Snak

Waylon.

Jeg var en vildfaren ung mand dengang. Nu elsker jeg få ting mere end særligt de to albummer Honky Tonk Heroes og Dreaming My Dreams.

BD.

TvZ og Jackson C. Frank skal man strække sig noget for at kalde rendyrket country. For Townes´ vedkommende kan man vel tale om folk med tydelige countryoverlap.

Du vil sikkert kunne lide Ian Noe, tror jeg, og måske også Tyler Childers. Begge yngre kunstnere.

Townes´ gode ven Blaze Foley, der for længst er død, gætter jeg også på, du vil kunne lide. Hans studieindspilninger er lidt noget lort, men der er udgivet en samling af hjemmeoptagelser, der hedder The Dawg Years, som er enormt god.

Af ældre ting i folk/country-grænselandet er det oplagt at foreslå dig John Prine (prøv den selvbetitlede debutplade) og Guy Clark (Dublin Blues er en god plade) , hvis du ikke kender dem i forvejen.

Hvis det skal mere i en let blueset retning, synes jeg, du skal prøve Chris Smithers af. Start med Train Home-pladen.

Jeg er retfærdigvis altid ret irri.

Men endnu værre, da du stjal min profil.

Så må du jo lade være med at lade den ligge og flyde.

Der er et par gode film om country: Honkytonk Man (Clint som ca. Jimmie Rodgers) og Coal Miner´s Daughter (Sissy Spacek som Loretta Lynn, Levon Helm som coalmineren)

Nashville er også OK, men den handler mest om Robert Altman.

Tænk, jeg husker Honkytonk Man som ret dårlig. Men jeg må så indrømme, at jeg ikke helt kan huske hvorfor. Måske var det, fordi Clint, som jeg husker det, selv sang, og det lige som ikke virkede særlig troværdigt, at nogen skulle tænke om hans stemme, at den kunne noget.

Fint at høre, Kaffe. Jeg vil skrive de to albums ned, indtil videre har jeg været meget på greatest hits vognen.

Hvem end der anbefalede ´Satan is Real´ albummet med Louvin brothers skal have et ægte tak. Efter at have hørt episoden af G&R om dem, besluttede jeg min for at give det et lyt. Det er kun 32 minutter langt. Og absolut en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for, uanset om man kan li musikken eller ej. Fascinerende omgang.

Normalt ville jeg nok synes det var en anelse åndssvagt, navnlig pga. de ekstremt explicitte kristne temaer, men alligevel var der et par sange der efterlod noget af et indtryk. Jeg synes egentlig hele albummet fungerer som en fin helhed, men der er alligevel et par sange jeg godt kunne finde på at høre uafhængigt af resten

Dying From Home, And Lost
https://www.youtube.com/watch?v=iS5yyttwOhw

The Christian Life
https://www.youtube.com/watch?v=Jefl9jdOfpY

Are you afraid to die
https://www.youtube.com/watch?v=JkFfSLv3TD4

Du vil sikkert også sætte pris på denne perle, Waylon:

Broad-Minded
https://m.youtube.com/watch?v=MKuXNqFdKWE

Og denne:

Great Atomic Power
https://m.youtube.com/watch?v=-5i4ZGVQGa8

Tænk, jeg husker Honkytonk Man som ret dårlig. Men jeg må så indrømme, at jeg ikke helt kan huske hvorfor. Måske var det, fordi Clint, som jeg husker det, selv sang, og det lige som ikke virkede særlig troværdigt, at nogen skulle tænke om hans stemme, at den kunne noget.

Han er jo også halvt død, skal det forestille.

Filmen ville nok heller ikke du´, hvis ikke det var Clint selv, da den er en del af han selvmytologiseringsprojekt.

Bevares, men er historien ikke, at han, sin nært forestående død til trods, er lige ved at bryde igennem? Ikke at det skal skille os ad.

Hvad countryfilm angår, kan jeg ret godt lide Crazy Heart med Jeff Bridges i hovedrollen og Colin Farrell som den pænt creepy tidligere protegé, der nu har overhalet sin tidligere mentor, som er sunket hen i druk.
Og så syntes jeg, at Blaze fra 2018, om Balze Foley, var ganske vellykket.