Snak

Fordi det ikke var afskærmningen, der tvang Jacobsen ud i samme.

Forseelsen er, som den er; det har ikke noget med at gøre, hvordan man gør andre steder, eller hvordan det ellers kunne have været.

Hvis Jacobsen var sluppet med et brækket kraveben, havde det været i orden, hvis Groenewegen havde fået en mildere straf.

Retsfølelsen er det væsentlige.

Vel er det da ej, en dopingforseelse sanktioneres jo heller ikke gradueret alt efter hvor gode resultater, man måtte have opnået takket være forbruget.

Næh, men dopingkarantæner varierer jo også. Det giver ikke altid 2 år i skyggen.
Hånden på hjertet har jeg det fint med at man straffer efter forbrydelsens omfang hvis man kan sige det sådan. Når man med sin kørsel bringer en anden rytters liv i fare, så synes jeg sådan set at straffen er ok. Det er ikke fordi Groenewegen med vilje har villet kære Jacobsen i hegnet eller har villet ham til livs, men med hans kørsel fik han tvunget Jacobsen ud i afskærmningen, og det kunne han vel ret beset godt have undgået ved at køre mere fornuftigt.

Det er en glidebane af dimensioner, for nu bevæger du dig endda udover at kigge på konsekvenserne af en handling og åbner døren for endnu mere tolkning.

Hvad siger du næste gang, en sprinter skubber til en anden, således sidstnævnte må i asfalten og redder sig en brækket knogle? Dit argument betyder jo, at du de facto altid kan tale om at bringe folk i livsfare, fordi det kan gå så galt, når folk møder asfalten med 60+km/timen.
Og hvad med de resterende ryttere, der kommer til skade i et styrt? Jeg går ud fra, det civile retssystem vil tage udgangspunkt i kausalitet og derfor konkludere, at Groenewegen i dette tilfælde er ansvarlig for de andres skader og potentielt også tabt arbejdsevne - takseres det så også som et overfald, han bærer konsekvenserne af, eller hvordan?
Som sagt, jeg forstår det ikke helt og umiddelbart er det en pænt farlig vej at gå. UCI straffer jo heller ikke vold/slag ((jf. Brambilla vs. Rovny) eller racisme (jf. Gianni Moscon) som i det civile retssystem.

Der er ingen (!), der siger, Groenewegen er uden skyld - eller for den sags skyld, ikke er den, der bærer det primære ansvar - men det er godt nok arrogant at pålægge ham hele læsset, når sikkerheden beviseligt har været helt elendig.

Jeg synes godt nok også vi bevæger os på en grænse (egentlig et pænt stykke forbi grænsen), når vi begynder at dømme sportskarantæner ud fra hvordan retssystemet fungerer ude i den "virkelige verden".

Vi er ude i, at hver enkelt situation skal vurderes individuelt med en skelen til regelsæt, forsæt og skade. Det er sikkert i UCI´s ånd, men jo også helt håbløst.

Du kan stå i en situation, hvor en rytter vælter en modstander på voldsommeste vis og rytteren lander lige ved siden af en jernpæl, men kurer henad asfalten og rejser sig op og sætter sig på sadlen, og så i den modsatte side have et fuldstændig identisk scenarie hvor rytteren så desværre lander ovenpå jernpælen, bliver spiddet og afgår ved døden.

Jeg er med på, at man i det civile retssystem sandsynligvis ville skele til konsekvensen af handlingen, men i sportens verden synes jeg man er nødt til fortrinsvis at skele til handlingen og ikke så meget konsekvensen. Er handlingen risikabel? Ja/nej? Er den livstruende? Ja/nej? Ellers er vi i en situation hvor det handler om held/uheld og ikke om den faktiske aktion.

Et frispark takseres også til ingenting, gult eller rødt afhængig af handlingen og ikke konsekvensen - Og så ved jeg godt der findes nogle enkelte afstikkere der modbeviser dette, men i 99,9% af tilfældende får man ikke 4 dages karantæne for et frispark til gult, fordi modspilleren går ud med en skade.

Når du skriver "civile", mener du vel strafferetten?


Efter dansk ret straffes intentionen i udgangspunktet på samme måde som den gennemførte gerning.

Det er altså ikke afgørende, om "Peter" dør af din handling eller ej, hvis du forsøgte at slå ham ihjel.


