Enkeltstart for de voksne mænd i dag. De skal ud på 47.1km og der er én favorit til guld og yderligere 3-4 favoritter til podiet.
Tony Martin har vundet VM i enkeltstart 3 år i træk og alle forventer det bliver 4 gange efter i dag. Ruten passer okay - 30km fladt indløb og så lidt små stigninger mod mål - hvilket så betyder at han måske får behov for at have en lille buffer på det stykke. Men han har omvendt været så godt kørende opad i år, at det ikke burde blive et problem.
Sir Bradley Wiggins er den alle venter kommer tættest på den tyske panservogn. Tiden på banen bliver en fordel for Wiggo på det flade stykke, hvor han skal gøre alt for at være tættest mulig på Martin og så håbe at han kan tage tid de sidste 17km. Jeg vil mene han er et skridt foran de andre podiekandidater, men stadig et lille stykke bag Big Tony.
Unge Tom Dumoulin er bookmakernes favorit til bronzemedaljen og med tanke på hans resultater i enkeltstarter i år, er det svært at være uenig. Han har vundet flere enkeltstarter i år, men fælles for dem han er blevet nr. 2 i, er der én ting: Tony Martin har vundet dem allesammen. De 3 favoritter har mødt hinanden én gang i år, men kun på 9.1km i Tirreno, og her var Wiggins bedst(de blev 3, 4 og 5, i øvrigt). Der går ikke mange år før Dumoulin er favorit til at blive verdensmester, men i år må han nok nøjes med bronze(eller sølv, hvis det regner).
Føromtalte Tirreno-TT blev vundet af italienske Adriano Malori, der også bejler til en podieplacering i dag. Han vandt den afsluttende enkeltstart i Vueltaen, men kunne ikke slå Vandewalle over 25km i Polen Rundt lidt tidligere. Han er lidt et wildcard, men rammer han dag(kombineret med at en af de to ovenstående skuffer), så er han farlig.
Rohan Dennis har udviklet sig voldsomt som enkelstartsrytter i år og var i søndags en vigtig faktor i BMC´s sejr i holdløbet. Jeg er spændt på hvordan han tackler distancen, for han er i forrygende form - men nøjagtigt som Malori, vil jeg tro det kræver en dårlig dag hos en af de 3 favoritter, hvis han skal have medalje.
Vores danskere skal også nævnes, dog uden jeg bruger voldsomt krudt på Lasse Norman, der efter sin flotte start i Dubai, har kørt en mildest talt skadesplaget og skuffende sæson. Rasmus Quaade, derimod - Ham er der krummer i. Selvom han punkterede blev han nr. 6 sidste år, og han er meldt i gudeform(senest bekræftet med sejren i Chrono Champenois)denne gang. Med afstand Danmarks bedste enkeltstartsrytter og er ekspert i ikke at efterlade selv den mindste mængde energi i tanken, når han krydser stregen. Vi fortsætter flosklen, men der skal nok en dårlig dag til for at der skal falde en medalje af - Men hvor kunne det være fedt. Afgang 15.10 i dag(så jeg misser desværre det meste af hans tur).
Hvis vejret arter sig som det har gjort de første dage, kunne det blive en fordel at starte tidligt. Af navnene fra den første time, er det umiddelbart kun svenske Ludvigsson og franske Jerome Coppel, der springer i øjnene. Et frisk gæt er dog at det skal blæse en halv pelikan og regne voldsomt, før de kommer i spil til medaljer.
Podiegæt:
1. Tony Martin, 2. Bradley Wiggins, 3. Tom Dumoulin(krydser fingre for Quaade).
I do it like Forrest Gump. When they told him to run, he ran. When they tell me to win, I win.