En lille Giro-status efter Tirreno:
Quintana er selvfølgelig stadig storfavorit, og nu får vi ham ikke at se på den store scene igen før Giroen. Han skal kun køre Vuelta Asturias inden Giroen, så farvel til ham i et par måneder.
Løbets helt store åbenbaring i Giro-sammenhæng må så afgjort være Geraint Thomas, der var fænomenal på Terminillo og også særdeles god i dag. Og da han jo også er klassikerspecialist og ved, hvordan man skal køre cykelløb i højere grad end så mange andre af Skys klassementprojekter, så bliver han voldsomt spændende til maj. Og jeg tror ikke længere, at hans podiedrømme er urealistiske, selvom jeg grinte lidt af dem, første gang han ytrede dem. Jeg har også altid syntes, at han virker som en særdeles fin fyr, og jeg ville klart foretrække ham frem for Quintana, selvom det bliver uendelig svært at slå den lille colombianer.
Dumoulin viste, at han nu er blandt de bedste i bjergene, men desværre ser hans enkeltstart ud til at have taget kraftig skade af hans satsning. Jeg håber lidt, at dagens præstation ikke er repræsentativ for hans generelle enkeltstartsniveau, men det er jo umuligt at vurdere.
Rohan Dennis mangler nok stadig lidt i bjergene til at kunne gøre sig gældende.
Aru og Nibali må være uden for bedømmelse, Yates-brødrene ser forventeligt gode ud (selvom de lidt mystisk blev syge på samme tid, selvom den ene kørte Paris-Nice og den anden Tirreno). Zakarin skuffede lidt i Paris-Nice, mens Kruijswijk som sædvanlig ikke havde noget at byde på uden for Giroen. Landa imponerede heller ikke, men faldt dog ikke igennem. Det samme med Mollema, der nok ikke er alt for tilfreds.
Og Pinot viste egentlig fin kørsel i Tirreno, og det er ret bemærkelsesværdigt for ham, at han blev på podiet på trods af bjergetapen, hvor han ikke havde sin bedste dag. Men FDJ er jo blevet gode til holdtidskørsler, og han er selv blevet god til enkeltstarter, men han plejer jo alligevel at rende ind i problemer, når det gælder. Det må dog være ved at være tid til, at han får et clean run i en Grand Tour igen.
Jeg ved ikke lige, hvad Cannondales planer er, men jeg kunne forestille mig, at de vil køre for Formolo, og han så godt ud i Paris-Nice, indtil han blev syg. Han var endda godt med i sidevinden, hvilket kom meget bag på mig.
Lyset ser ud til at være helt slukket for Tejay, og jeg er begyndt at tro, at han ikke når op på sit topniveau igen.
Så kan jeg heller ikke lige komme i tanke om flere klassementsfolk. Udover Alexander Foliforov, men jeg ved ikke lige, hvad han har bedrevet i år :)