Jeg vil også være med:
Årets rytter:
For afvekslingens skyld vælger jeg Alejandro Valverde. Til forskel fra Contador - som er den eneste anden reelle kandidat til kåringen - har han ikke en helt stor sejr. Til gengæld har han holdt et ekstremt højt niveau under hele sæsonen. Han holdt legestue i Spanien i det tidlige forår, vandt Roma Maxima efter et sjældent angreb langt udefra, kørte konstant stærkt i Ardennerne (med en suveræn sejr i Flèche Wallone til følge), dominerede de spanske mesterskaber, hvor han dog lod Ion Izagirre vinde linjeløbet, blegnede lidt i Tour de France, kom lynhurtigt tilbage og vandt overbevisende Clásica San Sebastián, kørte sine obligatoriske podieplaceringer hjem i Vueltaen (med en flot etapesejr undervejs) og ved VM (hvor det for første gang i tre år ikke var en taktisk eller teknisk brøler, der var skyld i at han ikke vandt) og sluttede af med en andenplads i Il Lombardia (her kørte han til gengæld en dum finale og burde have vundet). Det blev en lang sætning. Beklager.
Nibali kan jeg ikke seriøst overveje til dette - der skal mere til end at vinde Tour de France og de italienske mesterskaber, og han var usædvanligt usynlig i resten af sæsonen.
Årets talent:
Det er lidt vilkårligt, hvilke kriterier, der skal være opfyldte for at kunne benævnes som et talent, og nogen vil måske indvende, at Michal Kwiatkowski var for etableret i cykelverdenen inden år 2014 for at indgå i denne kategori. Han er dog stadig blot 24, og hvilken sæson han har haft! Han startede med at vinde et af de mallorquinske etapeløb, hvorefter han bankede Contador og Rui Costa i Volta ao Algarve. En andenplads i Baskerlandet viste at han nogen gange er ganske god i hårdere bjerge, men Tirreno - Adriatico viste, at han stadig mangler noget i de hårdeste af slagsen. Top fem-placeringer i alle Ardennerklassikere, sejr i Strade Bianche og hans fantastiske verdensmesterskab kvalificerer ham til at få denne kåring.
Årets hold:
Her går jeg med flokken og siger Tinkoff-Saxo. Contador har været umanerligt skarp hele sæsonen, og med ryttere som Rogers og Majka lykkedes det mod alle odds at få et succesfuldt Tour de France. Jeg synes også at Ag2r fortjener anerkendelse; jeg siger ikke, at de har været det næstbedste hold, men da ingen har nævnt dem synes jeg det er på sin plads, at få dem bragt op. Bardet, Péraud, Pozzovivo og Betancur er en skarp kvartet det meste af tiden, og de gør, at holdet kan kæmpe med om gode placeringer i de fleste løb, hvilket de også har gjort. Havde Pozzovivo ikke styrtet slemt, og havde Betancur ikke været Betancur kunne det være blevet til endnu mere.
Årets etapeløb:
Det må for mit vedkommende også være Vuelta a España. Masser af profiler, underholdende etaper og vigtigst af alt en vis portion spænding løbet i gennem. På dette parameter diskvalificerer jeg Tour de France, selvom de fleste etaper var ganske underholdende i sig selv. Giroen var spændende med en uge tilbage, men da Quintana begyndte at tage fat stoppede det.
Årets endagsløb:
Helt klart Ronde van Vlaanderen. Stor spænding, underholdning og skiftende perioder undervejs gjorde det til et overordentligt godt løb. Paris - Roubaix var lidt af samme skuffe, men uden den intense finale efter Terpstra stak af. Liège - Bastogne - Liège synes jeg til gengæld var et ualmindeligt dårligt løb, hvor der stort set intet skete før Côte de Saint Nicolas. Til gengæld var afslutningen meget spændende, men løbets udfald trækker også meget ned for mig og er et bevis på den manglende hårdhed undervejs.
