SotD, jeg opstøvede et bet på 1,99 på at Rodríguez ville slutte foran Pinot. Det var helt fjollet.
Jeg kommer lige med endnu et af mine længere poststage-indlæg - det kommer ikke til at ske hver dag (så højtideligt tager jeg heller ikke mine korrespondentbeføjelser), men ovenpå så kontroversielle etaper som i dag må det være på sin plads.
Dagens styrt var et af de allervoldsomste jeg synes at have set. Det er nok kun massakren i Metz fra for tre år siden, der var værre. Begge var styrt på en lige vej med hastigheder på oppe mod 80 kilometer i timen, men styrtet ved Metz omfattede flere ryttere og endte også løbet for flere. Det blev dog ikke billeddækket ligesom dagens styrt, der - især når man ser det i real time - ser helt frygteligt ud.
Med tanke på styrtets alvor (og den adderede forvirring som følge af det andet styrt, der forekom umiddelbart efter), så synes jeg det er helt på sin plads at arrangørerne valgte at neutralisere løbet midlertidigt. Til de sportsdirektører, der er kritiske overfor beslutningen (heriblandt, ikke overraskende, den stokkonservative Brian Holm), har jeg bare at sige: Where´s the fucking harm?
Feltet var helt samlet - der var altså ingen udbrud der ville kunne få lov at sejle væk som følge af en neutralisering, og der kunne ikke rejses tvivl om en eventuel tidsforskel mellem udbrud og felt, der skulle forsøges holdt på samme størrelse før og efter neutraliseringsperioden.
I min optik er det heller ikke sådan, at dagens afgørelse kommer til at danne præcedens for fremtidige styrt, og argumenter mod neutraliseringen, der ikke baserer sig på andet end de evindelige spørgsmål som: Hvad så hvis x eller y styrter i morgen, skal løbet så også gå i stå?, står meget svagt i billedet. Dagens afgørelse skete jo som følge af, at der ikke var tilstrækkelig lægelig dækning af eventuelle yderligere højhastighedsmassestyrt, og blev sikkert hjulpet af den på daværende tidspunkt ukomplicerede løbssituation.
Det er alligevel forholdsvis sjældent at så store styrt med så mange alvorligt tilskadekomne forekommer, så nej, løbet kommer ikke til at gå i stå i morgen, når der styrtes.
Udover de fire ryttere, der ikke gennemførte etapen og Cancellara meldes Daryl Impey ligeledes ude af Touren ovenpå et brækket kraveben. Laurens Ten Dam havde revet skulderen af led, men bad folk om at sætte den på plads og selvom hans cykel var sat op på taget, på grund af holdets vished om at han da selvfølgelig ikke kunne fortsætte, så mente han ikke at hans gode form bare skulle gå til spilde. Så han er fortsat med.
FDJ havde en helt katastrofal dag. De mistede William Bonnet, der var den første til at vælte og den absolut værst tilskadekomne. Han har fået et brud på en ryghvirvel i nakkeregionen, hvilket kræver omgående operation for at forhindre risici for neurologiske skader. Situationen skulle dog være under kontrol. Men med tanke på det om lang tid forestående holdløb er det en skidt situation for ethvert hold at miste en rytter.
Det kan dog vise sig at have mindre betydning, da Pinot virkelig ikke demonstrerede storform i dag. Han blev allerede sat i vinden og brugte en del energi på at spurte frem til det forreste felt med Valverde, Bardet og en BMC-rytter i en aktion, der kom til at fremstå lidt overilet. Det til trods var det meget skuffende at se ham blive sat allerede på Côte de Cherave og for anden dag i træk miste halvandet minut.
Han var også selv meget slukøret efter etapen, hvor han udtrykte megen pessimisme vedrørende morgendagens etape. Han kunne slet ikke se ham selv klare sig godt der. Det er ikke godt, når indstillingen på den måde lider.
For Movistar blev det heller ikke ligefrem en dag at skrive hjem om. De havde dog ingen ryttere impliceret i styrtet, men Valverde var langt fra at kunne udfordre Rodríguez på Mur de Huy. Måske var hans spurt fra felt til felt med 15-20 km til mål medvirkende til dette. Quintana klarede til gengæld Muren fint nok uden dog at overpræstere og de går en meget vigtig og potentielt meget farlig dag i morgen i møde.
Hos Tinkoff var det heller ikke en drømmeetape. Contador kunne slet ikke være med til sidst - han sagde efter etapen, at han måske ikke gik lidt sukkerkold - og han kom til at fremstå som værende i ret dårlig form. Især med tanke på at han før er blevet nummer tre i Flèche Wallone.
I det hele taget virkede Tinkoffs kørsel en smule uintelligent. Der var vel ingen grund til at brage op ad Côte de Cherave så stærkt, når man tydeligvis troede på at Sagan kunne gøre både det ene og andet til sidst (bemærk, hvor lidt kræfter han valgte at bruge i den indlagte spurt). Det hele endte med at han i ungdomstrøjen. Imponerende at man kan sige det om en mand, der har domineret professionel cykling i fem et halvt år.
De undgik dog også at blive impliceret i det store styrt, og Kreuzigers klovnerier kort før mål kostede heldigvis ikke noget på skadeskontoen.
Det bliver spændende at se, hvordan deres strategi med Sagan bliver i morgen. Jeg tror umiddelbart han skal blive hos Contador, selvom jeg har svært ved at se værdien ved det, hvis han også har Bennati, Tosatto og Rogers ved sin side.