Der er også kommet odds på Clásica San Sebastián, der køres i morgen, og helt uforståeligt er de helt oppe omkring tre på Valverde.
Ruten er fuldstændig skræddersyet til ham, og jeg kan ikke se noget scenarie udøver styrt eller uheld, hvor det ikke lykkes ham at vinde. Arrangørerne har valgt at fastholde ruteændringen fra sidste år, hvilket betyder at man igen skal opad den meget hårde stigning ved San Sebastián, som har top otte kilometer før mål. Stigningen er 2,5 kilometer og stiger gennemsnitligt 9 %, men har stykker over 20.
Movistar har et ret stærkt hold, og skal nok tage ansvar for at holde feltet sammen inden stigningen, hvor ingen vil være i stand til at røre Valverde med den form han demonstrerede i Tour de France. Især med tanke på at han sidste år kørte lige op med Rodríguez (og fra alle andre) efter en uge forinden at have været gået næsten helt ned i Touren.
Og selv hvis han ikke er alene på toppen, kan han som sidste år udnytte den tekniske nedkørsel til at komme alene af sted, eller han kan vinde en spurt i en lille gruppe (hvilket selvfølgelig medfører en risiko for at han bliver angrebet fra højre og venstre, men det så vi i Liège-Bastogne-Liège at han godt kan håndtere).
I mine øjne er det klart det løb på WorldTouren i år, der har den mest soleklare favorit, så odds 3 virker meget højt.