Årets overraskelse:
Jeg vælger Fabio Aru, der med to top fem-placeringer i Grand Tours og tre etapesejre heri fik manifesteret sig som en af fremtidens helt store GT-ryttere. Kristoff er en anden kandidat hertil, da han også kørte en voldsomt imponerende sæson med gode præstationer i alt, hvad han deltog i.
Årets skuffelse:
Ja, det må selvfølgelig være Sky. Porte viste ikke noget, Froome vandt ikke noget (udover Tour de Romandie, men I forstår pointen), i klassikerne viste de ikke noget, og at et hold ikke kan få de to foregående vindere af Tour de France til at køre sammen siger lidt om den generelle indstilling og problemer på holdet.
Jeg har et par ekstra kategorier:
Årets skandale:
Det totale kaos, der herskede på 16. etape af Giro d´Italia. Aldrig har jeg set mage til dårlig kommunikation fra løbsledelsen, og det undrer mig, hvordan de ryttere, der tabte alt på etapen ikke var mere højlydte i deres kritik efter etapen. Efterfølgende var der snak om, at der skulle lægges en klarere linje for løb i ekstreme vejrforhold, men er der sket noget? Nope. Det eneste positive var, at Quintana efterfølgende viste sig så stærk, at han nok alligevel ville have vundet løbet.
Årets etape i et etapeløb:
Femte etape i Tour de France. Brosten er fede i etapeløb. Og når det regner, bliver det endnu federe. De sidste 40-45 kilometer var nogen af de mest intense jeg nogensinde har set, og etapen fik en yderst værdig vinder i Lars Boom og lagde grundlaget for Nibalis samlede sejr.
Af andre etaper, der var rigtig gode vil jeg nævne sidste etape af henholdsvis Critérium du Dauphiné og Tour de Suisse. Begge var spektakulære i den forstand, at en rytter havde succes med at angribe usædvanligt langt ude fra og derved lykkes med at vinde løbet (Talansky og Rui Costa tog trøjerne fra hhv. Contador og Tony Martin). Især Contadors forsøg på at forsvare sin trøje i Dauphiné var fascinerende at følge.
Årets rytter:
For afvekslingens skyld vælger jeg Alejandro Valverde. Til forskel fra Contador - som er den eneste anden reelle kandidat til kåringen - har han ikke en helt stor sejr. Til gengæld har han holdt et ekstremt højt niveau under hele sæsonen. Han holdt legestue i Spanien i det tidlige forår, vandt Roma Maxima efter et sjældent angreb langt udefra, kørte konstant stærkt i Ardennerne (med en suveræn sejr i Flèche Wallone til følge), dominerede de spanske mesterskaber, hvor han dog lod Ion Izagirre vinde linjeløbet, blegnede lidt i Tour de France, kom lynhurtigt tilbage og vandt overbevisende Clásica San Sebastián, kørte sine obligatoriske podieplaceringer hjem i Vueltaen (med en flot etapesejr undervejs) og ved VM (hvor det for første gang i tre år ikke var en taktisk eller teknisk brøler, der var skyld i at han ikke vandt) og sluttede af med en andenplads i Il Lombardia (her kørte han til gengæld en dum finale og burde have vundet). Det blev en lang sætning. Beklager.
Nibali kan jeg ikke seriøst overveje til dette - der skal mere til end at vinde Tour de France og de italienske mesterskaber, og han var usædvanligt usynlig i resten af sæsonen.
Årets talent:
Det er lidt vilkårligt, hvilke kriterier, der skal være opfyldte for at kunne benævnes som et talent, og nogen vil måske indvende, at Michal Kwiatkowski var for etableret i cykelverdenen inden år 2014 for at indgå i denne kategori. Han er dog stadig blot 24, og hvilken sæson han har haft! Han startede med at vinde et af de mallorquinske etapeløb, hvorefter han bankede Contador og Rui Costa i Volta ao Algarve. En andenplads i Baskerlandet viste at han nogen gange er ganske god i hårdere bjerge, men Tirreno - Adriatico viste, at han stadig mangler noget i de hårdeste af slagsen. Top fem-placeringer i alle Ardennerklassikere, sejr i Strade Bianche og hans fantastiske verdensmesterskab kvalificerer ham til at få denne kåring.
