Alaphilippe kan nemt angribe allerede på Mutigny, men netop pga. bonussekunderne, må man gå ud fra, der bliver markeret hårdt og den afsluttende stigning er helt perfekt til ham.
Med 500m igen, går de til venstre ud af en rundkørsel, hvor den for alvor starter og rammer 14% med ca. 200m igen. Den flader kort efter til lige omkring 9-10%, men kører han på det stejle stykke, kan han fyre den af hele vejen hjem og bør kunne komme af med eksempelvis Sagan og Matthews.
Hvis Wellens er kørende, er det oplagt, han går til den udefra. Det samme med eksempelvis Mohoric, der er hurtig, men chanceløs, hvis de kommer ind i en større gruppe. Van Aert er selvfølgelig mega spændende og har muligheder fra både et angreb eller en reduceret spurt, men her afhænger det selvfølgelig også af Jumbos taktik i forhold til Teunissen. Hvis Schachmann ikke er fuldstændig låst af Sagan, ligner det også en etape lige for ham.
Stigningerne er på smalle veje, men med indkørsel fra større, så det bliver ren krig hen mod dem. Uden yderligere sammenligning, kunne jeg godt se, det kunne blive et scenarie som Frascati-etapen i Giroen, hvor alt var spredt ud over vejen de sidste kilometer.
Man kan godt frygte, at Fuglsang kan få en på hatten i dag, hvis knæet ikke er i orden. Hans kørsel i klassikerne i år, peger på, etapen normalt ville være god til ham, men er han ikke på toppen, bliver den farlig - og de har i hvert fald ikke råd til at sidde og dingle nede bagved igen.
Historisk set får en rytter som Porte problemer i dag, men jeg kunne også godt se det være en hård dag for Pinot (som dog ser ud til at have et meget stærkt hold omkring sig) og måske endda Yates, der også tit sidder og rager i den forkerte ende.
I do it like Forrest Gump. When they told him to run, he ran. When they tell me to win, I win.