Snak

Har lige set Rolfs sejr i Liège-Bastogne-Liège.

Virkeligt fedt cykelløb bortset fra regnen.

Alle de store var fremme på scenen i løbet af etappen.

Fordriest, Indurain, Zülle, Bugno, Chiapucci, Rominger og Argentin.

Dog var Mader lige så håbløs at høre på, som jeg husker ham.

- men han - Mader - havde nu en rigtig god, karismatisk speakerstemme, synes jeg.

//hjst

Alle de her gamle cykelløb har fået mig til at fundere en lille smule over hvem der mon egentligt er mine og andres favoritryttere gennem tiderne. Og fordi, det kan være svært at begrænse sig, har jeg indtil videre kigget på de fem monumenter (det er dem, jeg savner mest) og hvem der er min favorit af alle løbets hidtidige vindere.
Det har altså intet at gøre med måden, løbet blev vundet på, blot sejrherren.


Milano-Sanremo:
Gianni Bugno

Ronde van Vlaanderen:
Tom Boonen

Paris-Roubaix:
Greg van Avermaet

Liege-Bastogne-Liege:
Frank Vandenbroucke (Rolf trænger sig virkelig på her, men hold nu op, jeg var vild med Vandenbroucke)

Il Lombardia:
Fausto Coppi (Indrømmet, ingen referenceramme ud over en del litteratur her, men ham gad jeg virkelig godt have set i aktion bare én gang)

Håber, flere også vil byde ind!

Jeg blev lige ført tilbage til midten af halvfemserne med Gianni Bugno.

Dengang havde jeg en håndfuld favoritter, som især blev fulgt i Touren.

Djamolidine Abdoujaparov. Et sprinterbæst uden lige, og jeg var helt oppe at køre da han vandt en bjergetape i Touren efter et langt udbrud. Mener det var i 96.

Tony Rominger. I guder hvor jeg dog holdt med ham i kampen mod Indurain. Fedt at han kunne lidt dansk. Hans mor var vist fra DK.

Erik Breukink, Luc Leblanc, Johan Museew, Chris Boardman og Fernando Escartin havde også en stor stjerne hos mig.

Og så var jeg lidt fan af Claudio Chapuccio. Men det var mest fordi jeg havde et eller andet absurd cykelspil dengang, hvor man som cykelrytteren Mike var på hold med ham

Milano San Remo:
Laurent Jalabert

Boblere:
Paolo Bettini
Oscar Freire
Erik Zabel

Ronde van Vlaanderen:
Michele Bartoli

Boblere:
Peter Sagan

Paris-Roubaix:
Johan Museeuw

Boblere:
Greg van Avermaet

Liege-Bastogne-Liege:
Pascar Richard

Boblere:
Franck Vandenbroucke
Alejandro Valverde
Jakob Fuglsang

Giro di Lombardia:
Tony Rominger

Boblere:
Raimondas Rumsas
Joaquim Rodriguez

Nogle ryttere kunne jo passende gå igen flere steder, men har forsøgt at holde dem ét sted. Alle ovennævnte kunne jeg rigtig godt lide, i hvert fald i perioder.

Mine absolutte yndlingsryttere er dog typer som Richard Virenque, Samuel Sanchez og Joseba Beloki - måske en Iban Mayo, José Maria Jimenez og et par italienere som Paolo Savoldelli, Francesco Casagrande, Stefano Garzelli osv. kunne blande sig.

Jeg kunne også meget godt lide Laurent Dufaux, Stephane Heulot, Christophe Moreau, Angel Luis Casero, Roberto Heras, Santiago Botero, Francisco Mancebo, Jose Azevedo mfl.

Jeg har et lidt broget forhold til ryttere - og det er ikke altid så velbegrundet, da jeg har flere af mine favoritter baseret på diverse spil og ikke nødvendigvis virkeligheden. Eksempelvis har jeg et særligt forhold til Carlos Castaño som jo aldrig rigtig har opnået noget.

