Snak

- Årets rytter

Peter Sagan, hans kamp i Tour of California for at have en chance i den samlede stilling der lykkedes, hans udbrudsvanvid i Touren og afslutningsvis VM-sejren efterlader ingen andre der har underholdt mig som han gjorde i år.

- Årets hold

Jeg giver årets hold til BMC, grundet deres fantastiske holdtidskørsler i år samt deres repræsentation i touren - altid forest i feltet med Van Garderen indtil han udgik. Det skal dog med at deres rædsomme og latterlige kørsel i Eneco Tour, personificeret ved Gilbert og Van Avermaets barnlige rivelisering er tæt på at koste dem nomineringen.

- Årets endagsløb

Jeg synes Ardennerne var lidt skuffende i år. Kristoff var alt for irriterende i Flandern til at det var sjovt. Så årets titel går til Paris-Roubaix, til trods for at Degenkolb så ret suveræn ud da man nåede finalen.

- Årets etapeløb

Vueltaen, Dumoulins indtræden på grand tour scenen er noget af det jeg har nydt mest at følge i år. Virkelig stærk præstation selvom han gik helt ned på næstsidste etape. Han kunne være interessant at se i samme form i næste års Giro. Chaves, Aru og Landa (specielt det faktum at man altid var i tvivl om han var på Arus side) skal også nævnes som vigtige bidragsydere til underholdningen i Spanien.

Eneco Tour kommer på andenpladsen, det var et dejligt cykelløb i år.

- Årets præstation

Degenkolb, 2 monumenter.

- Årets gennembrud

Chaves, Dumoulin (i GT-forstand), Landa, Alaphillippe, Vuillermoz... der er mange navne om buddet og de kunne måske retmæssigt også tage titlen. Men jeg ender på Teisj Benoot der har imponeret mig meget året igennem, han var overraskende at se med fremme i top 10 i flere forårsklassikere og lukker sæsonen som nr. 4 i Paris-Tours.

- Årets dansker

Mads Würtz, han blev U23 verdensmester i enkeltstart.

På World Tour-niveau går titlen til Christopher Juul.

- Årets flop

Jeg har tilladt mig at inkludere en årets flop, der går til de neutrale servicevogne og motorcyklerne, der året igennem har gjort deres for at tynde ud i feltet. Det er helt latterligt så afgørende de har været i år.

- Årets rytter:

Alejandro Valverde. Sejrene i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege taler for sig selv. Læg dertil en andenplads i Amstel, et spansk mesterskab, en podieplacering i Touren, en top 10-placering i Vueltaen, hvor han også vandt en etape og pointtrøjen og en tredjeplads i San Sebastian. Hans mellemnavn er Stabil og hans sejr i L-B-L, står som et af sæsonens højdepunkter for mig.

Close but no cigar: John Degenkolb, Fabio Aru, Alexander Kristoff og Andre Greipel.

- Årets hold:

Det er oplagt at fokusere på Astana, Movistar, Etixx-Quick Step og Sky, ligesom jeg også synes Giant-Alpecin kan nævnes som en dark horse. Mit valg falder på Etixx, der som sædvanlig hiver flest sejre i sæsonen. Kritikerne vil anføre, at der mangler rigtig store sejre, men Kwiatkowski vandt Amstel, Stybar vandt Strade, Keisse tog en Giro-etape, holdet nappede tre etaper i Touren, Uran vandt i Canada og Trentin lukkede i Paris-Tours i går. Læg dertil andenpladser til Terpstra i Flandern, Stybar i Paris-Roubaix og selvfølgelig Alaphilippes i Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege. World Tourens mest fleksible og - efter min mening - interessante hold.

Close but no cigar: Astana, Movistar, Team Sky, Giant-Alpecin og Team coloQuick.

- Årets endagsløb:

Strade Bianche var som sædvanlig rigtig godt og det kan kun gå for langsomt med at få det lavet til et World Tour-løb, men jeg stemmer på det der ellers er et af mine hadeløb, nemlig Gent-Wevelgem. Der var drama, voldsomme vejrforhold (i form af vinden) og selvfølgelig det taktiske mesterstykke af Paolini.

