Nå, det var endnu en meget fascinerende etape, og jeg har en hel del på hjerte. Først og fremmest vil jeg sige, at etapen måske skuffede en smule i forhold til de forventninger, der var opstillet. Men det helt vilde cykelløb vi så sidste år kunne jo primært tilskrives det dårlige vejr. I dag gjorde tørvejr og uheldige vindforhold det svært at skabe den store udskilning, men der var spænding hele vejen de sidste 50 kilometer, som stadig var utroligt intense.
Det felt, der nåede til mål sammen er jo helt sublimt. Prøv at overveje hvilke navne det er. Det er alle de største klassikerryttere(bortset fra Vanmarcke og Kristoff), alle de bedste klassementsryttere (bortset fra Pinot), alle de hurtigste sprintere (bortset fra Greipel) og ellers nærmest ingen andre. Det er en helt vild liste.
Tony Martin fik en yderst fortjent førertrøje og etapesejr, selvom jeg da vil give Anders Lund ret i, at der havde været en gratis etapesejr på højkant, hvis man lige havde kunnet snige sig med i hans angreb. Men folk var nok på grænsen på det tidspunkt. Hans hold viste igen deres overlegenhed på brostenene. Der var dog en, der manglede. Den kære verdensmester var ingen steder at se efter den anden pavé, hvilket undrede mig noget. Især fordi der ikke var tale om mekanisk uheld.
Angående klassementskampen vil jeg også knytte et par ord til Froome. Jeg synes han demonstrerede stor kørelyst og styrke i dag. Det er snart trættende at høre på den evige gamle sang om at han ikke kan dit og dat, så snart det stiller det mindste krav til teknik frem for fysik. Nu har han ligesom bevist, at han både kan køre i sidevind og på brosten. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå på regnvåde nedkørsler.
Jeg synes også kritikken af hans dårlige positionskampsevner er lettere ensidig og forfejlet. Det er ganske vist, at han flere gange befandt sig nede midt i feltet på kritiske tidspunkter, men positionskampe i sådanne løb foregår altså efter noget, der vel bedst kan beskrives som et rotationsprincip. Det vil sige, at så snart et hold af ryttere har fået fronten, overhales de af andre, som efterfølgende atter overhales og man kan således ikke holde fronten hele tiden. Det pointeres bare ikke i lige så høj grad, når eksempelvis Nibali er midt i feltet, fordi han jo "sikkert har styr på det og ved hvad han laver", mens det fremstilles som tydelige tegn på Froomes utryghed, når det samme er tilfældet for ham. Og Froome ramte altså nærmest hvert pavé blandt de allerforreste.
Det er også fjollet, når det siges, at han må føle en enorm lettelse over dagens udkomme. Hvorfor pokker må han det? Det var da ham, der var ved at køre væk på det sidste stykke pavé, og ham, der havde størst mulighed for at distancere de andre favoritter. Slutteligt vil jeg sige, at han efter etapen gav udtryk for, at han havde nydt oplevelsen af at køre på brostenene i løb, hvilket igen er et slag i ansigtet på mange af hans kritikere.
Udover at Froome kørte fornuftigt, så blev det igen i år også tydeligt, hvor talentfuld Nibali og Fuglsang er på pavéerne. Det var synd, at der var modvind, og at de ikke kunne rykke lidt mere op i løbet end de lykkedes med.
Og for anden gang på tre dage, vil jeg gerne udtrykke dyb beundring over den unge Warren Barguils evner. Han var på hvert eneste pavé - udover det sidste - blandt de allerforreste hele tiden, og så vanvittigt stærkt kørende ud. Utroligt, at han skulle vise sig som den bedste hjælp til Degenkolb, og imponerende i betragtning af at han aldrig har prøvet at køre løb på brosten før. Han har i hvert fald vist sig at være uendelig meget mere komplet, end hvad jeg troede om ham inden løbet påbegyndtes.
