Det er qua forvaltningen af sin position som oplyst, at jeg er dybt uenig med Krarup. Men det er intet der taler for, at han ikke skulle være oplyst. Tværtimod. Og han tilhører den nationalforherligende fløjs intellektuelle. Det er simpelthen for dumt at tro, at begreber som oplyst og intellektuel skulle være betinget af en række værdier, der ikke må overskrides. Holdninger, der ikke må bestrides.
Ligeledes er det på grænsen til det dumme, at lade sig falde for fristelsen til at betegne ham som religiøs fundamentalist. Det ville være at devaluere det begreb så meget, at det mister sin betydning. Han er for det første ikke bogstavtro i den forstand, og han har for det andet ikke et antipati mod andre religioner end islam. Det første har udløst en fortolkning af kristendommen, som giver plads til menneskets frie ret til at bestemme over sig selv, og tage de valg, man selv ønsker. Herunder retten til at fravælge gud. Det er altså ikke ret religionsfundamentalistisk. Det andet er afstedkommet af den sammenhæng der findes mellem teologi og religionskultur, og der er det - om ikke andet - svært at afskrive hans tanker som det rene vås.
Personligt synes jeg han fravælger en masse værdier i de regnestykker, det er, at forsøge finde frem til facit i integrations- og kulturspørgsmålene, og derfor kommer han frem til helt andre, end jeg selv gør. Og så mangler han politisk snilde og fingerspitzgefühl når det kommer til den følsomhed debatterne er omgivet af. Det betyder at han - og hans ligesindede - smider holdninger i debatten, som på sekundet udløser vrede og forargelse, uden at tankerne bag bliver hverken vendt eller drejet.