Close but no cigar: Strade Bianche, Paris-Roubaix og Omloop Het Nieuwsblad.

- Årets etapeløb:

Vueltaen står frisk i erindringen og med al sit drama, er den en klar kandidat. Tour de France endte også med at blive et rigtig godt løb, hvor der på tværs af ryttertyperne var flere rigtig store slag. Jeg ender dog med Criterium du Dauphine, hvor der også var både spænding og drama. Froome lignede længe en rytter, der ikke skulle vinde løbet, men med to voldsomt dominerende etaper til slut, fik han alligevel skrevet sig ind som topkandidat til Touren.

Close but no cigar: Vuelta a Espana, Tour de France og Eneco Tour.

- Årets præstation:

En kategori, der er vanskelig at definere direkte, for ofte handler det om hvem og hvad man synes om. Alberto Contadors ridt på Mortirolo-etapen er et andet af mine højdepunkter i år, Valverdes Liege-Bastogne-Liege som allerede nævnt, Ruben Plazas etapesejr i Vueltaen var også voldsomt imponerende, ligesom Tim Wellens´ næstsidste etape i Eneco Tour var det man bliver husket for. Jeg går dog med John Degenkolb i Paris-Roubaix. Kørte løbet offensivt, selvom han faktisk kunne have lænet sig tilbage og håbet/troet på en spurt. Brugte sine holdkammerater på de rigtige tidspunkter og ramte alt korrekt. De sidste godt 20km, må være 20 af de bedste han har kørt i sin karriere.

Close but no cigar: Contador på Mortirolo, Ruben Plazas 20. etape i Vuelta a Espana, Tim Wellens på sjette etape af Eneco Tour og Peter Sagans evne til at blive nummer to.

- Årets gennembrud:

Endnu en, hvor tilhørsforhold ofte skinner igennem. Mikel Landa er brudt igennem lydmuren som en af feltets absolut bedste klatrere, Ilnur Zakarin vandt Romandiet og en Giro-etape, Julian Alaphilippe hentede både sejre og store podieplaceringer, ligesom Caleb Ewan altså har vundet en World Tour-etape i sin første sæson og i en alder af blot 21. Jeg går dog med Esteban Chaves, der i den afsluttende del af 2015, har sat tyk streg under, at han er et endnu et etapeløbshåb fra Columbia. To etapesejre i Vueltaen, en samlet femteplads og flere præstationer, hvor han hørte til blandt de bedste opad, ligesom sæsonen blev lukket af med at vinde Abu Dhabi Tour i går.

Close but no cigar: Mikel Landa, Julian Alaphilippe og Caleb Ewan.

- Årets dansker:

Det er selvfølgelig Würtz. Etapesejren i Post Danmark Rundt og en VM-titel er (desværre) mere end rigeligt til at markere sig som den absolut bedste dansker i år. Læg dertil en etapesejr i l´Avenir og DM-bronze i TT hos de voksne (han vandt selvfølgelig hos U23´erne).

Close but no cigar: Søren Kragh Andersen, Christopher Juul-Jensen og Rasmus Guldhammer.

Edit. Ah ja, Årets flop er god!

- Årets flop:

Her er der en del at tage af. Marcel Kittel har knap nok kunne køre fra min bedstemor i år, Mark Cavendish har mistet rigtig meget af fordums styrke og Peter Sagan havde - hvis man skal være meget fræk - kørt en sæson, der på den resultatmæssige side var på det jævne, indtil han blomstrede op i Vueltaen. Jeg tager dog Simon Gerrans. Kom fra et strålende 2014, hvor han gjorde meget få ting forkert, til at han nu vælter for et godt ord. Derudover har han i flere situationer, senest VM, slagtet holdkammeraters chance, for at maksimere egen chance. Det giver røde streger i min bog.

Close but no cigar: Marcel Kittel, Mark Cavendish og hele Lotto NL.

