Jeg ville passe på med at bruge ordet storfavorit om nogen i Milano-Sanremo. Jeg har brændt nallerne på Sagan mange gange ved at udnævne ham som storfavorit til det løb, hvor han gerne finder en ny måde at undgå at vinde på hvert år.
Men hvis Alaphilippe rykker på Poggio, og Sagan kan gå med, er det svært at se dem blive hentet. Det kræver selvfølgelig, at Sagan får fundet topniveauet. Han ser ud til at have haltet en del i Tirreno som følge af sin sygdom. Jeg tror nu nok, han skal være der.
I en situation, hvor de slipper af sted sammen må Alaphilippe dog forventes at føre, i modsætning til for to år siden, da han jo netop har haft en sæsonstart, der får ham til at synes uovervindelig. Men så vil han nok blive "kvast" af Sagan i spurten, trods alt.
Bora har også et rimelig vildt kort i Bennett, der vel nærmest har været den bedste sprinter i år (den er dog meget tæt), og det bliver interessant at se, hvad de gør med ham.
Deceuninck er selvfølgelig heller ikke all-in på Alaphilippe, når de også har Viviani (der dog aldrig har formået at gøre væsen af sig i det løb) samt Mister StriveForFive i Gilbert (jeg kan dog ikke se et scenarie, der ender med, at han vinder) og Stybar, der også har været giftigt kørende i foråret (han må dog indordne sig).
Gaviria ser ringe ud, og det ville være en hån mod Kristoff, hvis de kræver, at han skal køre leadout for en mand, der ikke har set stærk ud, og som ikke har slået ham i Sanremo (Gaviria har dog kun et resultat derfra, og der var hans sadel vist nok knækket inden spurten).
I en spurt kan Ewan til gengæld gå hen at snuppe den; han var fuldstændig suveræn i spurten om andenpladsen sidste år, og selvom han ikke har været heldig i denne sæson, er det ikke fordi, han har været skidt kørende.
Groenewegen har i dag også meldt sin ankomst, men det synes ikke som om, han selv tror på at kunne gøre sig gældende. Det tror de tidligere vindere Degenkolb og Démare sikkert begge de kan, men ingen af dem har imponeret i denne sæson, og jeg forventer, de begge kommer til kort i spurten.
Matthews er nok for langsom i en spurt, og han vil skulle forsøge at gå med i et eventuelt udbrud på Poggio, men jeg tror ikke, han er skarp nok efter styrtet i Paris-Nice, der efterlod ham bevidstløs i flere minutter.
Det bliver spændende.