Tour de france er ikke hvad det har været. Den måde der bliver kørt konservativt på gør det hele ekstremt kedeligt og jeg savner virkelig nogen der tør sætte det hele på et bræt for at vinde touren. Det eneste der har været lidt spændende er de fadæser der har været med kilometerporten og froomes running man.
Det kommer vel an på om man udelukkende ser Tour de France for klassementets skyld. Der har været masser af spændende etaper, og nogle fantastiske sejre i blandt. Bl.a. Cavendish´ fødsel på ny, Sagan der langt om længe fik hul på Tour bylden, de eminente angreb i bjergene fra Pantano, Majka, Dumoulin, Exo-skeloton osv. Der har været tre etaper med foto på målstregen for at afgøre vinderen, Kreuziger hev et røvhul af et arbejde for at hente Stuyven for Sagan osv., osv., osv.
Der er ikke nogen der prøver helhjertet at vinde touren i år, udover Froome. Så kan man sige at de ikke kan, men den logik kan jeg ikke rigtig følge når ingen har prøvet. Det tæller altså ikke som et forsøg på at sprænge klassementet når man angriber med 1200 meter tilbage af etapen.
Nej, men hvis man kigger ned ad klassementet så finder man sgu nok årsagen der. Der er to, måske tre ryttere i verden der kan slå Froome hvis de virkelig rammer dagen. Alberto Contador er udgået, Nairo Quintana tydeligvis ikke hvor han skal være og så kan man diskutere om den sidste kan være Pinot der er udgået eller Porte, som smed 2 minutter med det samme. I dette års Tour er Porte den eneste der tilnærmelsesvist kan følge Froome, og han ligger altså 4:30 efter med to bjergetaper og en bjerg enkeltstart tilbage. Sandsynligheden for at han tager så meget tid er meget tæt på nul. Chancen for at han tager 2 minutter på Mollema, halvandet på Yates, 1 på Quintana og 15 sekunder på Bardet er LANGT større, og derfor giver det særdeles god mening for ham at køre efter 2. pladsen i stedet for at risikere hele butikken for at falde sammen og blive nr. 12.
Der er kommet alt for meget værdi i sekundære placeringer, og generelt er hele kampen omkring podiepladser ædelæggende for løbet i mine øjne. Det hele er kedeligt og der sker ikke en dyt, og så hjælper det heller ikke at en tidligere dopingdømt rytter vinder etapen.
Sådan har det jo altid været. Det er ikke noget nyt hverken at tidligere dopingdømte ryttere vinder etaper, eller at de mindre hold/ryttere kører for den bedst tænkelige placering. Når man kigger ned igennem top 15, så er der et hav af ryttere som øjner den bedste placering nogensinde. Yates som den åbenlyse, men altså også Mollema, Aru, Meintjes, Martin, Reichenbach mfl. Da Jakob Fuglsang kørte klassement lå han og legede med Mollema om at blive nr. 6/7 i stedet for at sætte et storslået angreb ind, og det var ikke meget anderledes i Armstrong æraen, hvor ryttere som Zubeldia, Mayo, Basso, Azevedo mfl. lå og kæmpede om at blive nr. 5-8.
Hvis man kigger lidt på statistikkerne, så er det vel kun Quintana, Valverde, Aru og Purito som man kan forvente går helt dybt for enten at lave den store sensation, eller falde helt ud af klassementet. Quintana kan være ligeglad med om han bliver nr. 4 eller 8. Han skal enten vinde, eller på podiet. Valverde er hjælper og har kørt sig selv bagud med flot arbejde og han skal som egenlig bare gøre hvad han kan. Aru er så langt bagud at han uanset hvad skal sende et stort angreb ind, for at opnå noget som helst og det samme gælder for Purito.
Men de andre:
2. Bauke Mollema (Tidligere nr. 6 og 7 i Tour de France)
3. Adam Yates (Sit blot 2. Tour de France. Blev nr. 50 sidst)
5. Romain Bardet (Tidligere nr. 5 og 9 i Tour de France)
6. Richie Porte (Tidligere nr. 19 i Tour de France)
8. Fabio Aru (Første Tour de France. Jagter top 5 eller etapesejr)
9. Dan Martin (Tidligere nr. 33 i Tour de France)
10. Louis Meintjes (Gennemførte ikke sit første Tour de France)
Det fremgår temmelig tydeligt på listen, at langt de fleste af rytterne allerede ligger i en givtig situation i forhold til deres karriereforløb, og kan ved at køre klogt måske endda klatre en plads eller to, hvilket ville gøre det helt sensationelt (med undtagelse af de to forreste, som er i klar forsvarsposition fordi de ligger over ryttere de ikke havde turdet drømme om at ligge foran).