Snak

At stille eksisterende klassementsfolk op imod styrken tidligere år er oplagt en vanskelig øvelse. Det sagt er niveauet hos Vingegaard og Pogacar oplagt i den øvre ende af skalaen. De største klassementsryttere i de senere år, fx Froome og Contador, havde da ganske givet leget med i deres storhedstid.

Det der så i år kan få det til at virke mere ekstremt er, at den/de mest oplagte udfordrer(e) af forskellige årsager ikke har ramt enten formen eller ikke deltager. Mest oplagt er det at nævne Bernal, som man efter tour-sejren i 2019 lignede en mand, der ville dominere i mange år. Uheld og skader har så stået i vejen i årene efter on/off.
Ineos’ stærkeste klassementsrytter dette forår, Daniel Felipe Martinez, rammer så heller ikke formen til Tour de France, og kæmpede med sit helbred i starten af TDF. Med det han har vist henover foråret kunne man sagtens forestille sig, at han i højere grad kunne lege med i toppen end Geraint Thomas - selvom han har kørt flot.

Dét der er lovende for de kommende år er, at man nærmest altid overraskes over, hvor hurtigt tingene kan gå og tiderne skifte. For en måned siden var det nok de færreste, der forestille sig, at Vingegaard kunne slå Pogacar uden sidstnævnte havde uheld.
Der står en række talenter på spring, som man kan godt kan glæde sig til på den store scene. “Desværre” kører det måske største talent, Juan Ayuso, på UAE, så der skal ske noget på holdfronten, hvis han skal kæmpe imod Pogacar. Ineos har også den næste generation klar, hvor det nok også er en spanier, Carlos Rodriguez, der ligner det mest oplagte bud (- men skarpt forfulgt af både amerikanere, englændere og en australier, der også er lovende). Og sidst kan man godt forestille sig en skandinavisk tilføjelse i form af Tobias Johannessen, som nok også kan tage det næste skridt.
Selvom Vingegaard og Pogacar har givet konkurrenterne baghjul, så ville jeg stå overrasket tilbage, hvis de rent faktisk ender med at dominere Tour de France de næste mange år. Der vil komme nye udfordrere til; det er i hvert fald tendensen i disse år i cykling.

“Har været” er en meget god betegnelse. Det kan ikke være mere ligegyldigt.

Men Soth, kender vi reelt Armstrongs niveau? Han var jo dopet op til begge ører.

Du har åbenbart ikke set ham efter han skiftede til DSM, der er hans formkurve kun gået i en retning og i årets Giro lignede han en seriøs kandidat til sejren inden han blev ramt af sygdom.

Jeg har set ham ja, og så vidt vides er det en række 7-15 pladser det er blevet til, udover at han selvfølgelig har excelleret på etaper. At se ham som en egentlig klassementkonkurrent er vist mere end naivt.

Det er fint nok at blive 2nd hand fornærmet over at han bliver nævnt sammen med Meintjes, men det er nu engang ham han bl.a. har kæmpet med i kampen om bedst muligt klassement - og tabt.

Man kunne også vende den om og sige at det er en fornærmelse af Meintjes at fremhæve Bardet på fortidens meritter.

Næh, hvis vi også skal tage doping in mente bliver det jo helt umuligt, eftersom de fleste først bliver taget længe efter de har vundet stort. Det kan jo også blive tilfældet med de aktuelle navne.

@SotD

Det er et svært spørgsmål, men når Geraint Thomas er løbets 3. bedste rytter, så er det nok “bare” fordi de stærkeste alternativer mangler.

Det var faktisk netop Geraint Thomas der fik mine tanker igang. Under en af etaperne nævnte kommentatorene, jeg tror det var Dennis Ritter, at Thomas var stærkere i år end i 2018 hvor han vandt. Jeg husker godt den Tour, og at Chris Froome, som hjælperytter, kunne have kørt fra Thomas flere gange i bjergene. Thomas vandt, men var tydeligvis ikke den stærkeste rytter på sit eget hold. Derefter vandt Froome 4 af de næste 5.

Din pointe med den store tidsforskel og dynamikken i løbet synes jeg er interessant.

Det er ikke alle navne der bliver nævnt som jeg genkender, men kan godt se, at der har manglet en del ryttere som kunne kæmpe med om minimum en podieplads. Jeg bliver bare noget forbløffet når de på hver eneste bjerg bare kører deres eget cykelløb, og at de øvrige klassementsryttere ikke kan stille andet op end at holde på så længe de kan, og så håbe de ikke bliver sat for langt fra mål, så de kan få noget tid på de øvrige konkurrenter. Det ene udbrud efter det andet bliver bare hentet så let som ingenting når det først bliver stejlt.

Når man så hvilken forskel dopingen gjorde for Landis feks så synes jeg bare det bliver svært at vurdere reelt niveau. Armstrong selv var jo også som forvandlet efter han havde haft kræft…

Og altså, i cykelsporten er man vel af den holdning at rytterne i dag ikke er dopede? I så fald kan man slet, slet ikke sammenligne med datidens ryttere.

Det var Wiggins som Froome kunne have kørt fra. Geraint Thomas vandt efter Froome.

Armstrong var også dopet før kræften, bl.a. da han blev verdensmester. I flere dokumentarer har hans lemfældige omgang med steroider, epo mv. været udgangspunkt i spekulation om hvor kræften kom fra. Det kan man selvfølgelig ikke sige noget om, men han vil ikke selv afvise tanken.

Men altså, dem han slog er jo også taget for alt muligt. Ullrich, Pantani, Basso for bare at nævne nogen.

Det var Wiggins som Froome kunne have kørt fra. Geraint Thomas vandt efter Froome.

Du har fuldstændig ret. Så kan jeg faktisk ikke rigtigt huske den tour alligevel.