Jeg undrer mig over, at den gennemkontrollerende Riis med sit tætte samarbejde med sine stjerneryttere med alt, hvad det indebærer af personlige træningsprogrammer etc. ikke skulle have været inde over et eventuelt dopingprogram.
Selvfølgelig er Hamilton en presset mand, men man kan også argumentere for, at han ikke længere har noget at tabe, og derfor lægger alle kortene på bordet. I bogen er det jo ikke forholdet til Riis, der fylder noget, men derimod forholdene under Armstrong.
Det er selvfølgelig let at skyde Hamilton i skoene, at han tidligere har løjet, men det samme er jo tilfældet med Riis. Forskellen er, at Hamilton ikke længere er tilknyttet cykelmiljøet, medens Riis aldrig har sluppet det.
Det kan man jo sagtens argumentere for har afholdt Riis fra at fedte andre ind i dopingproblematikken.
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.