Snak

Der er i øvrigt lavet en helt ny serie om George Jones og Tammy Wynette, som skulle være helt forfærdelig.

Bevares, men er historien ikke, at han, sin nært forestående død til trods, er lige ved at bryde igennem? Ikke at det skal skille os ad.

Jo, og jeg er klar over, at den slags kan genere, kender det fra andre sammenhænge. Her er det så en del af pakken, måske lidt ligesom man skal se bort fra, at flyselskabet i virkelighedens verden ikke rigtig forsøgte at hænge Sully & co-piloten til tørre, sådan som det sker i filmen. Og i Cry Macho skal acceptere, at væsentlig yngre kvinder kaster sig over +90 Clint.

Forresten sjovt at man valgte at bruge Charlie Parkers isolerede solo-tracks i Bird (suppleret med genindspilninger af de andre instrumenter), men den var så ikke gået med Clint selv i hovedrollen uanset.

Jeg ku sq også godt Clint. Et prægtigt mandfolk!

Nå, men tilbage til Blaze Foley.
Gurf Morlix udgav i 2011 denne fremragende hyldestplade:

https://www.gurfmorlix.com/albums-a-record-name/blaze-foleys-113th-wet-dream/

Fornemt, Kaffe, fornemt.

Jeg er nu nået til 2. sæson i Cocaine og Rhinestones, og de to første episoder er rigtigt nok startet med lange introduktioner om hhv. pinball-/flippermaskiner og vaffelis. Indtil videre gør det mig egentlig ikke så meget. Det er ikke uinteressant, og sektionen med pinballmaskiner var for langt størstedelen af tiden ny viden for mig.
Jeg sprang Q&A episoden i slutningen af sæson 1 over, men har ellers hørt det hele. Der er mange gode historier i blandt, og han sætter tingene fint i perspektiv til deres samtid. Jeg tror at jeg vil vurdere episoderne om Bobbie Gentry, The Louvin Brothers og dobbeltepisoden om Buck Owens som de mest mindeværdige.

Researcharbejdet virker til at være virkelig gennemført, og det er en fornøjelse at høre en podcastvært, der er ærlig omkring hvornår noget er rygter, egen spekulation eller tvivlsomme påstande fremsat efter personens død, af folk med noget at vinde.

Willie Nelson, den kæmpe chef, fylder 90 år i dag. I den anledning vil jeg gerne anbefale denne plade, som han ganske vist efter sigende selv ikke er så tilfreds med. Den er også produceret af Chet Atkins og lyder dermed ret så meget af Nashville, men ikke desto mindre synes jeg, at den er rigtig god. Der er måske to numre på, som ikke er bangers. Resten er vidunderlige.
Hvis man ikke kan lide den, skal man høre den, indtil man kan.

Country Willie - His Own Songs:

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Country_Willie:_His_Own_Songs