeg vender altid tilbage til at veje lige omkring 100kg. Det er en vægt som ikke ligefrem placerer mig i elitesportskategorien, men jeg er ikke besværet i hverdagen, jeg skal ikke tvinge mig selv til at spise mindre eller anderledes end jeg har lyst til, og jeg har den energi og overskud som skal bruges for at være der for min familie, og også når der skal udføres løft, bygges om eller koncentrere mig om noget økonomi. Så for mig er det en OK balance - men rent klinisk er jeg overvægtig. Men syg? Nej. Kun doven og selvtilfreds.

@Geddar

Ha, hold nu kæft altså. Hvis du slår narcissist op i den digitale ordbog, så kommer der et link til det Facebook--opslag.

@madamskrald
Jo, det er det.

Nu handler det vel en del om mæthedsregulering. Det er alt andet lige nemmere at komme i kalorie overskud på saftevand og is, end kostfibre og proteinkilder.

I øvrigt er der en del, som tyder på, at en del af os er disponeret genetisk til at indtage flere kalorie end andre. Det er estimeret, at 40-70 % af fedme skal tilskrives arvelige egenskaber - så hjælper det naturligvis ikke, at industrien bakker op om et overforbrug, men uanset er der altså lang vej til et normalt BMI, hvis man er wired til at være større end det.

Hotspur:
hvis man af den ene eller anden grund ikke er tilstrækkeligt påvirket af de årsager der medvirker til overvægt, så kan vi da godt kalde det at have rygrad. Nogen har så rygrad og bliver ikke overvægtige. Men det hjælper ikke dem der ikke har denne rygrad, at man så bare bralrer løs om at de bare skal have "rygrad", når nu de ikke har de samme forudsætninger for det.
Den der med at individet altså også selv skal forsøge noget er bare endnu et eksempel på stigmatiseringen - det er forsvindende få, hvis nogen, overvægtige som ikke har/har haft et ønske om at tabe sig.

Men jeg fornemmer at vi ikke er langt fra hinanden og erkender at jeg er mere følelsesmæssigt investeret i emnet end godt er. Jeg har i mit arbejdsliv løbet panden mod den her mur af fordomme og uvilje mod at hjælpe overvægtige så mange gange, at det er til at brække sig over. Og herinde får jeg så ikke engang løn for det.

Pukle: ja stigmatiseringen af overvægt er hamrende skadelig og også en betydelig faktor i forhold til at besværliggøre vægttab.
"Der er ikke nogen der siger at de vælger at være fede....men de har taget et valg"
Hold nu kæft altså.
Det er ubekvemt at blive gjort opmærksom på at man er et usympatisk røvhul, men det er nu engang tilfældet med dig pukle. Jeg kan da godt sætte mig ind i at det er surt at videnskaben modsiger det du skriver, når nu du altså synes det, sådan virkelig virkelig meget.
Du kan forsøge at læse hele det blogindlæg som du konstant henviser til. Det lader ikke til at du har fattet en meter af det eller at du blot har skimmet et par afsnit og derefter fået det til at passe ind i din virkelighed.