Snak

Teknisk udstyr har dog noget at sige, for de cykler der køres på i PR adskiller sig fra dem, der normalt køres på.

Helt præcist hvilke tekniske spefikationer det drejer sig om, er jeg ikke klar over, men jeg ved at man tidligere har operet med et specielt affjedringssystem.

CSC var heller ikke sen til at mene, at sejren også skyldes grundig materiel forberedelse.

Når det er skrevet, er det dog også umuligt for mig at forstå, at man kan rate L-B-L højere, men det vil jo altid være et spørgsmål om smag.

<blockquote>Spørger man rytterne om, hvilken klassiker de helst vil vinde, tror jeg hovedparten vil svare PR. </blockquote>

Det var det Mirroir Cyclisme blandt andet havde gjort.

De store afsluttere elsker jo også LBL og ser man på listen over vindere af LBL er der da også repræsentation af flere af de største ryttere i historien.

PR er blevet stort på grund af hårdheden.

LBL kaldes dronningen eller la doyenne og er iøvrigt den ældste klassiker.

Wiki vil gerne kalde PR for dronningen, men det står i kontrast til Mirroir, L´Equipe og de Bromley videoer jeg har.

PR kaldes bare "hell"

L-B-L er ganske rigtigt den ældste klassiker.

Et fantastisk løb er det bestemt, men man oplever langt flere fuserløb end i PR.
Sidste år kom der ca. 12 mand samlet hjem, og året hvor Tyler vandt stak han jo nærmest fra et samlet felt.

Milano-Sanremo er dog langt langt værre. En uværdig klassiker, der vel kun skiller sig ud ved at være den længste med sine 300 km.

Jeg foretrækker den rå kraft i PR, og det faktum, at rytterne i langt større grad kæmper på råstyrke.

Hvad angår benævnelser, så kaldes PR også "The Queen of Classics", men man kan sikkert også finde eksempler på, at L-B-L kaldes det samme.
Der er jo i høj grad tale om selvudnævnte benævnelser.

Hvis man tænker over det, så er der jo heller ikke cykelhelligdomme som Redoute i LBL og Poggio i MS.

Endelig er LBL jo en del af Ardennerugen som jo er mytologisk at vinde og kun 6 ? har gjort det.

PR var jo da også et af de løb MErcxx ret tit frasagde sig og lod de andre på Molteni køre efter

Repos på samme måde kan man lade Museuws 1994 sejr skæmme PR.

Der bliver kørt cykelløb i begge løb ingen tvivl om det, men jeg synes ikke at tilfældighederne ved en enkelt fedte pavée er særlig charmerende for løbet.

Det er derimod det veltilrettelagte angreb på Redoute.

At tilskrive det tilfældigheder på en enkelt pavé er også en forsimplet tilgang.

Arenberg er om noget et legendarisk sted i klassikersammenhæng, og er man ikke med fremme her, så vinder man ikke. Og her taler vi om et punkt, hvor der stadig er ca. 100 km. hjem.

Grunden til at PR gennem tiden er blevet fravalgt af store navne er, at risikoen for alvorligt styrt er for stor.
Hinault hadede jo løbet, men kørte det, som det i dag blev nævnt, én gang, og vandt det.

Det handler jo også om, hvilke ryttertyper man kan lide at se udfolde sig.
I PR er det de tunge ryttere, der er skåret i granit, medens det i L-B-L er etapesløbsrytterne, der gør sit indtog.

Redoute er ganske rigtigt et nøglepunkt, men de senere år, har rytterne været bange for at køre allerede her.

Jeg synes ganske enkelt PR er både mere seværdigt, langt hårdere og et sværere cykelløb at vinde.

Jeg håber på et spændende L-B-L, og det skal følges intenst. Inden skal Amstel dog overståes, og selvom det traditionsmæssigt er klart under PR og L-B-L, så er det dog et interesant løb.

Om det er sværere at vinde har vi to reelt ingen mulighed for at vurdere. Det man blot kan konstatere er, at flere store navne har vundet LBL og dermed kan man antyde, at en sejr i LBL er mere værd på CV´et.

Du kan mene, at det er en forsimplet tankegang, men i forhold til LBL, hvor rytterne træner i måneder op til løbet for at finde det rigtige sted, så lægges der ikke den samme energi i PR, da man netop kan miste alt på en fedtet brosten.

Jeg har tidligere set en top20 over store cykelsteder og mindes ikke Arenberg på den liste og det bekræfter mig i at PR´s status mere skyldes karakteren end selve løbet.

PS. Det er vist lang tid siden etapeløbsrytterne har domineret LBL. Det er blevet et specialløb.

Paris-Roubaix er de fleste ryttere og eksperter enige om, er den mest prestigefyldte klassiker. Sådan har det været i årtier. Men L-B-L og Flandern Rundt kommer da også helt derop, og klassiker-specialisterne vil da gi´ deres højre arm for at vinde én af de to.

"PS. Det er vist lang tid siden etapeløbsrytterne har domineret LBL. Det er blevet et specialløb."

I så fald så du vist ikke løbet sidste år, for her så top 10 således ud:

1. Alejandro Valverde (Spanien) Caisse d´Epargne 6,21.32 timer
2. Paolo Bettini (Italien) Quick-Step samme tid
3. Damiano Cunego (Italien) Lampre st
4. Patrik Sinkewitz (Tyskland) T-Mobile st
5. Michael Boogerd (Holland) Rabobank st
6. Martin Perdiguero (Spanien) Phonak st
7. Fränk Schleck (Luxembourg) Team CSC st
8. Chris Horner (USA) Davitamon-Lotto st
9. Danilo Di Luca (Italien) Liquigas st
10. Ivan Basso (Italien) Team CSC st

Der er vel kun Perdiguero, Sinkewitz og Bettini, der ikke er etapeløbsryttere her.
Boogerd har jo tidligere kørt i top 5 i Touren, medens resten taler for sig selv.

Det er vist at udvide begrebet etapeloebs ryttere lidt efter min mening.

Jeg har altid opfattet det som ryttere, der gaar efter klassementet.

De enkelte etaper i TdF er jo at sidestille med klassikere, hvorfor man selvfoelgelig vil se ryttere, der goer sig i klassikerne vinde etaper.

Paa top 10 fra sidste aar vil jeg mene, at alene Valverde, Cunego og Basse er deciderede etapeloebsryttere.

Med dominere mente jeg ioevirgt vinde.