Årets hold:
Her går jeg med flokken og siger Tinkoff-Saxo. Contador har været umanerligt skarp hele sæsonen, og med ryttere som Rogers og Majka lykkedes det mod alle odds at få et succesfuldt Tour de France. Jeg synes også at Ag2r fortjener anerkendelse; jeg siger ikke, at de har været det næstbedste hold, men da ingen har nævnt dem synes jeg det er på sin plads, at få dem bragt op. Bardet, Péraud, Pozzovivo og Betancur er en skarp kvartet det meste af tiden, og de gør, at holdet kan kæmpe med om gode placeringer i de fleste løb, hvilket de også har gjort. Havde Pozzovivo ikke styrtet slemt, og havde Betancur ikke været Betancur kunne det være blevet til endnu mere.
Årets etapeløb:
Det må for mit vedkommende også være Vuelta a España. Masser af profiler, underholdende etaper og vigtigst af alt en vis portion spænding løbet i gennem. På dette parameter diskvalificerer jeg Tour de France, selvom de fleste etaper var ganske underholdende i sig selv. Giroen var spændende med en uge tilbage, men da Quintana begyndte at tage fat stoppede det.
Årets endagsløb:
Helt klart Ronde van Vlaanderen. Stor spænding, underholdning og skiftende perioder undervejs gjorde det til et overordentligt godt løb. Paris - Roubaix var lidt af samme skuffe, men uden den intense finale efter Terpstra stak af. Liège - Bastogne - Liège synes jeg til gengæld var et ualmindeligt dårligt løb, hvor der stort set intet skete før Côte de Saint Nicolas. Til gengæld var afslutningen meget spændende, men løbets udfald trækker også meget ned for mig og er et bevis på den manglende hårdhed undervejs.
Årets overraskelse:
Jeg vælger Fabio Aru, der med to top fem-placeringer i Grand Tours og tre etapesejre heri fik manifesteret sig som en af fremtidens helt store GT-ryttere. Kristoff er en anden kandidat hertil, da han også kørte en voldsomt imponerende sæson med gode præstationer i alt, hvad han deltog i.
Årets skuffelse:
Ja, det må selvfølgelig være Sky. Porte viste ikke noget, Froome vandt ikke noget (udover Tour de Romandie, men I forstår pointen), i klassikerne viste de ikke noget, og at et hold ikke kan få de to foregående vindere af Tour de France til at køre sammen siger lidt om den generelle indstilling og problemer på holdet.
Jeg har et par ekstra kategorier:
Årets skandale:
Det totale kaos, der herskede på 16. etape af Giro d´Italia. Aldrig har jeg set mage til dårlig kommunikation fra løbsledelsen, og det undrer mig, hvordan de ryttere, der tabte alt på etapen ikke var mere højlydte i deres kritik efter etapen. Efterfølgende var der snak om, at der skulle lægges en klarere linje for løb i ekstreme vejrforhold, men er der sket noget? Nope. Det eneste positive var, at Quintana efterfølgende viste sig så stærk, at han nok alligevel ville have vundet løbet.
Årets etape i et etapeløb:
Femte etape i Tour de France. Brosten er fede i etapeløb. Og når det regner, bliver det endnu federe. De sidste 40-45 kilometer var nogen af de mest intense jeg nogensinde har set, og etapen fik en yderst værdig vinder i Lars Boom og lagde grundlaget for Nibalis samlede sejr.
Af andre etaper, der var rigtig gode vil jeg nævne sidste etape af henholdsvis Critérium du Dauphiné og Tour de Suisse. Begge var spektakulære i den forstand, at en rytter havde succes med at angribe usædvanligt langt ude fra og derved lykkes med at vinde løbet (Talansky og Rui Costa tog trøjerne fra hhv. Contador og Tony Martin). Især Contadors forsøg på at forsvare sin trøje i Dauphiné var fascinerende at følge.