- Årets rytter
Alejandro Valverde. At manden kan blive ved og ved og ved med at præstere er ganske sensationelt, og med alderen er han nærmest kun blevet bedre, og mere interessant at følge. Snert efter ham har jeg Greg van Avermaet i øvrigt. Den mand er med i alt...

- Årets hold
BMC. Det har tidligere været en samling fejlcastede ryttere og flop på flop, men langt om længe ser holdet ud til at være blevet en sammentømret enhed der kæmper for hinanden på kryds og tværs. Deres holdtidskørsler har været ret unikke, og deres talenter vokser konstant, men i et "realistisk" leje.

- Årets endagsløb
Paris-Roubaix. Det var en helt exceptionel præstation af John Degenkolb, som fortjent skrev sig ind i historiebøgerne, selvom nogle af de helt store var væk.

- Årets etapeløb
Tour de France. Historisk stærkt setup, en fed rute og nogle store sejre. Den første uge var spektakulær, med Rohan Dennis´ rekordstærke enkeltstarts præstation. Den konstante skiften af førertrøjen, de store nedture med styrt og stjerner der udgik. Det fantastiske comeback fra Bardet og Pinot, og så selvfølgelig en helt uhyggelig top 5 bestående af de fem bedste etapeløbsryttere i moderne cykling.

- Årets præstation
Adam Yates´ sejr i Clasica Ciclista San Sebastian. Et af de mest spændende talenter på den ny scene, formåede at præstere en sensationel sæson, og krydrede den med en sejr på den helt store måde.

- Årets gennembrud
Julian Alaphilippe slog igennem på et hold hvor man ikke bare lige slår igennem. Det står for mig, som den helt store overraskelse, at han bare går ind og vipper Kwiatkowski af pinden i så tidlig en alder. Han er en fænomenal rytter allerede, og et talent på størrelse med Sagan/Kwiatkowski.

- Årets dansker
Den er svær. Jeg har lyst til at sige Rasmus Guldhammer, for hans måde at komme tilbage blandt de "bedre" ryttere i feltet, men han mangler alligevel noget for at være rigtig interessant. Søren Kragh Andersen er enormt tæt på, at vinde prisen for mig med bl.a. to etapesejre i Tour de l´Avenir og generelt nogle super flotte præstationer, men titlen må nødvendigvis gå til Mads Würtz som bliver U23 verdensmester, vinder en etape i Tour de l´Avenir, Post Danmark Rundt, bliver 3er til DM i enkeltstart hos seniorer og bliver nr. 7 samlet i Post Danmark Rundt. Ganske sensationel sæson af den unge Würtz.

Jeg ved godt, at jeg selv har skrevet at alt det her er subjektivt (og at det her sikkert bliver frugtesløst), men jeg bliver simpelthen nødt til at få opklaret, hvad det er der gør Adam Yates´ sæson "sensationel"?

Jeg ved godt, at jeg selv har skrevet at alt det her er subjektivt (og at det her sikkert bliver frugtesløst), men jeg bliver simpelthen nødt til at få opklaret, hvad det er der gør Adam Yates´ sæson "sensationel"?

Jeg kan se, at jeg fik sammenlignet de to brødre lidt rigeligt. Jeg mente bestemt at det var Adam Yates der blev nr. 5 i Dauphine og Baskerlandet Rundt.

Så var det måske knap så fantastisk.

Adam Yates kørte bestemt et rigtig flot San Sebastian, men han blev til gengæld også hjulpet godt på vej af, at Van Avermaet, som lå 5-10 sekunder foran, alene i spidsen, blev pløjet ned af en motorcykel. Yates havde næppe slået Van Avermaet på stregen, hvis han overhovedet havde hentet ham.

@jomic...

