Snak

"
Alle vidste squ da, at Armstrong var dopet. Dengang var det bare opportunt at lukke øjnene og lade som om, at han ikke var det. At fordømme ham for at lyve, når han blev spurgt er selvfølgelig både naivt og bizart: Hvis du ikke bliver spurgt, er det ok at tage doping - er åbenbart konklusionen. Og så kan vi sammen hylde alle de ryttere, der aldrig blev spurgt.

Og nej, jeg er ikke Armstrong-fan. Jeg hadede ham og hans arrogante facon lige fra hans første tour-sejr til den sidste. Han tog den sidste rest af min kærlighed til cykelsporten fra mig. Men jeg kan simpelthen ikke holde dette hykleri ud"

Som taget ud af min mund Medina.

Hvis du ikke bliver spurgt, er det ok at tage doping - er åbenbart konklusionen. Og så kan vi sammen hylde alle de ryttere, der aldrig blev spurgt.

Hvorfor?

Lige et spørgsmål til de der måske ved noget om det.

De foregående sider har foregået meget på dopingens præmis, og naturligvis har den det, med Armstrong og alt det.

Min tanke er, om der kan være forskel på hvor relevant doping er, og om man kan forestille sig at enkelstartsikoner måske i mindre grad har behov for at dope sig?

Ryttere som Miguel Indurain, Jan Ullrich og senest Bradley Wiggins har alle det til fælles at de var deres konkurrenter overlegne på enkelstarterne (Vi udelader lige Armstrong her, for han var bedst til alt næsten). De var knap så overlegne på bjergetaperne, og behøvede derfor blot at følge med. Eller tabe minimal tid.

Er det mere sandsynligt at den ryttertype kan vinde et Tour de France, end en ryttertype som Marco Pantani? Og hvorfor?

Nu er de ryttere jeg har nævnt dømt, eller formentlig dopet (Wiggins er vel et åbent spørgsmålstegn, fordi Tour´en var så ringe i år).

Men giver det ikke OK mening, at man kan klare et Tour de France ved at være den 5. bedste på bjergetaperne og suverænt den bedste på enkelstarterne, end at være uduelig på enkelstarter og så suveræn i bjergene? Jeg kan aldrig lade være med at tænke at det virker mere "rent", at køre op i sit eget masende tempo som Ullrich, end det virkede når Pantani fløj op og ned af sadlen og smadrede rundt i forskellige tempi hele vejen. Det virker for mig som noget der ikke er naturligt for kroppen.

Men det hænger måske sammen med min egen måde at klatre på, som også er temmelig monoton, selvom jeg frygtelig gerne vil lave de der lede ryk. Når jeg gør, så slår jeg dog oftest mig selv mere ud af kurs end konkurrenterne, hvorfor jeg også tænker at det måske er tilfældet hos de professionelle. Der må være grænser for hvor hurtig ens krop kan restituere sig til at køre i skiftende tempi på et bjerg.

Som nævnt kan ovenstående nemt være noget vås, jeg har bare tit tænkt tanken.

Men giver det ikke OK mening, at man kan klare et Tour de France ved at være den 5. bedste på bjergetaperne og suverænt den bedste på enkelstarterne, end at være uduelig på enkelstarter og så suveræn i bjergene? Jeg kan aldrig lade være med at tænke at det virker mere "rent", at køre op i sit eget masende tempo som Ullrich, end det virkede når Pantani fløj op og ned af sadlen og smadrede rundt i forskellige tempi hele vejen. Det virker for mig som noget der ikke er naturligt for kroppen.

Selvfølgelig kan man klare det. Du tænker måske mere på om man kan vinde touren på den måde?

Hvis du ikke bliver spurgt, er det ok at tage doping - er åbenbart konklusionen. Og så kan vi sammen hylde alle de ryttere, der aldrig blev spurgt.

Hvorfor?

Jeg forstår grundlæggende ikke holdningen, at hvis man tager doping, så snyder man på en ikke-usympatisk facon, mens hvis man tager doping og svarer nej, når nogen spørger, så er man et dumt svin. Selvfølgelig lyver man, hvis man bliver spurgt. Andet giver ingen mening - bedst eksemplificeret ved Komiske Bjarnes "Hør nu her, jeg er aldrig testet positiv".

Når Indurain og andre fra den periode ikke er blevet fældet for doping og fældet for at lyve om det er det selvfølgelig ene og alene fordi dopingkontrol og -efterforskning på den tid var væsentlig mindre omfattende og at pressen på den tid ikke var opmærksomme på problemets omfang og derfor ikke spurgte.

