"Normalt ville man som parti have grænser, have en fornuftig debatstil og dialog med sine medlemmer, som netop forhindrer at folk går ud og fremsiger stupide ting, som befolkningen ingen måde kan være tjent med. Når jeg nævner grænser, så er det fordi at folk som Langballe, Krarup etc. siger, hvad de lyster og forsat har en platform hos Dansk Folkeparti. Og fordi der i partiet er flere som er dømt for racisme, men som i høj grad stadig har sit virke i partiet, hvorfor man må antage at man accepterer at ens medlemmer, siger som de siger, og at det er en del af kulturen, for ellers havde man selvfølgelig taget den politiske konsekvens."
Som vi fik demonstreret i en anden tråd, så er det faktisk ret svært at modargumentere hvad Langballe og Krarup rent faktisk siger (hvis vi tager deres præmis in mente, som kristne), hvilket da også fører til at folk bare nøjes med at rynke på næsen af dem, fremfor egentlig at begynde at diskutere med dem. Det er i det hele taget meget sjældent, at folk har debatteret med Søren Krarup uden selv at blive udstillet.
Hvad er fornuftig debatstil? Hos SUF ødelægger man plakater og smider pasta med ketschup. Hos DF tager man den internt og i toppen - og kan man ikke lide det, så kan man jo bare melde sig ud. Jeg ser nu ikke DF for noget helt grelt eksempel hvad angår ledelsesstil. Jeg tror da også Villy Søvndahl har flere fjender i sit bagland end Pia har det.
At man intet ideologisk udgangspunkt har, det betyder egentlig ikke det helt store og kan faktiske have den omvendte virkning, i og med at man er et protest parti, hvor der er højt til loftet og man ingen hindringer eller ømme punkter har, netop fordi man ikke har ideologien at tage hensyn til, men i stedet bare kan helt frit kan tage holdning til hver enkelt sag.
Ny Alliance beviser, hvorfor du tager fejl. Er der ingen ideologi, så ender man 45/55 i de fleste sager, hvor "ideologipartier" ender 80/20. Og det er altså nu engang noget der splitter, hvis diskussionen kommer op til overfladen - det så du også hos C i halvfemserne, hvor man desværre havde to lige stærke fløje og endte med Bambi-Bendt som formand.
Problemet her er bare ikke isoleret til ungdomspartierne, men også til dem som rent faktisk har reel indflydelse.
Ungdomspartierne og baglandet er tit forbavsende enige, så der skyder du din argumentation lidt i skoen, eftersom ungdomspartierne egentlig bare sige, hvad de menige medlemmer i mange tilfælde tænker.
Det er også derfor, at i særdeleshed regeringspartierne er bange for KU og VU-forslagene, fordi man er bange for at stå med et vedtaget forslag, man under ingen omstændigheder kan indføre.
Mvh.