Sep Vanmarcke punkterede to gange på etapen, men det kan vel ikke overraske nogen. Det er jo snart ved at være en naturlov. Kristoff punkterede også på et kritisk tidspunkt, og har som følge af det, overhovedet ikke vist noget som helst endnu i løbet.
Etapen blev endnu en forfærdelig en af slagsen for Thibaut Pinot, som jeg er enig i må sadle om og gå efter etapesejre og bjergtrøje, hvilket han også mere eller mindre erkendte efter etapen. Hans attitude efter sin punktering lod også en del tilbage at ønske, men det er godt nok synd for ham, hvad der er sket de sidste tre dage efter hans glimrende enkeltstart. Ellers er der ikke meget nyt for FDJ, udover at Démare fortsatte sin ligegyldige sæson ved ikke at være med i feltet, da det skulle afgøres.
Rolf og Leth var noget efter Valverde i dag, da han tydeligvis ikke kørte og passede på Quintana, men det var nu heller ikke hans opgave, som han kunne afsløre efter etapen. Han havde såmænd fået carte blanche til at gå efter etapesejren, og det kan vel heller ikke komme bag på nogen, at han er glimrende til at tackle brostenene. Han er bare for vild, selvom formen nok stadig ikke helt er der. Men det kan jo være han timer den bedre i år end han plejer. Trods Valverdes manglende hjælp overfor Quintana, klarede denne sig dog fint igennem etapen, men var tydeligvis mindre som en fisk i vandet end de andre topryttere.
Tinkoff klarede den også fint, må man sige. Især i betragtning af Contadors beskadigede hjul, og det forlyder at han følte sig langt stærkere i dag end i går. Det lover rigtig godt. Han må dog sende en stor tak til Peter Sagan, som jo var helt fantastisk i dag. Hele tiden så man ham orientere sig efter Contador, og da lokummet brændte efter det sidste pavé lukkede han nærmest ene mand hullet op til Froome-/Tejay-/Valverde-/Nibali-gruppen. Herefter gik han helt kold, og var lige ved at blive sat, men brugte så fornuftigt nok de sidste otte kilometer på at restituere sig. så han kunne være centimeter fra at vinde feltets spurt og dermed næsten lukke Greipels hul i pointkonkurrencen. Jo jo. Tour-minator is back! I øvrigt fortsætter han bare sin stime med at slutte i top fem på lige knap halvdelen af de Tour-etaper han kører. 28 ud af 66 etaper har han gjort det på. Stille og roligt.
Slutteligt vil jeg lige komme med en generel kommentar vedrørende selve inklusionen af brostensetaper i Tour de France. Dagens løb og etapen fra sidste år har samlet stået for en hel udgået rytter - nemlig Chris Froome sidste år - og han nåede jo som bekendt ikke engang at komme ind på brostenene. Der er altså ikke tydelig evidens at hente for den påstand, at brostensetaperne skulle være så meget mere farlige end de andre etaper. Det er nok i højere grad forventningens frygt, der overskygger løbets realiteter og dermed giver et billede af dem som noget farligt noget.
Til gengæld kan de spille en rolle for løbet, der kan synes tilfældig - og som gør at løbet afgøres på ting, som man ikke umiddelbart ville synes at løbet skal afgøres på. Rammes man af en punktering eller et styrt, som der selvfølgelig er en større risiko for på brosten, så kan det naturligvis få en uheldig og uforholdsmæssig stor betydning, men det er også den eneste anke, jeg synes man med rette kan komme med.
Jeg har også lagt mærke til, at en ret stor mængde ryttere faktisk har kunnet lide oplevelsen - det var der i hvert fald mange udtalelser om sidste år, men jeg har også set nogen lignende i dag - hvilket blot bestyrker min påstand om at det er forventningens frygt, der er klart den værste.
Jeg synes altså i høj grad at man kan forsvare inklusionen af brosten. De er ikke for farlige, og de giver noget af det allermest seværdige cykelløb, der overhovedet forefindes. Det er også et argument man ikke bør undervurdere.