Snak

Nej, manden har for mange svipsere.

Enig, han vrøvler alt for ofte.

Ud med Démare. Det er jo vanvittige ting, han tillader sig.

Ja, han er bindegal i spurterne efterhånden.

Der var engang, jeg uden at blinke ville sige, at Bouhanni er den mest vanvittige sprinter, men Demare er helt på månen i de her tider.

Der er efterhånden krig mellem parterne.

Guarnieri sagde efter etapen, at Bouhanni var en kæmpeidiot, fordi han altid var skyld i, at folk styrtede, og at han i dag havde sparket til Guarnieris cykel med knæet i positionskampen.

Nu har Bouhanni så været ude på Twitter og sende en sarkastisk kommentar mod italieneren (den er på fransk, og han bruger en talemåde, jeg ikke helt er med på, men jeg går ud fra, at det handler om ikke at skulle kaste med sten, når man selv bor i et glashus), og at han bare kunne se på den sidste kilometer i dag og i tirsdags, inde han kom med sådanne kommentarer.

https://twitter.com/BouhanniNacer/status/883007486235734016

Jeg vil så dog sige, at mit syn på Démares spurt i dag er mildnet lidt efter flere gennemsyn. Den er på grænsen, og han kommer igennem huller, hvor der nok ikke rigtigt er plads, men det er trods alt set gå ustraffet hen før. Tirsdagens klovnerier var dog helt vanvittige.

Er der én, der kan forklare mig, hvad pokker Boasson Hagen havde gang i i den afsluttende spurt, som han åbner med 500 meter til mål? Han kører den som om Cavendish stadig var med.

Jeg tror, han prøvede at lave en Cancellara/Bertogliati/Gaviria/Pöstlberger. Det ser bare ikke rigtig godt ud, når man ikke får hul...

Hvad er grunden egentlig til, at så mange bjergetaper slutter på vej ned fra bjerget? Eksempelvis etapen i morgen, der har et stort bjerg til sidst, men først målstregen på den anden side af bjerget. Hvorfor sætter man ikke bare målstregen på toppen? Synes ofte at de etaper der slutter op ad, har de fedeste afslutninger, hvor folk falder fra til højre og venstre.

En simpel grund er, at bjergtoppene sjældent ikke har den nødvendige plads til at facilitere en afslutning. Ofte er der ikke meget mere end en parkeringsplads og en gangsti til en udsigtspost. Derfor er de afsluttende bjerge ofte gengangere, der enten har en mindre by, en vejrstation eller andet, der giver plads på bjergtoppen.

At cykelløbene bliver mere kedelige er ikke altid tilfældet. Slutter etaperne med en nedkørsel, har man set, at der bliver åbnet op for sluser tidligere, hvorimod etaper med mål på toppen af og til kun har givet relativt få kilometer med aggressivt cykelløb.

Af de bjerge i Alperne, jeg selv har kørt, så er også de færreste, der er egnet som målområde.
Dog er der de klassiske skisportssteder som Alpe d´Huez og Les Deux Alpes, medens der til gengæld intet er på toppen af Galibier, Madeleine, Glandon og Croix de Fer.