Bardet havde nu været en smukkere verdensmester, men desværre fik han ikke smidt Valverde på den sidste stigning.
Frankrig kørte ellers en smuk afslutning med de tre esser.
Tre danskere skilte sig ud; Asgreen kører et fænomenalt løb, og jeg kan ikke erindre et VM-løb, hvor morgenudbruddet har holdt ind på de sidste 25 km.
Emil Vinjebo tager lige springet direkte fra kontinentalniveau, og kører et blændende løb som hjælper for Valgren. Det var ret vildt så længe han sad med, og han fik endda kæmpet sig op efter at være bremset af Roglic´ styrt.
Og endelig er der selvfølgelig Valgren. På den rute og i det selskab, så viser han klassen. Han manglede et halvt minut mere i bunden af den sidste stigning, så havde de aldrig set ham igen.
Jeg synes den sidste stigning var en kontroversiel tilføjelse til ruten, for med de stigningsprocenter så sent i løbet, så ryger man over i noget, der minder om ekstremsport. Det klæder ikke et VM, at ryttere skal af cyklen på den måde.
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.