Jeg er godt tilfreds med Rolf. Han bidrager trods alt med en betydelig ekspert viden qua sine egne erfaringer. Og efterhånden kender man ham jo, og ved hvordan han let kommer til at græde, hvis en af danskerne er ved at vinde en etape (ikke mindst hvis det drejer sig om Nicki). Dette er i sig selv ganske morsomt, og faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det udgør en fast bestanddel af "Tour de France sommerhyggen".
For mig er Jørgen Leth helt sikkert også en vigtig del af denne "Tour de France sommerhygge". Han har jo unægtelig en stor viden om såvel Frankrig generelt som TdF, - og førstnævnte bidrager da afgjort til, at man som seer kommer lettere igennem de mere kedelige flade etaper, hvor spændingen er begrænset til den afsluttende spurt (bortset fra igår, hvor en lettere kedelig etape blev skæmmet af utallige styrt). Jeg savnede iøvrigt også Leth i den tid han tilbragte i skammekrogen.
Ritter lever jeg også fint med, og alle tre udviser tydeligvis en stor passion for TdF.
Alternativt kan man jo bare smutte over på Eurosport, - men selv vælger jeg helt sikkert at følge det fra tv2.