Snak

Kasper Asgreen nomineret til Vélo d´Or.

Jeg tror ikke, han vinder den dog.

Det er dog lidt et latterligt felt. Jeg synes i forvejen, det er fjollet, at der altid skal nomineres en kvinderytter for ligestillingens skyld, men i år har de gudhjælpemig også hevet en banesprinter ind i ligningen. Klart at hans triumfer står mål med en rytter, der har nappet Touren og to monumenter i samme sæson (hvor er det i øvrigt også en fuldstændig utrolig præstation, når man lige tænker over det, nu når røgen efterhånden har lagt sig).

I øvrigt har Forhjulslir gang i et fem-delt portræt af selveste Rolf Sørensen. Jeg er godt nok nødt til at spole forbi den to minutter lange ulideligt patos-belagte og selvsmagende intro, men det er en fornøjelse at høre Rolf guide mig sin karriere igennem. 1991; tre monument-podier og en femteplads i et fjerde. Lidt en skam han ikke vandt flere, for med hans (muligvis overdrevne) race craft og klasse er det nærmest et under, at han kun endte på to.

Enhver professionel kvinderytter burde være bandlyst fra den liste efter det OL, de gav os.

Men selve listen er vel mindre vigtig. Pogacar må få den 11 ud af 10 gange.

Van Vleuten og Lavreysen har dog mere ret til at være på den liste end Mark Cavendish. I øvrigt ret vildt, at Touren endte med at være det eneste WT-løb, han kørte i år.

Men det burde som nævnt ikke være nogen sagen for Pogacar at vinde titlen.

Banesprint er vel mere styrkeløft end cykling, så det er jeg nu ikke enig i.

Pogacar vinder den med sikkerhed efter hans 2021.

Man burde lave en selvstændigt kategori for kvinder. Hvordan skulle man kunne sammenligne med de mandlige ryttere, når der er langt færrer løb, ingen tour de france og en helt anden konkurrence.

Men når man nu har valgt at tage baneryttere med, så skal det selvfølgelig være én, der har domineret. Det mener jeg ikke helt, har været tilfældet for Cavendish på landevejen. Dog medgiver jeg, at Merlier alligevel lige mangler en enkelt GT-sejr for at komme foran i køen.

Kombinationen af, at man vælger, at banerytter(e) skal med, og at Cavendish skal med, giver for mig, at det nærmer sig det kriminelle, at Michael Mørkøv ikke er på listen. Men jeg er også farvet af, at han er min største helt.

Og når det så er sagt, forstår jeg nu fint, at man med på listen vælger en mand, der har tangeret etapesejr-rekorden i Touren. Så ved jeg godt, at elitesport ikke er en ammestue kaffeklub, og at bedriften i 2021 isoleret set ikke er voldsom (hvilket den dog er alligevel, når man tager 4 etaper i samme Tour). Men jeg synes, den anerkendelse er ganske passende.

I øvrigt har Forhjulslir gang i et fem-delt portræt af selveste Rolf Sørensen. Jeg er godt nok nødt til at spole forbi den to minutter lange ulideligt patos-belagte og selvsmagende intro, men det er en fornøjelse at høre Rolf guide mig sin karriere igennem. 1991; tre monument-podier og en femteplads i et fjerde. Lidt en skam han ikke vandt flere, for med hans (muligvis overdrevne) race craft og klasse er det nærmest et under, at han kun endte på to.

Jeg er ikke gået i gang med Rolf portrættet endnu. Jeg venter altid til at alle afsnit ligger der af de enkelte serier, så jeg ikke ender med at sidde og vente på at der bliver udgiver et nyt.

Men generelt er de portrætter fremragende (med undtagelse af de korte moment du selv nævner). Hørte senest den med Jesper Worre. Der var jeg også ganske underholdt, selvom jeg har absolut intet forhold til hans cykelkarriere.