Benoot som årets gennembrud? Han har bestemt haft en rigtig flot sæson med femtepladsen i Flandern Rundt som højdepunktet, men kan man overhovedet tale om et egentligt gennembrud? Han var trods alt en af de bedste u23 ryttere i sidste sæson, og selvom hans første sæson er gået over al forventning. synes jeg alligevel det er i overkanten at klassificere den som et gennembrud. På trods af den flotte sæson er det også "blot" blevet til tre podieplaceringer (og 0 sejre), men han har da klart efterladt et stort indtryk, specielt med henblik på fremtiden.

Nå, jeg må også hellere komme med mine bud:

Årets rytter:
Sidste år pegede jeg på Alejandro Valverde, og da han har haft en endnu bedre sæson end sidste år, bliver jeg nødt til at holde ved ham. Hans forår var helt uforligneligt med sejren i Liège-Bastogne-Liège som kronen på værket. Her viste han en helt anden ansvarsbevidsthed, end det han lagde for dagen i Il Lombardia sidste år, hvor han ikke forsøgte at køre med Dan Martin, hvilket åbenlyst kostede ham sejren. I Liège vidste han præcist hvor stort et forspring han kunne tillade sig at give Moreno, og måden han kørte den sidste kilometer på var exceptionel. Derudover vandt han Flèche Wallone og ville også have vundet Volta a Catalunya, hvis det ikke havde været for et styrt på et uheldigt tidspunkt. I Touren fik han endelig sin længe ventede podieplads, men det kostede og hans efterår var en smule under niveau. Men det siger også meget om en rytters klasse, når man kan tale om at en syvendeplads i Vueltaen, en tredjeplads i San Sebastián, en femteplads ved VM og en fjerdeplads i Il Lombardia er under niveau.

Fabio Aru bør dog også nævnes, hvilket ellers kun Pref har gjort. En andenplads i Giro d´Italia og en sejr i Vuelta a España bør dog aftvinge enorm respekt, og særligt hans evne til at kæmpe videre når det ser sortest ud er ganske imponerende. Mortirolo-etapen i Giroen er det mest lysende eksempel herpå.

Derudover er John Degenkolb og Alexander Kristoff også aspiranter til titlen, og hvis en af dem var blevet verdensmester havde jeg nok peget på vedkommende. Omvendt havde jeg utvivlsomt peget på Peter Sagan, hvis han havde kørt et bedre forår.

Årets hold:
Jeg peger på Astana som årets hold. De var altdominerende i Giro d´Italia (hvis man lige ser bort fra, at de ikke vandt løbet), hvilket dog skal ses som et resultat af et forholdsvist svagt felt. Men at de på samme måde kunne være så toneangivende i Vuelta a España efter at have mistet Vincenzo Nibali og Paolo Tiralongo allerede på løbets anden etape var meget imponerende.

Men man kan selvfølgelig diskutere, hvilke kriterier, der skal være opfyldt, for at komme i betragtning i denne kategori. For med ledelsens forfordeling af Mikel Landas chancer i Giroen og dennes ignorering af direkte ordrer i Vueltaen har vi nok ikke med feltets mest homogene hold at gøre.

Andre hold, der var tæt på er Movistar, der med Valverde og Nairo Quintana som spydspidser var meget synlige i Touren og Vueltaen og vandt WorldTouren for hold, samt Katusha, der med Kristoffs dominans i foråret og Joaquim Rodríguez´, Simon Spilaks og Ilnur Zakarins sejre i Baskerlandet, Schweiz og Romandiet var altdominerende i første halvdel af året, mens Rodríguez og Moreno også gjorde gode figurer i anden del af sæsonen. BMC kan selvfølgelig også nævnes, hvis man vil vægte holdtidskørsler højere, end jeg gør.

Årets endagsløb:
Jeg kommer ikke uden om VM-linjeløbet i denne kategori. Jeg er selvfølgelig farvet af resultatet, men synes i det hele taget, det var et yderst interessant løb, der med en pudsig rute ændrede karakter for hver eneste omgang. De hold, der skulle sørge for et hårdt løb, levede i sandhed op til den rolle, og tyskerne, nordmændene og australierne opbrugte nærmest alle deres hjælperyttere, så specielt Degenkolb måtte bruge sig selv op i finalen. Jeg tror dog ikke, at nogen i verden ville have kunnet følge med Sagan til sidst alligevel.