Milan - San Remo:
Fabian Cancellara

Flandern:
Peter Sagan

Paris - Roubaix:
Peter Sagan (Gilbert, for at nævne en ny)

L-B-L:
Fuglsang

Lombardiet:
Nibali

Jeg prøver med omvendt fortegn at remse nogle monumenter (og VM-løb) op, hvor jeg blev særligt frustreret over resultatet (man skal jo forsøge at bevare negativiteten i disse solskinstider). Jeg har set cykling, siden jeg lærte at gå, men jeg har først fulgt cykelsæsonen mere bredt siden 2007, så derfor er alle mine valg efter det tidspunkt.

Milano-Sanremo 2009 og 2012-2019
At Cavendish lige akkurat nåede forbi Haussler på den sidste halve meter var noget pis. Men man kan ikke løbe fra, at det var en ikonisk spurt.

At Sagan aldrig har formået at vinde løbet er også noget pis. I voldsom grad. Skal jeg være mere specifik, så blev jeg i særligt grad ærgerlig over 2012, 2013, 2016 og 2017.

2012 fordi Liquigas havde en latterlig taktik, hvor man syntes, det var fint at lade Nibali køre finale mod Cancellara og Gerrans, mens Sagan måtte bakke af bagved, og fordi en så utiltalende rytter som Simon Gerrans endte med at vinde. En rytter, der slet ikke i mine øjne havde kvaliteterne til at vinde et monument (mere herom senere), og som fik det hele serveret af Cancellara, der åbenbart var tilfreds med at agere taxachauffør.

I 2013 klokkede Sagan totalt i det ved at undervurdere Ciolek, som jeg heller ikke anså som værende the shit.

I 2016 var det lidt samme historie med Démare, og Gavirias fuckup, hvor han væltede på opløbsstrækningen og forhindrede Sagan og Cancellara i at køre med i spurten var forfærdeligt. At Démare havde hængt i bilerne tidligere i løbet for at komme op til feltet hjalp heller ikke.

I 2017 var det IGEN et fuckup af Sagan, men en formildende omstændighed var dog, at finalen var fænomenal, og at det virkelig var en klasserytter i Kwiatkowski, der vandt.

2018 og 2019 fortjener ikke reelt at være på listen, for det var fedt med Nibalis sejr, og showdownet i 2019 med Alaphilippe som sejrherre var også fabelagtigt, selvom det igen var en forspildt mulighed for min yndlingsslovak, der desværre virker til efterhånden at være skrantende.

Flandern Rundt 2009, 2011 og 2017
2009. Stijn Devolders anden sejr. Det var moderat sjovt det første år, men at en andenrangsrytter to år i træk kunne lukrere på at være på hold med Tom Boonen, der havde alle øjne på sig, var ikke fedt.

2011 var løbet, som Bjarne Riis´ hold vandt med Nick Nuyens, og jeg tror egentlig, jeg stadig var medløberagtig nok til at synes, det var fedt i øjeblikket. Men nej, nej, nej, hvor havde det dog været en tusind gange bedre historie, hvis Chavanel havde taget den. Han havde været et monster, der endda kunne hamle op med selveste Cancellara den dag på trods af et LANGT udbrud.

2017 var selvfølgelig fedt på grund af Gilberts vilde triumf, men jeg må nok sige, at Sagans, Van Avermaets og Naesens styrt på Oude Kwaremont lagde en kolossal dæmper på min begejstring. I øvrigt synes jeg i det hele taget ikke, at 55 kilometers solokørsel er fedt at se på, selvom præstationen unægteligt er imponerende.

2015 burde måske også nævnes. Kristoff versus Terpstra 30 kilometer udefra? Det behøver jeg ikke gense.

Paris-Roubaix 2011 og 2014
Johan Vansummeren vinder i 2011 via et langt udbrud, fordi alle var bange for Cancellara (med rette), og denne overvurderede modstanderne. Fesent...

...men intet til sammenligning med 2014, hvor Terpstra af alle fik lov at køre solo hjem, da ingen syntes, han skulle dækkes ved sit angrebsforsøg 6 kilometer udefra. QuickStep-løjtnanternes sejre på taktiske baggrunde var ikke sjove i 2008, heller ikke i 2014 og stadig ikke i 2020. Og da især ikke, når Terpstra blev manden, der kunne sole sig i Boonens kaptajnrolle. Havde det da bare været Stybar, så kunne man leve med det.

