@amor
I country er der en årelang tradition for at spille en masse covernumre, eller fortolkninger, som jeg helst vil kalde det. Jeg tror, det bliver svært at finde ret mange, der ikke har gjort det.
Iøvrigt kan man på pladen læse sig til, hvem der har skrevet de forskellige numre.
Hvad angår det med det noget kristne islæt i Johnny Cash´s tekster såvel som i mange mange andres, så deler jeg dit synspunkt - med moderationer.
For selvom jeg virkelig ikke er religiøs, så generer det mig kun lidt at høre Cash synge om sin egen sårbarhed og sit livs skyggesider, og den trøst han fandt i kristendommen. Måske fordi jeg oplever, at teksterne ofte har en stærkt personlig karakter og derfor bliver en del af en fortælling om et interessant menneskes måde at forholde sig til sig selv og verden på fremfor kristen propaganda...
Men af og til kan jeg også tåle rendyrket missionsvirksomhed, som når Gram Parsons og Emmylou Harris synger "Good Old Country Baptizin´" eller Dan Tyminski synger "Praise The Lord". Simpelt hen fordi numrene er fede.
Og så lige til sidst: "Personal Jesus" holder sgu da totalt. At feelingen er lige, i modsætning til originalen, er virkelig fedt, og så er jeg en sucker for den måde guitarriffet ligger op ad det der lidt honkytonk-agtige klaver. Og hvis det ikke overbeviser dig, kan jeg da fortælle, at Peter A.G. er helt enig med mig. Tag den!
I country er der en årelang tradition for at spille en masse covernumre, eller fortolkninger, som jeg helst vil kalde det. Jeg tror, det bliver svært at finde ret mange, der ikke har gjort det.
Iøvrigt kan man på pladen læse sig til, hvem der har skrevet de forskellige numre.
Hvad angår det med det noget kristne islæt i Johnny Cash´s tekster såvel som i mange mange andres, så deler jeg dit synspunkt - med moderationer.
For selvom jeg virkelig ikke er religiøs, så generer det mig kun lidt at høre Cash synge om sin egen sårbarhed og sit livs skyggesider, og den trøst han fandt i kristendommen. Måske fordi jeg oplever, at teksterne ofte har en stærkt personlig karakter og derfor bliver en del af en fortælling om et interessant menneskes måde at forholde sig til sig selv og verden på fremfor kristen propaganda...
Men af og til kan jeg også tåle rendyrket missionsvirksomhed, som når Gram Parsons og Emmylou Harris synger "Good Old Country Baptizin´" eller Dan Tyminski synger "Praise The Lord". Simpelt hen fordi numrene er fede.
Og så lige til sidst: "Personal Jesus" holder sgu da totalt. At feelingen er lige, i modsætning til originalen, er virkelig fedt, og så er jeg en sucker for den måde guitarriffet ligger op ad det der lidt honkytonk-agtige klaver. Og hvis det ikke overbeviser dig, kan jeg da fortælle, at Peter A.G. er helt enig med mig. Tag den!
Niddets arkivar
