Så gælder det Strade Bianche i dag. Selvom løbet kun har ni år på bagen (i år medregnet), så er det allerede blevet en af mine favoritter af endagsløbene. Hvis man kigger resultaterne fra de sidste par år igennem, vidner det også om, at det er et løb, der formår at tiltrække mange af de allerbedste ryttere år efter år.
Blandingen af grusvejene, sidevind og små, stejle stigninger gør, at mange forskellige ryttere kan gøre sig gældende. Cancellara, som også kører i år, har vundet løbet to gange, Gilbert vandt tilbage i 2011 og Kwiatkowski sidste år, men også ryttere som Valverde (tredjeplads sidste år) og endda Andy Schleck har været med fremme.
Igen i år er det et stærkt felt, der møder op. Sidste års vinder, Kwiatkowski, kommer dog ikke til at forsvare sejren, da han skal køre Paris Nice. Som sagt møder Cancellara op og må regnes som en af favoritterne. Selvom han de sidste år har haft en mere stille start på sæsonen, viste han i Oman at han er godt kørende og Milano San Remo er også tæt på, så man kan godt forvente at han er skarp. Løbet ligger også noget nær perfekt til Sagan, men der ikke ud til at have genfundet skarpheden endmu. Valverde var godt kørende her sidste år, og kommer der en gruppe samlet hen til sidste stigning, bliver det meget svært at slå ham. Så er der stærke ryttere som Van Avermaet, Stybar og Vanmarcke, som alle har vist god form. Specielt Stybar har jeg fidus til.