Ved uagtsomheds deligter er den en anden historie. Du bliver selvsagt kun dømt for uagtsomt manddrab, hvis vedkommende rent faktisk dør.

Så din uopmærksomhed i trafikken straffes efter omfanget af den skade, du ender med at påføre.

Mellem det direkte forsæt og uagtsomhed er der i den strafferetlige teori to mindre grader af forsæt.

Sandsynlighedsforsættet og "dolus eventualis"

Sandsynlighedsforsæt - her har du måske ikke til hensigt at slå Peter ihjel, men du kan godt regne ud, at der er en vis sandsynlighed for, at det vil ske.

dolus eventualis - er meget teoretisk - plejer at blive beskrevet i lærerbøgerne som manden, der tænder en tændstik, smider den over skulderen, hvor der er en høstak, med ordene ´ske hvad der vil´.

Når alt det er skrevet, kan der altså godt findes argumenter for i den almindlige strafferet, at skadevolders straf er afhængig af graden af den forvoldte skade.

Ja, med det civile taler jeg om bl.a. strafferet - det er jo international målestok, så jeg ved ikke om strafferet er det rigtige begreb.

Du understreger vel netop min pointe. Der er ingen her der taler om at Groenewegen vælter nogen med overlæg, dermed er vi jo netop allerede ovre i den uagtsomme del.

Og her mener jeg ikke at man i sport bør sidestille sine karantæner efter det du kalder strafferet, og det jeg kalder civil. Forskel på sport og civil er netop, at det er to forskellige verdener - rent strafudmålingsmæssigt.

Valgren bekræftet hos EF. Det må blive godt

Det kan jo kun gå fremad med Valgren.

Nå, det er blevet den tid på året, hvor familien begynder at forlange en ønskeseddel. Jeg vil gerne udvide min samling af cykelrelaterede bøger, og derfor modtager jeg med glæde anbefalinger fra trådens medlemmer, som selvfølgelig også kan være til gavn for andre end mig.

Det er muligt, at jeg kan finde inspiration på tidligere sider, men der kan jo nemt være kommet nye bøger til siden. Og lige i år har der måske været mere tid for nogle til at få læst.


Jeg kan starte ud med selv at levere de første:

The Sweat of the Gods af den hollandske sociolog Benjo Maso, oprindelig udgave fra ca. 1992, udvidet udgave 2003/engelsk oversættelse 2005.

164 siders gennemgang af cykelsportens historie fra slutningen af 1800-tallet og frem til starten af nullerne (dog primært til og med 1990, da den oprindelige hollandske udgave er udgivet deromkring. Der er dog tilføjet et kapitel om 90´erne bl.a. med fokus på dopingens ændrede rolle i mediebilledet).

Det primære fokus ligger på Tour de France og de forskellige interessenter (ryttere, hold, løbsarrangører, sponsorer, tilskuere og medier), der har været med til at udvikle sporten. Bogen forsøger også at gøre op med/nuancerer nogle af de myter, der af forskellige grunde er blevet skabt i tiden løb (primært inden den massive TV-dækning kom til).

Det er en spændende bog, der naturligvis kunne have været meget længere, når man tænker på, hvor lang en periode den beskriver. Maso fremstår lidt som Jørgen Leths modsætning, i og med at han ikke bare gengiver historierne, som de som regel bliver beskrevet i den årlige TdF-transmission. Der skal selvfølgelig også tages forbehold ved Masos gengivelser, men han påstår heller ikke at kende den fulde sandhed.


The Descent af Thomas Dekker/Thijs Zonneveld 2017 (man kan også få den på dansk, men jeg mener ikke, den version var udkommet endnu, da jeg købte den).

Markedet er jo efterhånden fuld af tell-all books, men Dekker har i hvert fald ikke forsøgt at tegne et rosenrødt billede af hverken sit liv eller karriere. Der er givetvis pyntet på historier og udeladt detaljer, men der er under alle omstændigheder ikke tale om en "jeg blev bedre, efter jeg holdt op med at dope mig" Bo Hamburger-agtig fortælling.

Man kan som jeg vælge at læse den lidt i kombination med Michael Rasmussens "Gul feber" og Tyler Hamiltons "Det hemmelige løb/The Secret Race", da de tre bøger overlapper flere steder.