Okay, den vandt jeg ikke mange popularitetspriser på.
Måske er det bare mig, der er pessimistisk, men tror I helt seriøst på, at det stadig er muligt at inddæmme sygdommen? Vi har åbne grænser i Europa, der er positive tilfælde i langt de fleste lande, og det værste ved sygdommen er, at man kan smitte under inkubationstiden. Det er det, der gør, at den har spredt sig så meget, som den har, og der er helt sikkert et rigtig stort antal personer i alle vesteuropæiske lande, der er smittede (sikkert også nogle af os), men som enten ikke har symptomer endnu, eller som ikke har behov for at tage til lægen, fordi symptomerne ikke er alvorlige nok.
Heldigvis tyder alt på (altså, hvis man læser andet end TV2´s, BT´s og EkstraBladets konstante gule breaking-bjælker), at sygdommen ikke er specielt farlig for ikke-gamle og raske mennesker, og så er den altså ikke meget anderledes end influenza. Men problemet er selvfølgelig, at der endnu ikke er nogen vaccine imod den, og det er naturligvis et alvorligt problem for en vis del af populationen.
Hvorfor er jeg så så kynisk, at jeg tilsidesætter deres ve og vel til fordel for mit ønske om at se cykling?
Det har sådan set ikke noget med det at gøre, men jeg tror virkelig ikke, at aflysningen af professionelle cykelløb vil hjælpe en tøddel på at inddæmme smitten. Hvis det var ønsket, må man give alle mennesker i Europa 14 dages hjemme-karantæne, så man får styr på, hvem der er syge, og hvem der ikke er. Men det er ikke realistisk.
Så er der et sidste hensyn man skal tage, og det er presset på det italienske (og snart andre landes) sundhedsvæsen. Det er presset på grund af sygdommen, men jeg tænker, at de fleste trods alt har tænkt sig at respektere et eventuelt forbud om at tage ud til løbene, skulle de blive afviklet (selvom der selvfølgelig ikke er garantier). Skulle folk imidlertid ende med at stå tæt på hinanden som tilskuere til et cykelløb, er det næppe anderledes end den type interaktioner, der alligevel er umulige at dæmme op for i supermarkeder, busser og tog.
Og jeg har slet ikke nævnt rytterne. Ja, de kan risikere at få sygdommen, men de risikerer altid sygdom i forbindelse med cykelløb, og de er ikke en del af risikogruppen for at dø af covid-19.
Jeg håber, det i lidt højere grad forklarer mit standpunkt. Jeg kan selvfølgelig ikke løbe fra, at jeg ville være ked af at undvære cykelløbene, men jeg forsøger at se rationelt på tingene og ikke lade mig rive med af den efterhånden voldsomme (og i min optik, hysteriske) stemning, virusspredningen har afstedkommet, og jeg synes ikke, man skal lade verden gå i stå på grund af den.
Slutteligt skal det selvfølgelig også siges, at jeg godt kan se, at det vil se mærkeligt ud, hvis man kan afvikle cykelløb i et land, hvor man har lukket alle skoler og universiteter - men igen; hvis man beder folk om ikke at møde op ude på vejene, vil der være mindre udveksling af vira, end der er på skoler.