Andre løb, der kunne være i betragtning inkluderer Paris-Roubaix, Gent-Wevelgem, Strade Bianche og Liège-Bastogne-Liège.

Årets etapeløb:
Her er jeg langt mere splittet end i ovenstående kategori. Hvor jeg ikke synes, at sæsonen i år har været karakteriseret ved de helt vilde endagsløb (sammenlignet med andre sæsoner), så har Grand Tour-sæsonen været fuldstændig unik.

Jeg vælger Giro d´Italia som det bedste løb, men det er i meget tæt konkurrence med Tour de France og Vuelta a España. Giroen var det klart svagest besatte af de løb, hvilket bestemt ikke taler til løbets fordel, men til gengæld leverede det på en anden og meget vigtig parameter: Underholdning i store tidsrum.

Ruten var til min umiddelbare utilfredshed designet på en måde, således at alle de store bjergetaper sluttede med et relativt let bjerg, mens de større udfordringer befandt sig længere fra mål. I stedet for kun at have minimal betydning endte disse etaper (specielt Mortirolo- og Colle Delle Finestre-etaperne) dog med at blive blandt de mest episke på Grand Tour-scenen i mange år.

Det hele blev endnu bedre af historien med Alberto Contadors forsøg på the double samt af, at Landa lige pludselig syntes at være løbets stærkeste rytter og muligvis så ud til at kunne vinde løbet på næstsidste etape, som jeg til min store frustration ikke havde mulighed for selv at se. Dertil kan lægges hele balladen med Richie Porte og costaricanske Andrey Amador, der kom ud af ingenting og pludselig havde mulighed for at køre sig på et podie i en Grand Tour.

Tour de France var naturligvis begunstiget af at alle cykelsportens største stjerner (undtagen Aru) var til stede, men efter tiende etape var der desværre ikke den store tvivl om, hvem der ville vinde. Dertil var Sky for stærke, og alle eventuelle udbrudsforsøg længere ude fra blandt favoritterne var dømt til døden. Spændingen kom dog lidt tilbage på Alpe d´Huez, men det blev desværre aldrig rigtigt tæt. Den første uge var dog fantastisk, og Sagan-showet i anden uge var også med til at højne kvaliteten af løbet, men Skys kvælertag gør, at løbet ikke slår Giroen i min optik.

Vuelta a España var den store revanche, men mistede uheldigvis Nibali og Froome på grund af styrt (og i Nibalis tilfælde selvfølgelig en efterfølgende hjælp fra bilen og dertilhørende diskvalifikation). Der var dog spænding om den samlede stilling hele vejen igennem, og Tom Dumoulins pludselig entré på den helt store scene var fantastisk at følge, og det samme kan siges om Esteban Chaves. Mit problem med Vueltaen er dog, at mange af de store bjergetaper blev kørt meget defensivt, og det var i flere omgange kun på de sidste par kilometer, at der blev åbnet op blandt favoritterne, hvilket til dels skyldtes en usædvanlig stor jævnbyrdighed blandt mange ryttere. Men den defensive tilgang får mig til at vægte Giroen frem for Vueltaen.

Det eneste ikke-Grand Tour-etapeløb, jeg vil nævne er Tour of California. Igen er jeg muligvis farvet på grund af Sagans sejr, men kampen mellem ham og Alaphilippe var umanerligt spændende, kulminerende med de få millimeter, med hvilke Sagan fik kastet sin cykel forbi Tyler Farrars på sidste etape.

Årets præstation:
Det må være Tom Dumoulins Vuelta a España. At være ved at vinde en Grand Tour efter at have stået til odds 1001 inden løbet gik i gang er meget sigende om præstationen. Den var vanvittig, men uheldigvis kom sygdom samt dårlig taktik på 20. etape sandsynligvis til at koste selv en podieplads. Det var voldsomt ærgerligt, men han bliver spændende at følge fremover. Lige indtil folk finder ud af, at han kun er farlig på grund af sin enkeltstart, hvilket egentligt er lidt ensidigt og småkedeligt. Oh, well.

