At Indurain så dopede sig, og efterfølgende ikke har indrømmet det, er i min verden ualmindelig langt fra kategorisk at have nægtet det igennem hele ens aktive karriere i den grad Armstrong har gjort.
Så fordi Indurain kørte i en tid, hvor man kunne nøjes med ikke at indrømme doping, mens Armstrong kørte i en tid, hvor man var en snyder, hvis man ikke kategorisk nægtede at have brugt doping, så er Armstrong en større synder?
Lige så snart du sprøjter dig, så snyder du jo. Og når du insinuerer eller påstår andet, så lyver du. Indurain gjorde det. Armstrong gjorde det. Forskellen var reelt set kun, at Armstrong blev spurgt væsentligt mere end Indurain og af en væsentligt mere aggressiv presse.
I øvrigt er det da lidt pudsigt, at det er bedre "ikke at indrømme" en forbrydelse, end det er kategorisk at nægte den. Mener du virkelig, at der er nogen forskel? Mener du, at Armstrong burde have fortalt alt og alle, at han brugte doping? Så ville han jo få en karantæne på et splitsekund, og så ville dopingen jo netop ikke have haft noget som helst formål.
Cykelryttere tager jo ikke doping, fordi de synes, at det smager godt. De gør det for at få bedre resultater. Og du får åbenlyst nok ikke bedre resultater, hvis du ikke kan køre cykelløb, fordi du afsoner to års karantæne.
Om end det ikke just er studenterhuen, der tynger mest for en række ryttere, så bør du trods alt give dem kredit nok til ikke ligefrem at forvente, at de aktivt forsøger at hænge sig selv. De færreste er jo faktisk så gennemført idiotiske som fx Ricco eller Landis.