Snak

Jeg er i gang med Elsøs blog og må sige, at han godt nok fyrer meget pis af. Han formulerer det som et faktum, at overforbrug er selve drivkraftEN i økonomien, og skriver på et tidspunkt videre:

"Den "gode handel" du tror du gør, når du hopper på tilbuddet, er imidlertid kun en god handel for sælgeren, men "mest for pengene"-argumentet er vist at være en vigtig drivkraft bag forbrugeres valg af større versioner af de føde- og drikkevarer de køber."

Skal man tage det seriøst? Sidst jeg købte 2 kg skyr til 1 kg´s pris, følte jeg faktisk, ærligt, at jeg gjorde en bedre handel, end hvis jeg havde nøjedes med at købe det ene kg.

Det er jo sådan en slap, efterskoleideologisk kapikritik.

Jeg må tilstå, at jeg også har lidt svært ved at forstå, hvordan sammenhængen mellem kalorietilgængeligheden generelt i samfundet, eller måske bare på supermarkedets hylder, og så menneskets tilbøjelighed til at proppe sig, hvis der er meget på tallerkenen, etableres. Altså: Hvis man nu sørger for at lægge lidt mindre på, når man laver mad, så er delen med portionernes størrelse jo for så vidt elimineret, og så er det jo lidt ligemeget, at man måske har ladet sig manipulere til at handle stort af de ondskabsfulde kapitalister ovre i Brugsen.
Man kan selvfølgelig være kommet til at købe en hel masse chokolade, men hvis man nu lover sig selv kun at spise det, når man er ude på en dejlig, lang cykeltur, skal det vel også nok kunne gå an.

Okay, jeg gider sgu nok ikke at læse den blog færdig. Lidt for meget "forskningen viser...".

Det er naturligvis indlysende, at man som menneske i høj grad er formet af den kultur, man er en del af, og korrelationen mellem velstandsstigningen efter 1945 og udbredelsen af fedme er vel slående.
Man kan vel godt sige, at noget tyder på, at den stadigt højere grad af komfort, menneskeheden har stræbt efter, slet ikke var det, vi havde brug for, når det kom til stykket.

Menalser... Den komfort - og det utrolige overskud af kalorier, der er en del heraf - er jo et vilkår lige nu. Så indtil nogen, og jeg ved sandelig ikke, hvem det skulle være, lige laver grundlæggende om på de mekanismer, der får næringsstofferne til at flyde i gaderne, er der vel dårligt nogen vej udenom at forsøge selv at kontrollere, hvad man stopper i munden, hvis man altså nærer et ønske om ikke at være tyk længere.

Man skal selvfølgelig ikke være modbydelig over for tykke mennesker. Man skal i det hele taget ikke være modbydelig. Men der er godt nok et stykke derfra og så til, at man er et røvhul og et pikhoved, hvis man også synes, at der er et personligt ansvar involveret. Den slags argumentation gør mig borgerlig.

Ja Bosse jeg vil gerne gentage mig selv for din skyld. Der ligger en implicit forudsætning om at de ikke allerede har forsøgt at efterleve deres ansvar og dermed selv har valgt den dårligdom der nu overgår dem. De kunne jo bare opføre sig ansvarligt, ikke?

Hej kaffe, ja man kunne jo bare lave mindre portioner og stoppe med at spise når man var mæt og ikke når tallerkenen var tom. Kun drikke halvdelen af colaen fordi man faktisk ikke havde lyst til mere osv. Det er bare at tage sig sammen. Det er lige godt utroligt at flere og flere ikke evner det når det er så simpelt.
Og ja du er et pikhoved hvis du insinuerer at folk ikke allerede forsøger at tage ansvar for eget liv, men bare lader stå til når nu de bare kunne gøre alle de fantastisk simple ting du foreslår.

Nu gentager du jo bare dig selv uden at tage stilling til det, jeg har skrevet. Var du ikke meget imod den slags?

Hvad er det i øvrigt I forestiller jer - at vægttab skulle ske ved at man med vold og magt kontrollerer folks madindtag, når nu de ikke tager noget som helst ansvar for sig selv? Skal vi seriøst ned på det plan hvor vi gentager for hinanden at ja, for at en person kan tabe sig, er denne nødt til at være engageret i den proces der får det til at lykkes.
Hold nu fucking kæft hvor er det dumt.

Så må du udpensle hvad du vil have jeg skal forholde mig mere konkret til. At du ikke forstår sammenhængen betyder sjovt nok ikke at den ikke eksisterer.
Du har en helt oplagt mulighed for at stoppe dig selv og sige ´kors i skuret jeg anede ikke at det var så komplekst, men jeg vil da straks ophøre med at insinuere at folk ikke tager ansvar når de er tykke´

Indtil du har trukket vejret og er faldet bare en lille smule ned, således at du vinder evnen til ikke at betjene dig af tåbelige stråmænd, kan vi desværre ikke tale sammen. Det bliver for dumt.
Som Martin Thorborg plejer at sige: Kan du have det HELT fantastisk?!

Ved du, hvad der virker for mig i den forbindelse? En times frisk styrketræning. Hermed anbefalet.

Hvor er det slapt. Du har lige serveret mig én stor stråmand og så spiser du mig af med at jeg skal slappe af og stoppe med at komme med stråmænd. Jeg er ganske afslappet, og min vægt, kondition eller andet har faktisk utroligt nok ikke nogen betydning for mine holdninger. Men hvis jeg ellers kan tillade mig at nævne det, er det temmelig sigende at der bliver spekuleret i min person - næsten som om nogen skulle have en anseelig ringeagt for fede mennesker.
Hvorfor ser I ned på fede mennesker? Og hvorfor må jeg ikke kalde dig et røvhul for at gøre det, kaffe? Hvis det havde været kvinder og ikke fede vi snakkede om, så ville du nok kunne kalde misogynien ud. Men nu hvor det tilsyneladende er din egen yndlings aversion er du blind som en stær.
Jeg er helt oprigtigt nysgerrig, hvad mener du og andre mener med det personlige ansvar hvis ikke det er et udtryk for noget der er fraværende mens de tager på?

At give udtryk for at en del af ansvaret for overvægt ligger i de personlige valg, og der dermed ligger et personligt ansvar, er ikke ensbetydende med at man ser ned på overvægtig. Apropos stråmænd.