Og nej, det var ikke mere accepteret at dope sig dengang. Festina-sagen var en skelsættende kæmpe-skandale, og skandalen havde selvfølgelig været endnu større, hvis det var Indurain, der var blevet nappet med fingrene i kagedåsen. I stedet skal han nu åbenbart hyldes som ham den hyggelige største cykelsportsstjerne i Tourens historie, der var så heldig at have trænet sig til en hvilepuls på 25 og et hjerte på størrelse med en fodbold.

Jeg ved ikke helt hvad jeg tænker. Jeg tænker måske nok bare at jeg tror det er mere sandsynligt at en ryttertype som Ullrich eller Indurain kunne vinde Tour´en med rent mel i posen, end en type som Pantani, Virenque, Schleck. Men måske det bare ikke fysisk kan lade sig gøre, at køre med om de sjove placeringer uden doping.

Jeg kan bare bedre forholde mig til en rytter som Ullrich der maser afsted i samme tempo hele vejen, end jeg kan forholde mig til Schleck og Contador der springer frem og tilbage på vejen. Det må da ødelægge kroppen og restitutionen helt tosset, når man på den måde springer i anstrengelse.

Men igen handler det nok meget om min egen krops reaktion. Jeg kan køre voldsomt langt (eller det kunne jeg), opad på 85-90% af mit max, men kørte jeg bare to gange opad på 100%, så var jeg ikke i nærheden af at køre 85-90% bagefter. Så hed det måske 65-70%, og selv det virkede dræbende. Det der med at give en masse ryk, for at sætte en konkurrent bevirkede blot, at de kunne hente mig stille og roligt indenfor en halv km. og derefter sætte mig noget så eftertrykkeligt. Jeg kan ikke lade være med at forholde mig til, om det også er sådan verden hænger sammen på de store cykelmotorer. Om Andy Schleck ville gå mere død af sin kørestil uden doping, end Jan Ullrich og Bradley Wiggins ville, og afledt deraf om de så reelt kunne køre lige op med dem uden doping på den lange bane.

Jeg har ingen speciel fysiologisk indsigt, men jeg synes, at du overser to faktorer:

1) Når de vævre bjergryttere ´rykker´ (dvs. op i ´det røde felt´ for nu at blive i metaforerne), så gør det jo lige så ondt de andre, som følger med. Faktisk skulle idéen jo være, at det gør endnu mere ondt på dem.

2) Indurain, Ulrrich mv. vejer jo væsentligt mere end Pantani, Schleck mv. Derfor er det urealistisk, at de kan følge med opad.

Jeg forstår grundlæggende ikke holdningen, at hvis man tager doping, så snyder man på en ikke-usympatisk facon, mens hvis man tager doping og svarer nej, når nogen spørger, så er man et dumt svin. Selvfølgelig lyver man, hvis man bliver spurgt. Andet giver ingen mening - bedst eksemplificeret ved Komiske Bjarnes "Hør nu her, jeg er aldrig testet positiv".

Det forstår jeg heller ikke at man tilsydenladene kan snyde på en sympatisk facon.

Og nej, det var ikke mere accepteret at dope sig dengang. Festina-sagen var en skelsættende kæmpe-skandale, og skandalen havde selvfølgelig været endnu større, hvis det var Indurain, der var blevet nappet med fingrene i kagedåsen. I stedet skal han nu åbenbart hyldes som ham den hyggelige største cykelsportsstjerne i Tourens historie, der var så heldig at have trænet sig til en hvilepuls på 25 og et hjerte på størrelse med en fodbold.

Nå. At Indurain nu skal hyldes fordi Lance er fældet forstår jeg heller ikke. Det har jeg ikke læst nogen steder.

Mon ikke der refereres til, at han nu er den største Tour-rytter i moderne tid.

Jeg har ingen speciel fysiologisk indsigt, men jeg synes, at du overser to faktorer:

1) Når de vævre bjergryttere ´rykker´ (dvs. op i ´det røde felt´ for nu at blive i metaforerne), så gør det jo lige så ondt de andre, som følger med. Faktisk skulle idéen jo være, at det gør endnu mere ondt på dem.

2) Indurain, Ulrrich mv. vejer jo væsentligt mere end Pantani, Schleck mv. Derfor er det urealistisk, at de kan følge med opad.

Det kan godt være Ulrich var tungere end Pantani. Tilgengæld kunne han træde flere watt. Hvorfor det netop ikke er urealistisk at Ulrich kunne klatre med de bedste. Det som er afgørende er hvor mange watt du træder i forhold til din egen kropsvægt, altså den "bagage" du skal slæbe op med. Her er det selvfølgelig en fordel hvis du er lettere end dine konkurrenter, for så behøver du ikke træde samme watt som konkurrenterne, for at følge med dem op ad.