Liège-Bastogne-Liège 2012, 2014, 2016 og 2018
2012. Maxim Iglinskiy? Are you kidding me? Bittert for Nibali at en ukendt kasak lige havde sit livs dag der, for ellers havde han vundet tre forskellige monumenter nu.

Ham Gerrans blev jeg aldrig fan af, og 2014 var en frygtelig udgave af Liège. Det var de fleste udgaver i 10´erne, men når bare de var hårde nok, til at Valverde var stærkeste mand til sidst, kunne man leve med det. Det var det ikke engang i 2014, hvor alle åbenbart var enige om, at man skulle køre så langsomt, at Gerrans skulle kunne komme med hjem. Og så var nulbonen pludselig dobbelt monumentvinder*. Jeg er dog stadig i syv sind i forhold til, hvem der ville have vundet Liège, hvis ikke Dan Martin var styrtet i det sidste sving. Ville han have holdt? Jeg kan ikke kalde den.

*Retfærdigvis skal det så siges, at Gerrans´ niveau nu nok var noget højere, end jeg ville indrømme, og det var kun en opportunistisk Kwiatkowski, der forhindrede ham i at blive en relativt fortjent verdensmester senere på året.

2016? Jo, der var sne og kulde, og alle snakkede om, at det kunne blive den vildeste udgave af Liège i mands minde. Problemet var bare, at der var modvind den sidste halvdel af løbet, så der skete ikke en skid før den brostensstigning, man det år havde med til sidst for også at kunne gøre Côte de Saint-Nicolas til en procession. Her var det så en semi-fesen kvartet, der sled sig fri for resten, og det helt store antiklimaks kom så på stregen, hvor Wout Poels endda slettede det komiske nul ud for Team Skys nu seks år gamle monumentkonto.

QuickStep-ryttere, der angriber langt udefra, fordi resten af favoritterne kigger på deres kaptajn er heller ikke sjovt uden for brostenene, og i 2018 var det præcist, hvad der skete, da Bob Jungels kørte hjem, mens Alaphilippe bakkede af. Kedeligt.

Lombardiet Rundt 2011, 2014 og 2019
Okay, seriøst. Oliver Zaugg?? Hvad fanden var det? Måske ikke decideret frustrerende, men det tog dog prisen for den mærkeligste monument-sejr i det forgangne årti.

Lige så frustrerende det har været for mig, at Sagan har pisset Milano-Sanremo-sejre væk, lige så frustrerende har det været at se Valverde gøre det samme i Lombardiet, og INTET slår 2014-udgaven, hvor Valverde havde fuldstændig styr på den gruppe, der havde forsamlet sig efter en rute, der var så nem, at den var en hån mod løbets historie. Da Dan Martin angreb med under en kilometer igen, syntes Valverde dog ikke, han skulle lukke, selvom han var klart den hurtigste tilbageværende. Så kunne han til gengæld spurte sig til en sikker andenplads. Jesus Fucking Kristus.

Sidste år var den så gal igen med Valverde, der sammen med Roglic, Fuglsang og Bernal lod Bauke Mollema få et minuts forspring. Det kunne de sjovt nok ikke hente på den kilometerlange stigning, der manglede, men Valverde fik da endnu en flot andenplads. Og bevares, den var da flot i betragtning af de 39 år, men nogle gange må man undres over hans dispositioner.

VM 2008, 2010, 2012 og 2013
Man kan selvfølgelig ikke kalde VM et monument, men det er et lige så stort endagsløb, og jeg betragter dem altid som seks store endagsløb (plus OL hvert fjerde år) frem for en forsamling på fem løb, så der skal også lige rantes lidt her.

I 2008 var det så nederen at se gruppen forme sig og forestille sig, at Matti Breschel kunne blive verdensmester for så at se Ballan køre væk og blive den ringeste verdensmester (målt på året kørt i regnbuetrøjen), jeg husker at have set.

I 2010 var det igen lige før, Breschel blev verdensmester, men Thor Hushovd var lige en tand hurtigere. Bittert.

2012? Hvad er der nu galt med Gilberts Cauberg-opvisning? Ja, man skal nok være spanier eller mig for at have indset, at Valverde i hvert fald ikke var i forreste halvdel af feltet, da de ramte foden af Cauberg. På toppen var han nærmeste forfølger til Gilbert. Det var en vild opkørsel af dem begge, men vi blev berøvet giganternes duel på grund af en fuldstændig horribel positionering.

