Michael Rasmussen boykotter JP. Noget af en overreaktion på baggrund af en udmærket artikel. Udeladelsen af Michael Rasmussens mexicanske giftermål i artiklen er dog en klar mangel.
Mere om kommunikationsstrategierne med kloge ord fra Brian Nygaard i følgende artikel.
http://jp.dk/sport/cykling/article1006648.ece
Det kan dog undre, at han ikke i tide har oplyst Bjarne Riis om det. Det har han måske også, men i hvert fald virker det ikke til, at det hjalp før i allersidste øjeblik.
Han siger i artiklen bl.a.:
»Generelt skal vores ryttere vænne sig til det, men jeg prøver at sige til dem, at de skal forstå, at medierne er i den samme kamp for at være bedst, som de selv er på cyklerne. Det betyder, at man går til den. Og derudover så siger jeg, at de skal forstå, at de spørgsmål, der måtte blive stillet, er stillet på den undrende befolknings vegne. At rytterne taler med offentligheden, når de taler med journalisterne. Jeg siger, at de må stikke fingeren i jorden og prøve at forstå, hvad folk også tænker om dem og deres sport,« siger han og kalder det direkte uklogt at nægte særlige dagsordener.
»Rent kommunikativt kan jeg på ingen måde se ideen i at forklare, hvad folk må spørge om. Man må vise klassen og overskuddet og være klar til det, der kommer. Når det er sagt, så mener jeg godt, at man på et tidspunkt kan sige, at man har svaret på de samme spørgsmål så mange gange, og at man derfor henviser til tidligere svar,« mener han og slår fast, at rytterne ved holdenes pressemøder er forpligtet til at tale med journalisterne - også journalister, de ikke bryder sig om.
»De må godt sige, at de ikke har lyst til at tale med vedkommende, men det skal de, for de er på arbejde i de situationer.«
Hos T-Mobile er manager Bob Stapleton enig med Nygaard i, at nægtelserne af at tale om doping er helt forfejlet.
»Så kommer man først til at se suspekt ud. Det er i det lys en helt fejlagtigt - og tror jeg ineffektiv - strategi. På vores hold får rytterne at vide, at de naturligvis bliver opfattet som individer, men som holdledelse har vi også en forventning om, at de som vores ansatte er vores repræsentanter. Og en del af arbejdet er at tale åbent med medierne - og dermed også med fansene,« siger han.