Simulatoren er ganske rigtigt noget lort. Især, når TV2 absolut skal tilbage til studiet for at følge afslutningen af ligegyldighederne uagtet, at de mere eller mindre afbryder livetransmissionen fra etapen. Det er under al kritik.
Angående kritikken mod Jørgen Leth, som Brian Holm er ude med, så glemmer Brian Holm, hvem han har med at gøre.
Jørgen Leth har aldrig lagt skjul på sine romantiske forestillinger omkring TdF og cykelløb i almindelighed. Endvidere har Jørgen Leth et temmelig liberalt syn på doping, og deraf følgende præstationer. Jørgen Leth har jo fuldstændig ret i, at der tidligere blev kørt mere spektakulært cykelløb, og man kan ikke klandre ham for både at sammenligne og drømme sig tilbage. Det er derfor, han er med på vognen.
Rolf Sørensen gør det godt. Det er fint, han fremhæver sin egen karriere og relaterer til den, for det må være hans udgangspunkt. Eneste kritikpunkt er, han er alt for italienerglad. Nibali blev gang på gang udråbt til verdens ottende vidunder, selv om han ikke gjorde stort andet end at hænge på.
Tydeligst var det dog, da Luca Paolini i den grad blev, da han havde ramt et udbrud. Det var for meget, og Rolf bør nok snart finde ud af, at der findes grænser for de italienske rytteres storhed i disse år.
Dennis Ritter formidler nogenlunde, og hans rolle er vel den sværeste at blive begejstret over. Et tilbagevendende irritationsmoment er, at han konsekvent skal forsøge at gå Jørn Mader (og Flemming Toft) i bedene med fladpandede ordspil. Det er så søgt, og så trættende, når en rytteres efternavn etc, skal omdannes til et eller andet, der sker på ruten. Stop det dog!
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.