Årets sidste store løb i dag, Lombardiet Rundt. Et smukt løb og en ægte klassiker.
Ruten er ændret i forhold til de sidste par år og det betyder også at den forsvarende mester(x2), Purito Rodriguez, ikke er kæmpe favorit i år.
Bookmakerne peger på Valverde og det er svært ikke at være med dem. Jeg vil tro løbet ender med at en eller 2 slipper væk mod mål(ala Kwiatek sidste weekend)eller en spurt med 25-30 mand. Valverde kan begge dele, men spiller den som sædvanligt køligt og satser på sin spurt. Der er ekstra motivation for Valverde, da en sejr vil sende ham i spidsen for verdensranglisten.
Den fører Alberto Contador lige nu og han kommer også til løbet i dag. Jeg tvivler på han kan vinde, men da Valverde også kører Beijing(det gør Contador også selv, men Valverde får nok nemmere ved at skrabe point sammen derovre)får han brug for alle de point han kan få i dag og det er formentlig også derfor Tinkoff-Saxo sender så stærkt et hold, som de gør.
Når man lige er blevet verdensmester, er man(næsten altid)en naturlig favorit til Lombardiet. Kwiatkowski er i drømmeform og OPQS sender et uhyggeligt hold med ham - han får hjælperyttere som Poels, Uran, Serry og bodyguarden Golas. Jeg tror det er mellem ham og Valverde i dag.
Der er - som sædvanligt - mange podiekandidater til et løb som dette:
Purito er forsvarende mester, men i en spurt mod Valverde og Kwiatek bliver han nok sat på plads. Kicket er væk og jeg tror faktisk at både Moreno og Caruso er bedre bud - De bekræftede formen med at blive henholdsvis 3 og 1 i Milano - Torino forleden.
Lotto sender et hold der kører for Tony Gallopin, der til VM understregede sin gode form.
BMC kommer for Gilbert og sender blandt andre Cadel Evans og van Garderen med som hjælpere.
Lampre har den detroniserede verdensmester Rui Costa som deres bedste kort.
Belkin har Mollema der er hurtig i en reduceret spurt, men som næsten altid mangler det sidste i form eller killer instinct.
Cannondale har både De Marchi og Caruso i god form, men hold også øje med den unge Formolo - som dog skal til stregen alene eller med Chris Anker, for at have en chance.
Astana har Aru i rigtig god form, men han kan ikke spurte og skal så væk alene, hvis det skal blive til noget. Måske Gasparotto er et bedre kort - Ligemeget hvad er det sidste chance for sejr, når storebror Iglinsky i morgen indrømmer brugen af EPO og derved diskvalificerer holdet fra sæsonens resterende løb - hvilket belejligt nok er de frygtelige løb i Kina...
Simon Gerrans ville være kæmpefavorit på en rute som denne, men han kommer ikke. GreenEdges bedste kort ligner Albasini, men han har til gode at gennemføre Lombardiet Rundt, så det ville være lidt en overraskelse om han laver noget. Impey blev nr. 16 til VM i sidste weekend, så måske der kunne falde en top 10-placering af der - ellers tror jeg Yates-knægtene er de bedste kort.
I do it like Forrest Gump. When they told him to run, he ran. When they tell me to win, I win.