Årets gennembrud:
Her falder mit valg på Mikel Landa. At han skulle være så god, som han har vist sig at være var ikke just noget, jeg havde set skrevet nogen steder, men hans Giro d´Italia var vanvittigt imponerende, og det var nærmest skandaløst, som han blev behandlet af ledelsen, da han fuldstændig blev ofret for Aru. Hans ligefremme og ærlige attitude er meget forfriskende, og det var fedt at se, at han bare gav folk ret i, at det var noget svineri det, Astana gjorde mod Contador på Mortirolo-etapen, samtidig med at han anerkendte den revanche Tinkoff-Saxo tog et par dage senere, da det var hans tur til at styrte på et dumt tidspunkt.

Jeg vil dog også fremhæve Julian Alaphilippe, der med andenpladser i Flèche Wallone, Liège-Bastogne-Liège og Tour of California demonstrerede en imponerende alsidighed, og han bliver naturligvis også en stor stjerne. Ilnur Zakarin og Esteban Chaves bør også nævnes i denne kategori.

Det er jeg dog enig i, at Tiesj Benoot ikke gør, men han er helt sikkert årets talent. Jeg så i går, at han har indkørt 22 top 10-placeringer i sin første sæson, og det er sket på et hav af forskellige måder. Han har dog ingen sejre, men jeg er glad for, at jeg lige nåede at pege på ham som den næste big deal, inden han gik amok, startende med femtepladsen i Flandern Rundt. For han bliver vanvittig i fremtiden!

Årets dansker:
Det har ikke været imponerende, hvad danskerne har leveret på WorldTouren, så mit valg falder på Søren Kragh Andersen. Han var lige ved at vinde Tour des Fjords, og tog senere to etapesejre i Tour de l´Avenir. Han var dog ikke så fremtrædende i Post Danmark Rundt og blev spildt på en tåbelig måde til VM, hvor han selvfølgelig skulle have været sparet til finalen.

Mads Würtz Schmidt er selvfølgelig tæt på ham, og Alexander Kamp er vel også. Det ser i hvert fald lyst ud for fremtiden, og jeg har en forhåbning om at denne sæson var den sidste, hvor det ikke lykkedes for danskerne at omsætte ungdomsresultaterne til mere succes blandt de professionelle.

@UAB

Ja, det er et kontroversielt valg når nu han står uden sejre.

Det må vel også være over 10 år siden så ung en rytter er kørt i top 10 i flandern rundt (Er der overhovedet nogen der har gjort det som 21-årig?). For mig at se er der ingen tvivl om at Benoot har haft et gennembrud, han har tit virket til at være den stærkeste i de grupper han er kommet hjem med.

Jeg forstår ikke præmissen om at man ikke kan have et gennembrud når man var blandt de bedste U23 ryttere i sidste sæson. Størstedelen der tager springet op, bruger et par sæsoner på for alvor at komme til at præge løbene.

Han viser sig også holdbar i længden. Han kører et tæt forårsprogram, en andenplads i Belgien rundt i Juni og så en femteplads i Montreal samt en fjerde i Paris-Tours.

For mig er han årets gennembrud.

@jomic...

Det er ikke så meget det, at han var god som u23, der gør, at jeg ikke vil karakterisere det som et ´gennembrud´ for ham. Det har som sagt været en vældigt imponerende sæson, der giver løfter om en lys fremtid, men for mit vedkommende er det (alt) for tidligt at tale om et reelt gennembrud for Benoot.

Det kan dog hurtigt blive en semantisk diskussion om, hvad der lægges i betydningen af ´gennembrud´, så for mit vedkommende behøver vi ikke at koge mere suppe på den.

@UAB

Ja, det bliver hurtigt langhåret når det er så subjektivt. Jeg anerkender det er en smule kontroversielt og har nok også fået et lille Benoot crush.