Snak

Hvorfor er det, man ærer en sportsmand ved at trille igennem en etape? En sportsmand vil vel ønske konkurrence. Vil en ceremoni før og efter etapen ikke også kunne gøre det lige så godt? Familien ønsker også, at holdet kører videre. Sort bind på armen, og så ellers køre etapen som sædvanligt. Hvad hjælper det nogen, at man bare triller igennem? Etapen skal selvfølgelig køres i "hans minde".

Hvil i fred. Grimt styrt.

Det handler jo i lige så høj grad om at visse at i sådan tilfælde er konkurrencen ligegyldig.

Og hvad får man ud af det?

Man kan da også spørge: Hvad hjælper det nogen, at man kører som normalt?

At køre er normalen. Dvs. man skal komme med grunde til ikke at køre. Ikke omvendt. Det siger sig selv.

Faktum er i hvert fald at etapen bliver neutraliseret, så mon ikke Leopard får lov at køre først over streget i samlet flok, nøjagtigt som med Cassartellis Motorola dengang.

Det er, efter min overbevisning, ikke megen æren af personen, hvis der var blevet kørt væddeløb i dag. Sportsligt havde det vel været ok, men mon ikke mange ville tage det som en "hån" mod Weylandts minde. Især når der nu tidligere er blevet praktiseret denne metode.

Jeg tror i øvrigt hans familie er bedøvende ligeglade med hvad der sker. De har formentligt andre ting at fokusere på.

Edit. Grunden til ikke at køre som normalt, er vel at en mand mistede livet? Det synes jeg er rigeligt.

Og hvad får man ud af det?

Det er svært at sige præcist, og det er sikkert noget forskelligt for de forskellige ryttere, men det virker som en rimelig antagelse, at der er en del af dem, der har brug for at få bearbejdet hændelsen. De har mistet en kollega, og det der skete med ham kunne også være sket for dem, det er der formentlig en del af dem der er påvirkede af.

En etape hvor man ruller igennem giver flere fordele i forhold til den psykologiske bearbejdelse af sådan en hændelse:

- Man bliver eksponeret (ved at cykle) på en beskyttet måde (man kører ikke så tæt til grænsen).
- Man får lejlighed for at dele sine reaktioner med dem der har de bedste forudsætninger for at forstå dem.
- Man får en mental pause - man skal køre ruten, men man behøver ikke at være så fokuseret på løbet som på en normal etape.

Det giver selvfølgelig kun mening, hvis der er nogenlunde enighed om det, og der ikke er alt for meget der taler imod. Efter Casartellis (staveplade?) død i 1995 få vi jo fx Riis være rasende over, at man på den ene side ikke havde kørt cykelløb på den efterfølgende etape, men at man på den anden side heller ikke havde forkortet den.

Burro
Jeg kan godt følge og egentligt lide din tankegang - omend den for nogle kan fremstå kynisk - for konkurrencen ligger jo i sportsmandens ånd og ære. Men omvendt kan man vel også påpege, at dødsfald under UCI-etapeløb heller ikke er normalen, hvorfor denne neutraliseres.
Det er immervæk en ret speget sag, som qanatoli også oplister.


Hvis der er gensidig enighed om tiltaget ryttere og løbsarrangører imellem, hvilket virker til at være tilfældet jfr. neutraliseringen, så bør man vel være traditionen tro ligesom med Casartelli. Men Burros teori er da fristende. Også, fordi dagens etape til Livorno ikke blot ligner(læs: lignede) en transportetape med Castellaccio(4,6 km, 6,0 %) 15km fra mål, men imorgen får etapeprofilen på den anden side lige et nyk op i sværhedsgrad, og der vil helt sikkert køres ræs igen. For en type som Sastre, der måtte slide ekstra hårdt og tabe tid efter defekten under finalen igår, bekommer denne halve hviledag nok ret "vel"(kynisk opstillet, for Carlito er jo ikke sådan).


Hvad angår gårsdagens etape, havde Weylandt åbenbart haft bange anelser morgenen inden etapen.
http://www.feltet.dk/nyh…var_farlig/

Ulykken og synet glemmes ikke foreløbigt, for han var vitterlig en rytter med fremtiden foran sig. Dog er jeg glad for, at jeg ikke så styrtet og al virakken efterfølgende.

Selv mindes jeg den neutraliserede etape efter Casartellis død, som var det i går. Og jeg formoder, at mange andre har det på samme måde.

Og man kan vel ikke mindes en afdød cykelrytter bedre, end ved at hugge et monument ind i hukommelsen på den måde.

Havde man kørt etapen dengang i 90´erne på vanlig vis, havde Casartelli på ingen måde fået det samme mindesmærke i folks sind - og var i det hele taget ikke blevet husket så intenst.

Og man kan vel ikke mindes en afdød cykelrytter bedre, end ved at hugge et monument ind i hukommelsen på den måde.

Enig.

Hændelsen igår minder os om hvor skivskarp balancen er mellem det smukke og det tragiske ved cykelsporten. En spændene etape med alle muligheder for et godt cykelløb blev på et split sekundt forvandlet til en tragisk hændelse.