Og så skete der så det, der skete i 2013. Purito og Valverde pissede på hinanden, og det endte med at Rui Costa blev verdensmester. Løbet var fedt og vanvittigt hårdt, men finalen var da det mest hårrejsende, Valverde nogensinde har udsat mig for.

Fed gennemgang, Tobi.

Jeg er ikke er så nært knyttet til de italienske monumenter, så MSR og Lombardiet Rundt står ikke tydelige i min erindring. Dog enig i, at Sagan godt nok har pisset mange muligheder væk i det løb. Demares sejr var en hån, for han skulle selvfølgelig have været disket.

Personlig har jeg altid haft det stramt med Magnus Bäckstedt sejr i Paris-Roubaix. Af de fire ryttere, der kom samlet hjem den dag, så var han godt nok den mindst imponerende vinder. Jeg havde et blødt punkt både for Tristan Hoffmann og Roger Hammond, og så var Cancellara dengang for urutineret og blev nr. 4.
Bäckstedt var nok en bedre rytter end, jeg husker, men en svensk sejr i PR lyder bare forkert.

Det værste løb var dog, da Mapei-trioen kørte hjem alene, og sportsdirektøren orkestrerede Museeuws sejr. Det var fandme grimt.

I VM-sammenhæng er mine største ærgrelser Breschels sølv i Geelong, hvor Chris Anker og Anders Lund ellers kørte en blændende finale.
Og så mener jeg stadig, Magnus Cort gjorde det helt rigtige i Bergen ved at forsøge udefra. Havde Bettiol ikke været i gruppen, var Cort blevet verdensmester. Andre er af den opfattelse, at Cort skulle have ventet på spurten, men han havde aldrig fået medalje i det selskab. Danskerne kørte et flot løb, men dummede sig nok i finalen.
Til gengæld var det optur, at Sagan fik smidt cyklen foran Kristoff.

En stor skuffelse var det også, at Rolf ikke fik OL-guld. Alene hjem med Pascal Richard var en gigantisk mulighed, men for en gang skyld fik Rolf ikke timet sin spurt. Den burde han have vundet.

Generelt er VM nok de løb, jeg husker bedst, og i den sammen er, bortset fra danskerne, Oscar Freire min helt store helt. Man har nok en tendens til at undervurdere ham, da han kom ud af ingenting, men 3 VM-guld, og 17 gennemførte VM-løb. Kun to gange er han endt uden for top 17. Det er ret vildt. Og så vandt han MSR tre gange. Ham var jeg ret stor fan af.

Jeg vil for øvrigt kraftigt anbefale den tv-serie om Movistar, der landede på Netflix for få uger siden. Den giver et glimrende tilbage- og indblik i de tre Grand Tours i 2019, hvor Movistar spillede en prominent rolle i alle tre, og der bliver bestemt ikke præsenteret et glansbillede af, at alt var fryd og gammen.

I Veloropa talte de om, at de danske undertekster var så ringe, at det var et forstyrrende element, så det kan selvfølgelig være et problem, hvis man ikke kan forstå spansk tale. Selv så jeg den med spanske undertekster, så det skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil gå ud fra, at engelske undertekster er bedre end danske.

Milano - Sanremo:

2002 - Cipollini:

Som sin generations flotteste sprinterfigur. Så glædede det mig at han fik sit monument.

Flanderen Rundt:

2003 - Van Petegem:

Må blive fra hjertet. Ham havde jeg sgu et mancrush på. Og, at jeg så vandt 10.000.- på den sejr til ham. Det tager jeg med.

Paris - Roubaix:

1981 - Hineault:

Et løb han af hjertet hadede. Og så køre så storslået hjem og vinde. Chappeau.

Liege - Bastogne - Liege:

Syv gange. Merckx:

Taler sit eget tydelige sprog imo. Så pick & choose.

Lombardiet Rundt:

Igen pick & chose: Coppi:

Klasse fornægter sig aldrig.

Kelly tog fire monumenter. Og med hele tre andenpladser (84,85 & 87) i LBL. Så må han da være %&&/())= bul.....

Gode gamle Mader: `Og så er der angreb fra højre side på cykelstien! Eller er det en turist? Det er en turist`